Smartlog v. II » Bogtanken
Opret egen blog | Næste blog »

Social Movement theory and the Iranian revolution – a Historiographical Approach

2. mar 2011 22:07, H.Fosselius

 

1. Introduction:

 

In 1953 the absolute rule of the Pahlavi monarchy was reinstated and the Shah returned to supreme power in Iran by a coup orchestrated by the CIA. The Shah sanctioned an increasingly repressive regime and embarked on an extensive modernization program, exemplified by the secular reforms of the white revolution in 1962. In 1963, the white revolution was met with active opposition by religious traditionalists. Ayatollah Khomeini led a series of protest in Qom against the reforms and what were perceived as the increasing influence of foreign powers on Iranian affairs. Khomeini was subsequently exiled in 1964. At the same time there was a powerful intellectual trend, which linked the Shah’s regime to a radical critique of Western cultural imperialism. During the rest of the 1960s and 1970s a whole array of dissident movements became active in opposition to the Shah’s regime. What all these dissident groups came to have in common was the development and use of Islam as a revolutionary political ideology or as a social project against the common enemy – the Shah’s regime (Amineh and Eisenstadt 2007: 145). The movement culminated in the Iranian Revolution 1977-1979, which ended with the return of Khomeini from exile and the Iranian population overwhelmingly voting yes for the establishment of an Islamic State governed by Shi’i religious clerics. The question asked in this paper is how the academia in the decades that followed the revolution made sense of this extraordinary and unprecedented social and religious movement in modern history?

 

2. Formulation of Problem: This papers’ point of departure is a description of Social Movement Theory (SMT) and its relation to the study of religious movements. The paper then proceeds to analyse whether and which SMT approaches have been used to explain the Iranian Revolution of 1977-1979. The analysis is rooted in samples of academic articles on the Iranian Revolution in the particular decade of the 1980s. The paper then discusses what the so called Culturalist turn of the 1990s means for the conceptualization of SMT in the particular case of the Iranian revolution.

 

3. The structure of the paper/Methodology: This paper is both theory and case-driven. It offers a description of SMT vocabulary and historical development, followed by an analysis and discussion of SMT’s relation to the Iranian revolution.  In empirical terms, the basis of the material analysed are various articles including “the Iranian Revolution” in the caption or in the abstract, published within the decade of the 1980s, In the ensuing discussion articles and monographs are briefly discussed in terms of the implications of the culturalist turn for SMT in general and specifically for the Iranian Revolution. The paper uses an interpretivist approach, seeking to find SMT content through textual and discourse analysis of the examined material.

 

4. Definitions and conceptualization:
Historiography: the study of writing about history.
Social Movements (SM): Most definitions of SMs are based on three or more of the following axes: collective action; change-oriented goals or claims; extra- or non-institutional collective action; a degree of organization; and some degree of temporal continuity. SMs thus are made up of a number of individual actors with shared interests, goals or claims, capable of collective action, which often take the form of protest or advocating alternative visions of society. SMs aim at bringing about social change in society. They are different from interest-groups in that they usually are not embedded within the political system. They have some degree of organization (SMO) and are in existence for some length of time, either failing or succeeding in bringing about social change. (Snow, Soule & Kriesi 2004: 6) In relation to the specific focus of this paper, it must be asked how the Iranian revolution 1977-1979 qualifies as a SM.
The Iranian revolution as a SM: The distinct term “social revolution” can be applied to what happened in Iran in the late 1970s. The term “social revolution” was defined by Theda Skocpol (1976), who combined Samuel P. Huntington’s and Lenin’s definitions of revolutions and posited that social revolutions are rapid, basic transformations of socio-economic and political institutions, accompanied and in part effectuated through class upheavals from below. (Skocpol 1976: 175, 1982: 265) In other words a social revolution like the Iranian case can be viewed as a SM that succeeds. As such it is probable that SMT can be used to explain why and how the Iranian revolution came to be.
Social Movement Theory (SMT): is sociological theorizing with a distinct terminology about the causes and reasons for the emergence of SMs, about the structure, functioning, growth, and actions of SMs. Traditionally SMT has been divided into two schools, the European and the American. Experts claim that in recent years, theorists of the two schools have started to pay attention to each other (Crossley 2002: 13). As society change, the social movements which emerge in them change too. Consequently SMT has developed and mushroomed in order to contain the alterations in observed SM phenomena. It follows that events that have already taken place, are continually interpreted through the lenses of emerging paradigms in theory making. This paper is partly concerned with showing how the process of SMT development has been underway in the 1980s and in the later scholarship of the Iranian revolution.
Collective action/Social Breakdown approach: The collective behaviour approach portrays movement emergence as a reflex response to various forms of hardship, for example 'grievances', ‘relative deprivations', 'anomie' and 'structural strains'. In this branch of SMT, hardships are viewed as both a necessary and a sufficient cause of protest and movement formation. (Crossley 2002: 11) The approach emphasises processes of large-scale social transformations such as modernization that are hypothesized to generate social disorganization and associated strains, frustrations, anxieties, disorientations and grievances, which in turn may explode in collective violence and civil disorder.
Resource Mobilization theory: RMT criticizes the view of collective action as anomic and irrational behaviour resulting from rapid social change, and it questions ‘relative deprivation’ theory, which assumes a direct link between perceived deprivation and collective action. RMT focuses on the dynamics and tactics of the movements rather than on the reason for their existence. RMT is characterized by the assumption that collective action will not happen automatically when a certain level and variety of grievances have accumulated. The central question is therefore how and when it is possible to mobilize recourses for collective action. SMs are perceived as goal-oriented, struggling to acquire recourses to fulfil their goals, as well as striving to increase both their absolute- and relative power. The approach appropriates a rational actor model in positing that resources arise from inducing individuals to participate and contribute to the costs, while on the other hand, individuals participate because they see the benefits to be derived from joining the movement. Resource mobilisation is the approach which puts the strongest emphasis on the benefits and necessity of strong SMOs and leaders in successful SMs. (Phongpaichit 1999, Weissmann 2008). RMT has been further elaborated with studies of SMs reciprocal relationship with the state.
The political process approach (PP): emphasises the political, organisational and structural aspects of social movements. Collective actions and social movements are analysed in the context of the interaction between the SM, the political environment and the state. There exists a "political opportunity structure" which conditions, opens or closes for the emergence, strategies and successes of social movement activities and collective actions. The theory posits that Political opportunities need to be taken into account if a SM wants to make a difference or even an impact. (Weissman 2008)
Framing Processes approach (FP): is a theoretical development, which seeks to incorporate social-cultural contextual analysis into RMT. The term framing process refers to a SMs collective construction of meaning and perception of reality. Collective frames entail agency in the sense that what is evolving is the work of SMOs or movement activists. A collective frame is contentious in the sense that it involves interpretive frames that not only differ from existing ones but that may also challenge them. The resultant products of this framing activity are referred to as "collective action frames." Often frames have been confused with ideology. However, collective action frames function as innovative amplifications and extensions of, or antidotes to, existing ideologies or components of them. Accordingly, ideology can function as both a constraint and a resource in relation to framing processes and collective action frames. (Benford and Snow 2000: 613n, 614)
New social movements approach (NSM) is a European variant of SMT. It emphasises the importance of the individual as an actor, and asks why social movements arise in the first place. The first NSM approaches tried to do away with class consciousness as an explanatory model for collective action and to eradicate the economic reductionism of Marxism. NSM theory directs attention to the fact that most post-1960’s NSMs are not class based, nor always related to crisis or structural contradictions. Instead they oppose the intrusion of the modern democratic state, which has degenerated into authoritarianism and technocracy, and the domination of the market forces, which have turned citizens into consumers, in social life. Participation in NMSs is an attempt to defend the public and the private sphere against the inroads of the state system and the market economy and to reclaim the identity of the individual subject. The NSM approach thus posits that NSMs stand for a critique of conventional politics and the existing structures, and explains SMs as linked to the failure of the democratic system in post-modern society to guarantee individual freedom, equality and fraternity.  In general therefore, NSM theory focuses on the importance of the post- modern culture in the formation and creation of the individual’s personal-, collective-, and public identity and interests. (Buechler 1995)
Religious Movements: the sociology of religion distinguishes between churches, sects, and cults when they use the term religious movements. A church is a conventional religious organization, i.e., an organization that supports the norms of its surrounding society. In the case of Iran, there is no church per se; rather the religious tradition of Twelver Shi’i Islam serves as the organizational support of norms in Iranian society. A sect is a deviant religious organization with traditional beliefs and practices in contrast to a cult, which is a deviant religious organization with novel beliefs and practices. In the sociology of religion, cults are termed new religious movements (NRM) because their religious culture is deemed too novel to be classified as belonging within the conventional religious traditions of the society in which they are being observed (Pitchford, Bader and Stark 2001: 380) NRM may appear via two means: innovation and importation. In the case of the Iranian revolution, the ideology of Ayatollah Khomeini’s “governance of the jurist” and his ideas of an Islamic state was an innovation within the traditional Shi’ite theology.
Shi’a Islam: constitutes app. 16 % of the Muslim population. Iran is one of a few places where Shi’i Islam in the form of the Twelver variant is the majority religion. In contrast to Sunni Muslims, Shi’i Islam posits that the Prophet Muhammad’s son in law Ali’s family line is the only legitimate heir to religious leadership (the imamate). Twelver Shi’i Islam believe that there were twelve imams, beginning with Ali, and his two sons, who were physically present in this world, until the last in line (the twelfth imam) left the visible world and went into occultation. As the twelfth imam was spiritualized, religious authority was routinized with the body of ulama (or mullahs), who exercised control over religious doctrine and practise. The Shi’i ulama in Iran have participated in popular resistance toward the state before, but historically the Shi'i ulama have been engaged in a quietist relation to the state and have not been contesting for governmental power until Khomeini began to do so. (Brown 2000: 15, 38-39). As such Khomeini’s legitimization of religion taking on political and governmental power represents a novel feature in Shi’i theology, which places Khomeni’s revolutionary movement within the paradigm of NRM theory. 
Ideology is generally portrayed as a fairly broad, coherent, and relatively durable set of beliefs that affects one's orientation not only to politics but to everyday life more generally. This conception holds whether one subscribes to a more general and neutral view of ideology or to a more critical view wherein ideology is seen as functioning to sustain existing class structures and relations of domination. In either case, the reference is to fairly pervasive and integrated set of beliefs and values that have considerable staying power. (Benford and Snow 2000: 613n) Ideology has been an extensive part of the explanations of why and how the Iranian revolution took place.

 

5. Content: Social movement theory and Religious movements.
5.1 The American/positivist tradition of SMT:
As a theoretical field social movement theory (SMT) is grounded in the nineteenth century sociological theories of social change, tied to the processes of modernization, urbanization and industrialization, which took place in Western Europe and America in the late nineteenth century. Because SMT developed within Western European and American contexts, much of the early (and later) theorizing about social movements reflects the historical experiences and political concerns of these cultures.
To begin with the theoretical interest in the aforementioned mass phenomena generated a view in which social movements were regarded as a threat to society. In particular crowd psychologists were alarmed by the growth of mass movements with socialist orientation, but they also identified an explanation of social change in the conceptualization of collective activity infused with “irrational” behaviour. Simultaneously in the 1950’s as a reaction to the terrifying developments in Europe up to and during WW II, a new version of mass society theory developed, which causally linked societal breakdown, the rise of demagogues and extremists policies. These ideas also found a way into SMT. Consequently the collective behaviour approach is sometimes also referred to as breakdown theory. (Useem 1998) The 1960s’collective behavior approach is linked to theorists like Herbert Blumer and Neil Smelser. (Beckford 2003: 154)
In the late 1960’s and into the 1970s resource mobilization theory (RMT) was introduced. In the first stages of the theory’s development, the approach espoused a rational actor model, which posited that social actors were not irrational, but used cost-benefit calculations upon entering social movements. Also a structural 'network' model of social relations and social life was adopted, which explained a SMs success as proportional with its ability to link to other networks of groups and organisations. RMT thus focused wholly on the strategies, which theoretically would make a SM successful in its demands for a change in government policies and legislation.  The second stage of RMT development, which gained primacy in the 1980s and 1990s, was represented by the approach termed “political opportunity” or “political process theory.” This combined approach sees SMs as a form of mass politics, which can only be understood through its linkage to the state. Movement activists do have grievances, but it is the political contexts which stress certain grievances, around which movements organize. The chances of a SMs success are discussed in terms of the political opportunity structure that is available. If a government is strong and committed to repression, SMs demanding change are likely to fail, on the other hand if a government is weak, political opportunities may rise, which if recognized and taken advantage of will lead a SM to success.  RMT thus grew in sophistication and complexity during the 1980s and became on the whole the dominant paradigm in the American strand of SMT. (Pongpaichit 1991: 1-2, Crossley 2002: 12-13). The American school of SMT is associated with names such as Charles Tilly, Doug McAdam, Sidney Tarrow, David Snow, Verta Taylor, John McCarthy, Mayer Zald, and others. (Jordan, Lent, McKay and Mische 2002: 6)
The differentiation between the debates within SMT starts with a recognition that the European tradition often focuses on culture, ideology and collective consciousness and posits that SMs are the producers or constructors of collective identities, while the American emphasis is on organization and instrumentality. European debates have typically been about the structure and type of society in which modern movements emerge, the relation of those movements to that society and their 'historical role' therein, whereas the American debate has centered on the structure of the movements themselves, and is characterized by a more empirical, scientific and, to a degree, empiricist frame than the European tradition. (Crossley 2002: 12)
In this line of thinking, the American school of SMT is situated within a broader positivist tradition, where researchers aim at gathering unambiguous data and concrete evidence in order to discover rules and regularities that allow a structural and context free explanation. Examples of SMT researchers within this tradition are Bert Klandermans (1985) and Christian Davenport (1995).
Such SMT is dominated by quantitative studies using the inductive approach on the study of SMs. Researchers make generalizations from specific and large quantities of observations, and this way try to reach the discovery of universal laws of behaviour (della Porta and Keating 2008: 26). As such SMT seeking predicative power is supposedly more common in the American paradigm than in the European.

 

5.2: The European/Interpretivist tradition in SMT: In Europe, Marxist theories of class conflicts generating social change have had a significant impact on the conceptualization of SMT. Classical Marxism presumes that all politically significant social action will derive from the economic logic of capitalist production and that all other social logics are secondary in shaping such action. Classical Marxism also posits that the most significant social actors will be defined by class relationships rooted in the process of capitalist production and that all other social identities are secondary in constituting collective actors. These premises led Marxists theorists to privilege proletarian revolution rooted in the sphere of production and to marginalize any other form of social protest. (Buechler 1995: 442)
In the 1970s, a new approach emerged, in large part as a response to the inadequacies of Marxism for analyzing collective action, and as a critique of Marxist reductionism. A variety of neo-Marxist theories, the socalled New Social Movements (NSM) developed, often associated with theorists like Alberto Melucci, Alain Touraine and Jürgen Habermas. NSM theory claimed that SMs change as society changes, and that SMs like society were no longer as they used to be, they were “new” and often transnational. In later years there has been a tendency to abandon the term “new” in exchange for “global,” recognizing that social movements and the world has changed again (Wieviorka 2005: 8). Examples of NSMs are gay and lesbian rights movements, feminist movements, environmentalist movements, anti-globalization movements and fundamentalist religious movements or “cults/sects.” NSM theory sees a SM as a predominantly left-wing collective form of action to contest the abuses of political and economic power. The aim of NSMs is to change the political and market institutions in order to produce a better society. NSM theorists have primarily looked to logics of action based in politics, ideology, and culture as the root of much collective action, and they have looked to other sources and contexts of identity such as ethnicity, gender and sexuality as the definers of collective identity (Pongpaichit 1999: 3).
The NMS theory’s emphasis on culture, context and ideology places European SMT within the constructionist or interpretivist tradition. This tradition denies the positivist worldview of the world as an objective reality that can be known in its entirety. Instead it posits that propositions about reality are constructed by perceptions and interpretations of reality, and that the “objective world” therefore is inseparable from human subjectivity. Theories are partial ways of understanding the world, and should be compared with each other for their explanatory power. Researchers have to rely on interpretation, because it is impossible to understand or give meaning to historical events or social phenomena without looking at the perceptions individuals have of the reality they live in.
This tradition therefore focuses on meanings and aims at understanding human nature and the diversity of societies and cultures. The focus on context often makes interpretivists choose to study specific cases, rather than variables. Researching contextual cases, interpretivists seek to explain and to refine theoretical concepts. Examples of SMT theorists writing in this tradition are William A. Gamson, (1991) and John W. Mayer and Ronald L. Jepperson (2000). They are not concerned with predicting outcomes. The qualitative methodological approach relying on case-driven narrative conceptualization, unstructured interviews, textual analysis and content analysis is common within the interpretivist tradition. (della Porta and Keating 2008: 27-28) ).

 

5.3: SMT and the sociology of religion.
Several authors note that there has been a remarkable neglect of religion and religious movements in SMT paradigms. (Hannigan 1991; Hart 1996; Beckford 2003).  This is explained as a consequence of considerable historical, ideological and conceptual opposition to the inclusion of religious movements as a legitimate topic for study.  
The ideological opposition to inclusion of religious movements into SMT is manifold. In the collective behaviour approach during the 1960s, religion was seen as the pillar of status Q, and religious movements were treated as withdrawals from rather than encounters with social change. (Hannigan 1991: 317) For example Herbert Blumer categorized “cults” as expressive phenomena that represented the chaotic stage of “elementary” collective behaviour, out of which might emerge a new social order; Neil Smelser included “cults” among the value-oriented responses to excessive strains in the social system, (Beckford 2003: 154-155) these explanations amount to the idea that people seek refuge in religion to alleviate strains and grievances and use religion as a substitute for real social action. In 1971 Alain Touraine, one of the “fathers” of NSM theory characterized religious movements as nostalgic attempts to “rediscover the core of a lost civilization”, He saw Religious movements as cultural movements whose political commitment were passive rather than active. Again religious movements were deemed weak in regard to political action. (Hannigan 1991: 317)  The Iranian revolution deviates from these interpretations of religious movements. There may have been concern with discovering a lost Islamic civilization, but this concern was everything but passive. Furthermore, the dismissal of religious movements in the Marxist dictum that religion is the “opiate of the masses,” has survived in the view among many left-wing and neo-Marxist scholars that religion is a “false” alternative to collective political action. This view is discernible is some Marxist scholarship of the Iranian revolution but also in the “Vacuum theory” found in some RMT approaches to the Iranian revolution  In RMT religion is often seen as merely another movement resource, one possible channel of mobilization, primarily because RMT is more interested in the religious organisations than in religion per se. In a somewhat myopic fashion RMT theorists have only chosen to study religious movements, when they have an impact on the political system. (Hannigan 1991: 315) As we shall see early scholarship on the Iranian revolution was therefore well covered in regard to resource mobilization and political opportunity paradigms. What the Iranian revolution spells out in capital letters is that expressive religious ideas and radical social action are indeed compatible. The rise of Khomeini’s Shi’ite political and revolutionary movement showed that the basic institutions of a society can be transformed in line with an ideological vision. Such a religious movement is neither retreatist nor purely cultural, it is also political.
Finally the conceptual problems that have hinged a full inclusion of religious movements into SMT, has to do with a failure to identify both how social and religious movements resemble one another and how they differ. Also sociologists of religion have had problems with defining where to set the boundaries for religious versus secular movements. As a result there has been a kind of conceptual limbo, even though a religious movement can aptly be described as a social movement whose ideology stresses the supernatural element in its system of meaning, i.e. the belief in God and the religious tradition linked to that belief in God. (Hannigan 1991: 319)
Both Hannigan (1991) and Beckford (2003) call for a closer association between NSM theory and NRS theory. As a matter of fact, it can be argued that it is appropriate to place the Iranian revolution within a combined NSM and NRS perspective, which will be dealt with in the conclusion.

 

6. Analysis: The early explanations of the causes of the Iranian Revolution (1980s)
Many of the early explorations written during the 1980s of the Iranian revolution use existing theories of revolution, with the issues defined in terms of understanding “revolution” more than understanding the Iranian experience within SMT paradigms. (Skocpol 1982, Keddie 1983, Arjomand 1985) But even so some of the revolutionary studies make use of the SMT conceptualization outlined in section 5. Roughly speaking, the content of the examined articles about the Iranian revolution in the 1980s can be placed in three different SMT areas:
1. The collective behaviour approach (Tehranian 1980, Skocpol 1982, Bayat 1983);
2. The Marxist SM/revolutionary oriented studies and interpretations (Elwell Sutton 1979, Ervand Abrahamian 1980 and 1982, Nikki Keddie 1983, Val Moghadan 1987). It is possible to discern overlaps between the two first approaches as well as an alignment between Third Worldism ideology and NSM theory (Abrahamian 1982, Nikki Keddie 1983, Val Moghadan 1987).
3. In the mid 1980s, specific SMT terminology from RMT in the form of political opportunity studies and network analysis appears. (Said Amir Arjomand 1985, Ahmad Ashraf and Ali Banuazizi 1985, Misagh Parsa 1988, Ahmad Ashraf  1988).
Many of the studies across the different approaches stress the ideological importance of Shi’i religion and traditions and Ali Sharia’ti’s anti-imperialism as a frame in the revolution, even as there are different explanations as to why and how this came to be. Nearly all the studies thus bear witness to the religious factor in the Iranian opposition though sometimes with reluctance and clear misgivings.

 

6.1: The Collective behaviour approach and the Modernization Monster:
In 1980 Majid Tehranian described the revolutionary fervour as a reaction to modernity’s triple curses: Westernization; alienation between the secular Iranian elite and the “Islamic” Iranian masses; the fact that the process of modernization created a gap between expectations and achievements. Tehranian explains that modernisation came to be envisaged not as an evolutionary process but as the wholesale replacement of one set of conditions by another of foreign origin. The search for dignity and identity were therefore sought as a means to alleviate a sense of humiliation due to having succumbed to Westernization. Tehranian belongs in the collective behaviour approach, because he sees the negative consequences of the modernization process as the roots of the Iranian revolution. He uses elements of mass society theory and espouses an estrangement thesis: the Shah’s totalitarian modernization process resulted in three sociological consequences: atomization of society; the bureaucratization and centralization of authority; homogenization of culture, leading to estrangement and alienation from cultural roots, giving rise to widespread discontent (Tehranian 1980:7)
Theda Skocpol’s article from 1982 also makes comments of the above kind, but she develops the modernization argument. Skocpol like Tehranian stresses the fact that the revolution was constructed – “made” by a mass based SM suffused with discontent with the Shah’s “corrupt” and “imperialistic” rule. This mass movement coalesced under the rubrics of Shi’i Islam and the leadership of Khomeini. She puts forward the notion that the revolution was a product of societal disruption, social disorientation, and universal frustration with the pace of change in the modernization process (Skocpol 1982: 267). But she says “In fact disruption and discontent alone do not give people the collective organizational capacities and the autonomous resources that they need to sustain resistance to political and economic powerholders” (Skocpol 1982: 272) Skocpol then suggests that the Shah’s policies of alienating important groups like the bazaaris and the ulama were the defining elements in the revolution, because these two groups then began to function as SMOs in fuelling the “widespread disgust” with the Shah’s regime. This suggestion has proved very productive of subsequent research, particularly in the subsequent RMT approach.
In 1983 Nikki R. Keddie also offered a clear grievance centered approach as explanation for the revolution. She describes the underlying current of the revolution as dependent on hardships stemming from the displacement of people through an accelerated modernization, secularization and centralization process. Keddie lists the socio-economic factors of the revolution as the gap between rich and poor, corruption, galloping inflation, shortage of housing and consumer goods combined with an economical over-commitment when oil revenues fell after 1975, a development which again produced more hardship like massive unemployment. The focus on hardships are wholly consistent with the collective behaviour/societal breakdown model approach.
The strength of Keddies analysis is her explication that the modernization process in Iran cannot be divorced from its anti-Western and anti-imperialist understanding of modernization. She mentions the influence of Jalal e- Ahmad’s concept of Westoxification, i.e. Westernization as a disease and the influence of Ali Shari’ati’s combination of interpreting Islam with socialist ideas as examples of cultural grievances voiced through ideology. This emphasis has become a common consensus feature in much of the scholarship on the Iranian revolution as a whole.
 Keddie like Tehranian then focuses on the complex and cultural relation between the forced secularization and westernization of Iranian society and the creation of a religious, revolutionary ideology, which functioned as a frame work of the revolution: “there developed among the alienated a search for roots and for a return to “authentic” Iranian or Islamic values” (Keddie 1983:594) and: “Increasing numbers of Iranians shifted to progressive versions of an indigenous Islamic ideology perceived to be likely to restore Iranian self-esteem and combat Westernization” (Keddie 1983: 594). Keddie suggest that it was because Khomeini aptly voiced such cultural grievances and cultural solutions that he received the huge following he got during the revolution. Keddie thus gives even treatment to socio-economic and cultural grievances as explanation for revolutionary causes.

 

 6.2: Combined perspectives – Socio-Economic factors and how the Clerics stole the revolution from the Iranian Left.
L. P. Elwell Sutton’s article from the summer of 1979 analysed the meaning and significance of Shi’i political thought and concluded that the revolution was Islamic in name only, and that the interesting question was how the Shi’i hierarchy had managed to manipulate themselves into the dominant position they came to be in. Sutton posits that economic pressures formed the background of discontent in the form of inflation, corruption, and the process of massive and swift urbanization. Furthermore the expectations to the promises of modernization were not met. These socio-economic factors combined with a shared opposition to foreign imperialism in general caused that “the left-wing guerrillas despairing of making progress under their own steam, decided to seek the collaboration of the religious leaders.” (Sutton 1979: 405) The religious leaders whom the Shah had alienated with his secular policies, then succeeded in waking the “sleeping giant” – the urban unemployed who driven by poverty, unemployment and despair caused the downfall of the Shah. It is a highly simplified scenario. It is clear that Sutton seeks to accommodate a Marxist conception of revolution with the idea of the political left-wing as the true revolutionaries that were really cheated by the religious clerics, who managed to steal the revolution.
In 1980 Ervand Abrahamian presented a thoroughly Marxist socio-economic and grievance-oriented analysis of the structural causes of the revolution. According to him political underdevelopment in the face of economic and social changes strained the link between the social structure and the political structure. The channelling of social grievances into the political system was blocked. This caused alienation of several different classes, who in unison produced the pressure that led to the fall of the Shah. Abrahamian’s analysis is akin to Keddie’s, but does not focus so much on the dislocations caused by modernization, but places more stress on the structural and socio-economic factors like the inflation of 1975-1977, deprivations and grievances like inadequate housing in urban centers, work opportunities failing to keep pace with rising standards of education, stagnation in agricultural production, income inequality, inegalitarian hierarchies, financial scandals and corruption: “ Thus the structural tensions were aggravated not by modernization per se, but by the way the modernization was implemented and by the fact that the capitalist method of modernization invariably benefits the rich more than the rest of society” (Abrahamian 1980: 23). He thus manages to place the revolution within a capitalistic conflict between classes, exemplified with an emphasis on the bazaaris as a “petty bourgeoisie” with clear economic interest, which furthermore had social, financial, political and ideological as well as historical links with the religious establishment. Incidentally the Shah managed to alienate both of these two influential groups – the bazaaris through the profiteer campaign, in which the bazaaris were used as scapegoats for the inflation, and the clerics through replacing the religious Muslim calendar with a new royalist calendar and reforms which disregarded Shari’a laws. Abrahamian is in accord with Skocpol in placing extraordinary importance on these two “classes.” According to Abrahamian it was the moral problem that helped to create the “Khomeini phenomenon” within the ranks of the clergy. The clerical opposition to the regime was reinforced by the “moral problem” created by unplanned urbanization, because the sprawling urban shanty towns produced crime, alcoholism, prostitution, delinquency, and rising suicide rates. Predictably the Iranian Shi’i mullahs argued that moral laxity had endangered society and that the only remedy was to enforce traditional value. Abrahamian sees the clerics as a class, which reacted to modernization and urbanization not in economic terms but in moral terms. Thus again we find elements of a combined collective behaviour and Marxist approach in explaining the causes for the Iranian revolution.
In 1983 Mangol Bayat denied that the revolution was merely a reaction to the process of modernization. Instead he suggested that the modernization process should be seen as an important phase in the revolution. Bayat focuses on the role of the politically conscious Iranian intellectuals as a decisive factor in the revolution. He claims that the modernization process had spawned a professional middle class with secular nationalist identities, who were ready for active political life. Because the hated Pahlavi regime was increasingly identified with secular anti-imperialism, the middle class intellectuals and professionals transferred their commitment from the secular nationalist cause to an Islamic revolution, because: “Shia Islam provided them with a useful means to two different ends: to assert an independent national ideology in opposition to Western, especially American, involvement in domestic affairs, and to reach the masses in order to mobilize their force for the revolution they wished to undertake” (Bayat 1983: 33). As such the revolution is after all seen as a reaction to modernization in the guise of anti-imperialism. Bayat’s analysis comes across like a construction carried by a grave misgiving over the fact that Iranian intellectuals helped the clerics to power. The masses are seen as being without a “head” so to speak, and Khomeini’s religious populism with his innovative concept of “governance of the jurist” is seen to provide that head. As such Bayat is trying to make sense of his perception of “irrational crowd behaviour” by explaining the appeal of Khomeini as populism, a view which places Bayat’s analysis within the collective behaviour approach. Bayat’s focus on the interests of the politically conscious and intellectual middle class furthermore points to the Marxist vein of explanation and has much in common with the earlier article by L.P. Elwell Sutton.

 

6.3: Third Worldism fuses with religion – a NSRM in the making:
None of the examined 1980s articles explicitly mentions NSM theory, but not a few of them mentions the influence of Third Worldism and dependency theory in the formation of the Iranian revolutionary ideology. (Abrahamian 1982, Nikki Keddie (1883) and Val Moghadan 1987) The paradigm of Third Worldism bears some resemblance to left-wing oriented NSM theory as outlined in section 5.
 According to Abrahamian (1982) Ali Sharia’ti, the “true” ideologue of the Iranian revolution was very much influenced by Franz Fanon and other Third Worldist thinkers. Sharia’ti accepted the view that history was a history of class struggle, but in the modern age, he asserted, the main struggles evolved not around capitalists and workers but around imperialists and the Third World. He disagreed with the prevalent secular notion that Third world countries would have to give up their own traditional religions in order to wage a successful struggle against imperialism. Instead Sharia’ti suggested that the peoples of the Third World could not fight imperialism and social alienation unless they first regained their cultural identity, which was often interwoven with popular religious traditions. Sharia’ti wanted to make room for religion as a vehicle of social protest. Therefore Sharia’ti insisted that the Iranians had to rediscover their religious roots in order to challenge the West, through returning to a more pure Islam resembling socialistic Islam. Sharia’ti can thus be seen as molding an ideology of a combined NSM and NRM, which reads as a critique of the prevailing world order and of the intrusion of imperialist nations and their market economy upon countries in the Third World.
Nikki R. Keddie (1983) also ponders the implications of a fusion between the “Manichean” world outlook of Khomeini and the phenomenon of Third Worldism. She explains that the Manichean trend sees the world as divided into the just Muslim oppressed and the Western oppressors, while Third Worldism talks of the Third World as economically drained and culturally colonized by an imperialist West. “The blend of Islam and Third Worldism fits an anti-Western, anti-imperialist mood” (Keddie 1983. 596). Val Moghadan (1987) also theorizes in this vein. In her outlook on the Iranian Left she has much in common with Sutton and Bayat. Moghadan explains that the Iranian Left during the 1960s was empowered by the discourse and practise of Third Worldism, which stressed the evils of dependent capitalism and imperialism, but during the revolution the Left wasted that empowerment on an “inordinate emphasis on the anti-imperialist struggle and an almost mechanical application of dependency paradigm,” consequently neglecting the question of democracy and underestimating the power of the Islamic clergy. The Iranian Left supported the Islamic republic precisely because it was anti-imperialistic and defiant of American government and capitalism. Moghadan finds it a tragedy that the Iranian Left’s project as a NSM was meshed up with the clerics’ project of a NRM.: “the religious forces were weaving a radical-populist Islamic discourse that would prove very compelling – a discourse which appropriated some concepts from the Left (exploitation, imperialism, world capitalism), made use of Third Worldist categories (dependency, the people) and populist terms (the toiling masses) and imbued certain religious concepts with new and radical meanings” (Moghadan 1987: 14) What Moghadan offers here is a  good description of a fusion between a left-oriented NSM and a right- wing NRM, sharing the same language and the same goal, namely overthrow of a hated regime.
So far all the articles mentioned have been written in the European interpretivist tradition, without any of them really professing allegiance to SMT. We will now turn to the positivist treatment of the Iranian revolution to see if that changes.

 

6.4: Political Opportunity Structures and network analysis in the Iranian revolution:
Said Amir Arjomand’s article from 1985 applies the paradigm of political opportunities to the Iranian revolution almost as an experiment within another agenda.  Arjomand is primarily concerned with revolutionary theory and with the value-ideas revolutions pass on. He compares the Iranian revolution with the English, French, Russian and Fascist revolutions and asserts that the Iranian revolution is their equal and has most in common with the Fascist revolution, because they both share a cluster of value-ideas, among them populist socialism and the rejection of modernity. He proceeds to analyse the common feature of the mentioned revolutions, which he finds in the rather simple thesis that when a regime weakens, the right conditions for revolution emerges. Arjomand focuses on political opportunity structure and states that revolutions owe their success more to internal breakdown than to the power of revolutionary groups and that the decisive factor in a revolution is the fragility of the political system. A system is fragile when it lacks legitimacy. Arjomand explains that the loud demands for the overthrow of the Shah (lack of legitimacy) in connection with “the complete exclusion of other political considerations was the single factor that brought many disparate factions together under Khomeini’s banner.” This is a statement amounting to the so called “Vacuum theory,” which will be dealt with below.
Arjomand voices Charles Tilly’s ideas of the consequences of fluctuations in a regimes repressive behaviour. The reluctance to use force invites increased aggression: “The study of revolutions reveals that inhibitions concerning the use of forces are more important than inefficiencies, shortages, defeats or disintegration” (1985: 44). Clearly Arjomand’ revolutionary analysis is influenced by SMT terminology in the vein of PP theory and he works very hard to make the case fit the theory: “the decisive historical accident making possible the establishment of a Shi’ite theocracy in Iran was the internal crumbling and rapid collapse of the Pahlavi state” (1985: 51), in this way Arjomand manages to belittle agency to near extinction.
Ashraf and Banuazizi’s article published at the same time as Arjomands in the same publication in 1985 is very similar in its argumentation about political structure: “It was not the dislocations produced by modernization, but rather the relaxation of the coercive measures of the old regime that led to the creation of opportunities for effective revolutionary mobilization” (1985: 36)  Ashraf and Banuazizi also use the vacuum theory to explain the mobilization of the revolution: “In the absence of genuine political parties, independent labour unions and professional associations, and freedoms of speech and assembly, religion became the only rallying point around which a mass movement could be built. It could provide the ideological articulation, the occasions (e.g. holy day observances, congregational prayer meetings, mourning rituals etc.) for purposes of political mobilization” (Ashraf and Banuazizi 1985: 9). The vacuum theory is peculiar. It implies that a lack of alternatives made the choice of religion as a force of mobilization a no-choice. At the same time it implies that in the event of the “empty space” – the vacuum, something else “should have” been there. The vacuum theory echoes the reluctance of SMT to really take religion serious on its own terms as an empowerment vehicle for social protest and SM action.
The second part of the essay offers an analysis of how the interaction between external pressures – the “foreign factor”- and the internal opposition created opportunities for the opposition to mobilize. The authors assert that the Shah’s dependence on his patron state, the US, played an important role for the outcome of the revolution and claim that a pattern – a “political process” can be discerned: Each stage of the revolution began with an upsurge of protests and other collective actions against the regime, on the one hand, and foreign pressures on the state to use restraint on the other. The authors describe how the changing tides of the regime’s relaxing and appeasing in turn with constraining and repressing policies gave the opposition opportunities to take advantage of “openings” and opportunities to retreat and widen its support base while developing new modes of mobilization and organization, preparing for new and escalated assaults on the state. This description pared with empirical data on the escalation in the frequency of the various forms of activity during the stages of the revolution, places the article firmly in the positivist RMT analysis of SM activity. However the thesis is not altogether convincing as no evidence is provided to show the weight of the “foreign factor” in the political process. Nevertheless, we can conclude that by 1985 the observed paradigm shift within the positivist tradition of SMT has also arrived in the scholarship on the Iranian revolution.
In 1988 we see this emphasis strengthened. Misagh Parsa now gives conscious attention to the earlier paradigm of the collective behaviour/social breakdown model and makes explicit moves to reject it and replace it with a Charles Tilly inspired version of RMT: “Any explanation of the revolutionary conflicts in Iran must take into account variables emphasized by resource mobilization theory: conflicts of interests, capacity for mobilization, opportunities for collective action, and formation of coalitions. A full explanation must also analyze the structural vulnerabilities of the Pahlavi state:” (Parsa 1988: 45) Parsa points to several theoretical weaknesses in the earlier paradigms and correctly points out that the collective behaviour/social break down model provides at best only a partial explanation of the Iranian. But partial explanations these approaches offer nevertheless. It would be a mistake to contend that the approaches that came before RMT and PP carry no explanatory power. Parsa continues Skocpol’s concern with the Bazaari-Mosque alliance, and proceeds to make a network analysis in which he investigates various groups’ different reasons for mobilizing against the regime. He posits for example that the Bazaari-Mosque alliance came into being because the Bazaari protecting their own economic interests needed the Mosque as an overarching and autonomous SMO and as a safe space to gather and organize protests. He thus denies that religion played any role for the Bazaaris aside from being a mobilizing resource.
In the same year Ahmad Ashraf (1988) contributed a much more nuanced networks analysis than Parsa’s, and contended persuasively that historical evidence showed that both the Bazaari and the Mosques had repertoires (the closing down of shops, experience with organizing and participating in mass demonstrations and street rallies) of protest and indeed possessed both the financial and organizational capacity for mass mobilization as well as they both easily could channel mass action in the direction and at the time preferred by them.
What is representative of the 1980s articles examined within the RMT paradigm is the fact that even as the articles utilize a reductionist view of agency and a dismissal of religion as anything other than a mobilization resource, the paradigm nevertheless enriches the scholarship on the Iranian revolution, because the RMT paradigm provides fresh perspectives and encourages researchers to dig deeper than the earlier paradigms had managed to do.

 

7: Discussion: The implications of the Culturalist turn in SMT for the scholarship of The Iranian Revolution.
In the 1990s culture moved to the forefront of SM research (Swidler 1995: 25). The so called “culturalist turn” in RMT theory can be exemplified by the publication in 1992 of a collection of essays of RMT self-criticism and theoretical reformulations in the volume Frontiers in social movement theory (Eds. Morris and Mueller), in which one of the editors states “one central message of this volume is that culture must be brought back into social movement analysis” (Hart 1996: 87 and 93). In the scholarship of the Iranian revolution the concern with culture is foremost translated into the extensive interest in the role of the religious revolutionary ideology of Shi’ i Islam.
The Shi’i revolutionary ideology is seen as a change-oriented and action-motivating ideology, which offers a simple master plan presented in symbolic and easily communicated terms, at the same time providing a sense of sharing in the control and rewards of destiny, as well as a feeling of personal worth and power, ultimately resulting in collective empowerment and sense of collective identity. A prominent example of this is Mansoor Moaddel’s conceptualization of “ideology as episodic discourse” e.g. consisting of general principles, concepts, symbols, and rituals that shape human action in a particular historical period (Moaddel 1992, 1993). Also RMT approaches of the Iranian revolution like the political process oriented study of Ali Mirsepassi-Ashanti (1994), which emphasises the vacuum theory, makes a contextual analysis of Shi’i political Islam as a vehicle of self-empowerment and national identity.
In the tradition of RMT the heightened concern with culture has resulted in a third phase, carrying RM and PP theory into the conceptualization of framing processes (FP) associated with Erving Goffman (1974). FP is concerned with socio-political constructions of meanings, which a SM uses to help to render events or occurrences meaningful. The collective frames of a SM function to organize experience and guide action. (Benford and Snow 2000: 614) SMT theorists writing within the conceptualization includes Mustafa Emirbayer and Jeff Goodvin (1994). Stephen C. Poulson’s monograph about Social Movements in Twentieth-Century Iran. Culture, Ideology and Mobilizing Frameworks (2005) is also written within this paradigm. A related development is Charles Tilly’s repertoire of contention theory, which seeks to capture the historical peculiarity of the methods of protest that SM agents use. (Crossley 2002: 127)
It has been more generally recognized that even though there are similarities and analogous patterns in SMs, each one of them is influenced by its own very unique location in geographical space and history. SMs therefore share a “family resemblance” but differ in composition and variations in underlying emotions, grievances, and strains, as well as in ideology and perceptions of reality, it amounts to recognition that one cannot understand a given SM unless one understands the society in which it emerges. This notion is analogous to the trend in scholarship of the Iranian revolution, which  recognize that the revolution consists of so many complex historical factors, which when working together burst the frame of any theory attempting to stand alone as an explanation of the revolution.
In the last decades therefore, there has been ongoing attempts to overcome previous polarizations between SMT approaches. Researchers have drawn, in a more open-minded and dialogic fashion, on both the American positivist streams of thought and the European interpretivist stream of thought. “This is true both across continents, with both clusters having effects in social movement studies around the world, and across ideas, with some beliefs flowing across previously perceived divisions.”(Jordan, Lent, McKay and Mische 2002: 6) The main insight that has furthered this process is the understanding that no SMT concept alone be it collective identity, relative deprivation, grievances or political opportunities, can explain a complex phenomenon such as an SM. See for example Charles Kurzman’s elegant critique and reworking of the political process approach, in which he argues for a combination of subjective (perceived) and objective (structural) opportunities as a factor in the Iranian revolution (1996) and Jeff Goodwin, James M. Jasper and Jaswinder Khattra’s (1999) critique of general RMT theory, which claims that an invariant and universal theory of SMs is not possible. This is directly discernible in the Iranian revolution scholarship of the mid 1990s, which is often partly concerned with gathering and listing the various theoretical approaches and paradigmatic explanations floating in the vast amount of accumulated analysis of the revolution see for example John Foran (1994).
In addition to this it seems that older theories are being dusted off and reintroduced in new combinations, for example SMT theorist Nick Crossley seeks a return to Smelser’s collective behaviour approach from the 1960s in a combination with Pierre Bordieu’s cultural approach as voiced by his theory of practise from the late 1970s (see Crossley 2003: Making Sense of Social Movements).
Charles Kurzman’s monograph The Unthinkable Revolution (2004) is structured around different explanations and causes of the revolution and reads as an interrogation into the social scientific faith in causal explanations. It can be argued that Kurzman utilizes a return to a behavioural approach. He asserts that because ‘non-routine episodes are characterized by confusion and uncertainty, and by increased reflexiveness and intentionality’( 2004:169), it is impossible to predict a revolution. This lack of predictability means that an explanation is not possible either.
In 2009 Ervand Abrahamian did something similar in a well-written analysis of crowd behaviour in the revolution. He alludes to George Rude’ (1910-1993) – a British Marxist historian who specialized in “history from below,” points to the force of rumours and public perceptions and offers the idea that the street demonstrator’s behaviour can be seen as a spontaneous outbursts without any central organization. In a way it seems that SMT has come full circle and will hopefully now commence with the task of trimming and standardizing the maze of SMT terminology in order for everyone to agree about what is actually being talked about.

 

7: Conclusion
This paper has examined how SMT approaches like the collective behaviour approach, which focuses on the large scale transformation of modernization and urbanization and employs grievance and alienation oriented explanations for the causes of the revolution, has been employed to explain the revolution early in the 1980s. The Marxist approach which emphasise mobilization as a matter of class based interests, structural problems within the economy and underdevelopment of the political structure has been shown to often blend with the behavioural approach. Together the two approaches embody the ground work of early scholarship on the Iranian Revolution and should be understood as partial but indispensable explanations. Furthermore it has been argued that the RMT approach with focus on a conceptualization of the political opportunities and political process fluctuations between repression and relaxation in the course of the revolution despite its rejection of other approaches provided a positive dynamic to scholarship on the Iranian revolution.
 The emphasis on religion in the scholarship of the Iranian revolution is inescapable. Sociologists who opt for cultural approaches understand religion as a major source of cultural content or templates: values and views of reality. These are appropriated, transformed, and then used by movements to frame or to guide their activities and also to articulate movement purposes, garner support and to produce collective identities. Religious tradition can thus play a major role in a SM. (Hart 1996: 89-90) Religion as a cultural frame of protest in collective action was clearly at work in the Iranian revolution, as it was a very prevalent practise to use the Shi’i religious calendar’s many festivals like memorial services for the dead and the passion plays and processions of Moharram to stage protests against the Shah’s regime. The so called vacuum theory, which tries to explain why religion became a mobilizing factor in the Iranian revolution belittles the role of religion per se. The blend of Third Worldism and Islam points in the direction of NSM theory and NRM theory.
The problem with traditional NSM theory and perhaps a general problem with SMT is that what has primarily concerned SMT is predominantly left-wing SMs in America and Europe. There has been a tendency to neglect SMs in other parts of the world, to neglect right –wing SMs and SMs with religious orientations and beliefs while building and developing SMTs core theories. This lack of concern should be remedied. The Iranian revolution is the harbinger of a broader “new,” “social” AND “religious” movement, which has had an immense impact on many different Muslim communities all over the world. The understanding of the Iranian revolution as a new social and religious movement (NSRM), particularly a very successful one, could be a contribution both to SMT theory and to the scholarship on the Iranian Revolution in general.

 

 

 

 

9. Sources

Cited works in order of apperance:

 

M. P. Amineh and S. N. Eisenstadt: “The Iranian Revolution: The Multiple Contexts of the Iranian Revolution” in Perspectives on Global Development no. 6, 2007, pp. 129-157
Eds. David A. Snow, Sarah A. Soule, Hanspeter Kriesi: The Blackwell Companion to Social Movements, Blackwell publishing ltd. 2004
Theda Skocpol: “France, Russia, China: A Structural Analysis of Social Revolutions” in Comparative Studies in Society and History, Vol. 18, No. 2 (Apr., 1976), pp. 175-210
Nick Crossly: Making Sense of Social Movements, Open University Press 2002
Pasuk Phongpaichit: “Theories of Social Movements and their relevance for Thailand”. Position paper for project on Social Movements in Thailan

Kinas Økonomiske og Politiske Rolle i Den Globale Verdensorden

14. sep 2009 23:42, H.Fosselius

Samfundsfagsopgave
 
Indledning:
 Kina har i det 20. årh. gennemlevet mange dybe sociale og økonomiske omvæltninger. I 1949 blev Kina erklæret en kommunistisk stat, som frem til 1979 økonomisk var styret af traditionel planøkonomi[1]. Kina blev i denne periode sat voldsomt tilbage økonomisk i forhold til resten af verden, samtidig med at landet politisk set var isoleret i en maoistisk-politisk kultur, som havde ringe relevans uden for Kinas grænser. Hungersnød og politiske ekstremiteter under kulturrevolutionen efterlod en økonomi i laser. Efter formand Maos død, indførte Deng Xiaopeng en liberalisering af økonomien igennem gradvise økonomiske reformer, men undlod helt at reformere det politiske system.

Resultatet af indførelsen af de gradvise markedsøkonomiske reformer i Kina har været spektakulær. Kina er blevet en af verdens mest åbne økonomier. Enorme FDI (Foreign Direct Investments) summer har været primus motoren i den økonomiske vækst, som i en årrække har ligget på ca.10 % årligt. Landet har via FDI og joint venture virksomheder fået overført teknologi, knowhow og innovationsteknikker, såvel som management erfaring, og har grundet sin enorme og billige arbejdskraftreserve efterhånden indtaget en position som hele verdens fabrik. Store virksomheder investerer i og outsourcer produktion til Kina, hvilket giver efterdønninger i og udfordrer de lande som mister ufaglærte arbejdspladser, men hvor forbrugeren profiterer af billige forbrugsvarer ”made in China”.
Kina omsætter sit gigantiske handelsoverskud, som er et resultat af den enorme og hastige økonomiske vækst, til hård økonomisk magt og dermed politisk indflydelse. Det gør de ved bl.a. at investere massivt i den amerikanske dollar og i amerikanske statsobligationer, så meget at man kan sige, at den amerikanske forbrugsfest for lånte penge finansieres af Kina. Kina er et af de lande som bruger flest midler på militær oprustning, og er nu også begyndt selv at investere f.eks. i Afrika, i forventning om at sikre sig adgang til afrikanske energiforekomster. I de seneste år har Kina også investeret i finansielle institutioner og anskaffet sig andele i multinationale selskaber – landets erklærede mål er ”to go global”, dvs. at opnå en position på linie med USA; Japan og de stærkeste økonomier i EU.
 
Problemformulering: Med udgangspunkt i en redegørelse for den økonomiske udvikling i Kina fra 1979 og til i dag, vil opgaven beskrive Kinas nuværende økonomiske rolle i den globaliserede verden igennem en analyse af hvilken position Kina indtager i verdenssystemteorien. Et sådant øjebliksbillede åbner for en diskussion af hvilken betydning Kinas nuværende økonomiske vækst har for eventuelle fremtidige ændringer i verdensordenen. Opgaven søger således at belyse Kinas muligheder for at blive en kommende supermagt. 

 

Begrebsafklaring:
Globaliseringen: Globaliseringen er et meget bredt begreb, men i relation til betyder det, at der er sket en øget international økonomisk integration via handel, direkte udenlandske investeringer, integration af finansielle markeder, mobilitet af arbejdskraft og opdeling af virksomhedernes produktion på tværs af landegrænserne. Virksomheden kan opdeles og placeres i forskellige lande, hvorved lønomkostningerne nedsættes og afsætningsmulighederne forøges. Liberaliseringen af verdenshandelen har skabt et internationalt marked for forbrugeren, med øget konkurrence og øget effektivitet. De økonomiske fordele ved det globale marked kommer til udtryk ved en stigning i BNP, forbruget og udenlandske investeringer. De negative sider af globaliseringen er en øget global ulighed mellem fattige og rige lande. De rige lande har via deres højere uddannelsesniveau og brug af IT teknologi bedre mulighed for at udnytte liberaliseringen af verdenshandlen. Men også i de rige lande mærkes globaliseringen af og til negativt, fordi fabrikker som udkonkurreres af billige importvarer er tvunget til at outsource med tab af arbejdspladser som følge. Disse effekter rammer især de dårligst uddannede. Endvidere har dannelsen af de kæmpestore multinationale selskaber (MNS) skabt en situation, hvor MNS’erne har en økonomisk styrke som overstiger mange enkelte landes. Det betyder at der opstår et behov for en tilsvarende internationalisering af de politiske beslutninger.[2]

 

Åben økonomi: et lands økonomi er åben når det samhandler med andre lande og i vid udstrækning fjerner hidtidige handelsbarrierer så som toldsatser, protektionisme af hjemmeproduktion, og importforbud af bestemte varer. En økonomi er også åben, hvis den giver let adgang til investeringer udefra, og har lovgivning der favoriserer udenlandske virksomheder som etablerer sig i landet.[3] 

 

Økonomisk vækst: ved økonomisk vækst forstås at produktionen af varer og tjenester pr. indbygger forøges år for år. Økonomisk vækst måles ved den årlige stigning i BNP.[4]

 

3.1 Parametre for beskrivelse af økonomisk vækst:
  • BNP: BNP(Bruttonationalproduktet) er et begreb som indgår i nationalregnskabet. Det er et udtryk for et lands produktionsværdi, altså værdien af et lands samlede produktion. Man finder et lands BNP ved at trække indkøb af varer og tjenester fra salgsværdien af den samlede produktion. BNP bruges som en måleenhed for et lands produktionsindsats og indkomstskabelse, og er altså et begreb man anvender for at måle et lands velstand..[5]
  • PPP: Purchase Power Parity er en beregningsmåde, hvor man via købekraftsparitetsteorien (som er en omdiskuteret teori) kan korrigere for prisforskelle og inflation, og derved opnå en måleenhed for et lands bruttonationalprodukt i reel købekraft. PPP bruges som oftest når man vil sammenligne levestandarder lande imellem.[6]
  • BNI: (bruttonationalindkomst) er et udtryk for det forhold, at en del af et lands produktion er ejet af udlændinge (trækker fra i nationalregnskabet) og at et lands borgere også tjener penge i andre lande (lægger til i nationalregnskabet). For at finde et lands reelle indkomst må man derfor korrigere for lønninger og formueindkomster til og fra udlandet.
  • Outsourcing: er tæt forbundet med begrebet ”stordriftsfordele”. I den forstand er produktionen af en bestemt vare opsplittet/outsourcet til mange forskellige underleverandører, der hver producerer store serier af de forskellige enheder som indgår i den færdige vare. Når underleverandørerne kun producerer en slags enhed, går virksomhedens enhedsomkostninger ned. Via den form for outsourcing/arbejdsdeling bliver den samlede vare billigere, end hvis den overordnede virksomhed som ejer brandet/den færdige vare skulle producere alle enhederne selv. I den almindelige debat betegner outsourcing som oftest det forhold at konkurrencepressede virksomheder flytter dele af deres produktion til lande hvor arbejdskraftomkostningerne er lavere, eller i tilfældet af højteknologisk produktionsudvikling til lande hvor uddannelsesniveauet er højt. Der kan være flere grunde til at outsource; at klare sig i konkurrencen, at søge højere afkast og at få foden indenfor på markeder, hvor man ellers ikke har markedsandele for sit produkt.[7]
  • FDI (Foreign Direct Investments): I en klassisk definition er FDI et udtryk for, at et firma i et land investerer en sum penge i at bygge en fabrik i et andet land. Der er så tale om direkte investeringer i bygninger, maskineri og udstyr i modsætning til at investere i en portefølje/aktiepost, hvilket betegnes som en indirekte investering. I de senere år er definitionen af FDI, som en følge af den hastige vækst og forandring i globale investeringsmønstre, udvidet til at inkludere erhvervelsen af ejerskab i et firma eller en virksomhed udenfor det investerende firmas hjemland. I den forstand har FDI mange former, f.eks. køb af en fremmed virksomhed, bygning af faciliteter eller investeringer i et joint venture makkerskab,( f.eks. at dele ejerskabet af en virksomhed med lokale kinesere), eller indgåelse i en strategisk alliance med et lokalt firma, hvor det investerende firma bidrager med teknologi og modtager den lokale information og viden.
For det investerende firma kan fordelene være nye markeder og afsætningskanaler, billigere produktionsfaciliteter, adgang til ny teknologi, produkter, evner og finansiering. Modtagerlandet af FDI opnår ny teknologi, kapital, viden om nye processer, produkter, organisatoriske teknologier og ny viden om management strategier, hvilket er en stærk dynamo i den økonomiske vækst for et givent land. Verdenshandelens liberalisering har løsnet restriktioner på udenlandske investeringer og erhvervelser i fremmede nationer. Disse forhold har gjort det lettere at investere i udlandet, og markant øget FDI’s rolle i ethvert lands økonomiske vækst..[8]

 

3.2 Begrebsdefinitioner i relation til den politologiske vinkel:

Verdenssystemteorien: Ifølge Wallerstein er verdenssystemet en kapitalistisk verdensøkonomi, der er styret af en gennemgående arbejdsdeling, produktudveksling og et ”flow” af kapital. I det kapitalistiske system (som ifølge Wallerstein grundlæggende er uretfærdigt og konkurrenceforvridende, fordi det er lande med kapital der sidder på magten i verdenssystemet) er det akkumulationen af kapital, der er styrende for systemet og selve øgningen af verdensrigdommen, som holder sammen på systemet.

Wallerstein opdeler verden i tre områder: center, semi-periferi og periferi. Centeret er i princippet den vestlige verden med demokratiske regeringer, der har høje lønninger, importerer råvarer, eksporterer færdigvarer, har kapitaloverskud til investeringer og kan tilbyde en bred vifte af velfærdsydelser. Periferien er de fattige (udbyttede lande) – her er der ikke-demokratiske/svage regeringer. Eksporten er udelukkende råvarer eller monoprodukter og alle færdigvarer importeres. Lønningerne ligger under eksistensminimum og der er ingen velfærdsydelser. Periferien udbyttes både af centeret og af semi-periferien på den måde, at periferien fastholdes i kun at eksportere råvarer og ikke er i stand til at akkumulere kapital til igangsættelse af egentlig økonomisk vækst. Semi-periferien har i det mindste muligheden for udvikling. Kina tilhører pt. dette område, hvilket vil blive uddybet og forklaret i analysedelen.

Wallerstein opererer også med begreberne hegemoner og verdensøkonomier. En hegemon er en dominerende magt, der er i stand til at påtvinge verdenssamfundet egne normer og værdier. Det bedste eksempel på en hegemon i den globale verden er USA, som den eneste supermagt udøver en væsentlig betydning i det globale samfund, både politisk og militært. Men verden er nu så økonomisk globaliseret at man kan argumentere for, at det er den kapitalistiske verdensøkonomi, som er den egentlige hegemon. Wallerstein er imidlertid af den opfattelse at kapitalismen ikke vedvarende kan eksistere, men at der er grænser for dens ekspansion, og at den som verdensøkonomi på et givent tidspunkt vil bryde sammen.[9]

 

Magtbegrebet: i international politik taler man om de magtformer en stat kan benytte sig af. Man skelner mellem ”hård magt” og ”blød magt”. Hård magt er et udtryk for evnen til at straffe et andet land via økonomiske og militære sanktioner. Umiddelbart er det brugen af militær styrke som bedst passer til begrebet, eksempler herpå er krigen i Irak og i Afghanistan. Økonomiske sanktioner bliver f.eks. brugt mod Iran. Hård magt er altså relateret til tvang og straf. Den bløde magt er derimod baseret på frivillighed. Anvendelse af blød magt betyder at man søger at eksponere sit lands positive værdier, for via diplomati og forhandlinger at gøre sin indflydelse gældende, og påvirke et andet land til at ændre adfærd. Den bløde magt er karakteriseret ved dialog, argumentation, samtale, ide’, tanke og kulturudveksling.[10]
I den såkaldte magtstruktur fastholdes en unipolær position via den hårde magt. USA er pt. verdens eneste supermagt (indtager en unipolær position i magtstrukturen). Landets militærbudget er 10 gange så stort som Kinas, der har verdens næststørste militærbudget. I økonomiske henseender er der derimod tale om en multipolaritet, hvor flere lande har nok hård økonomisk slagkraft til at være en magt faktor. Her finder vi således EU, og i de senere år også Kina.

 

Realismeretningen indenfor international politik: I international politik er retningen ”realisme” en tankegang og måde at anskue den verdenspolitiske virkelighed på. I modsætning til idealisterne, som tror på en lineær og konstant udvikling hen i mod en bedre og mere retfærdig verden, mener realisterne at historie viser det modsatte, at verdens udvikling følger et cyklisk mønster med opgang og nedgang. En lineær udvikling hen i mod en bedre verden, er ifølge realisterne urealistisk, fordi de forskellige staters nationale interesser, og ikke den fælles velfærd, er styrende for staternes adfærd. En stat ønsker først og fremmest udadtil at befæste sin egen sikkerhed og øge sin egen magt. Realisterne er derfor på linie med verdenssystemteorien, i og med at de ser forholdet mellem stater og mellem koalitioner af stater som præget af konflikt og egeninteresse frem for af samarbejde. Hos realisterne spiller staternes magt en afgørende rolle. Den bestemmer hvilke muligheder en nation har og hvilken placering en nation har i det internationale magthierarki. Når disse magtforhold ændrer sig, ændres hele systemet.[11]
 
Opgavens opbygning/fremgangsmåde:
Redegørelsen skitserer kort Kinas nuværende økonomiske status og landets interne politiske struktur, for dernæst at beskrive baggrunden for den økonomiske udvikling fra 1979 frem til i dag. Redegørelsen lægger vægt på både interne og eksterne faktorer i forklaringen af Kinas økonomiske vækst. I analysedelen placeres Kina i verdenssystemteorien. Denne teori er valgt fordi den findes opstillet i en meget enkel model, hvor Kina er et oplagt eksempel på et land som er positioneret i semi-periferien, men via sin størrelse og økonomiske vækst hastigt er på vej mod centeret. I forlængelse heraf danner analysen udgangspunkt for en vurdering/diskussion af Kinas fremtidige rolle i international politik. Diskussionen er placeret i en fortolkningsramme, som søger at placere sig et sted mellem de såkaldte realistiske og idealistiske teoriretninger indenfor international politik.
I relation til det empiriske materiale, har der været tale om et tilvalg af fordybelse i flere forskellige værker af eksperter i den kinesiske økonomi med en efterfølgende syntetisering af det tilegnede stof, og et bevidst fravalg af talmateriale i bilag. Som det fremgår af ovenstående er der to samfundsvidenskabelige discipliner involveret i nærværende fremstilling – økonomi og politologi, sidstnævnte i form af underdisciplinen international politik.
 
Redegørelse
5.1: Overordnet om Kinas økonomi: Kina er arealmæssigt verdens 3. største land, kun overgået af Rusland og Canada. Befolkningsmæssigt er Kina verdens folkerigeste nation, idet der bor over 1.3 mia. mennesker i landet. I et økonomisk perspektiv er Kina pt. målt i BNP verdens 4. største økonomi. I det købekraftskorrigerede BNP, det som man kalder PPP, er Kina imidlertid verdens 2. største økonomi. Ser man derimod på BNI får man et andet billede. I 2007 blev Kinas BNP estimeret til 3180 US dollar pr. indbygger, imens BNI kun var 2360 US dollar pr. indbygger: Man kan altså tydeligt se at næsten en tredjedel af Kinas økonomiske vækst tilfalder udlandet.[12] Desuden er Kina placeret langt nede på listen over verdens lande når man sammenligner BNI tal pr. indbygger. Selv om Kinas økonomiske vækst har været fænomenal, er landet stadig kun nr. 145 på listen over verdens rigeste lande.[13] 20 % procent af verdens befolkning bor i Kina, og der er meget stor forskel på rig og fattig, og meget store indkomstforskelle på land og by. Det er primært i kystbyerne og i de økonomiske udviklings zoner at det økonomiske vækstmirakel kan mærkes og ses. I det indre af landet kan man stadig finde forhold, hvor man føler sig hensat til middelalderen.
Det er ydermere et særkende ved den kinesiske økonomi at den har et enormt overskud på sin handelsbalance med udlandet, hvilket er en del af forklaringen på at Kina har kunnet øge sin ”hårde” økonomiske magt og er på en opstigning i magthierarkiet internationalt set. For 2007 opnåede Kina et samlet overskud på 1330 mia. dollars og i alene november 2008 var handelsoverskuddet f.eks. på 35,2 mia. dollars.[14] Dvs. at Kina eksporterer langt mere end det importerer. Indirekte er der også tale om en folkementalitet, hvor gennemsnitkineseren er fokuseret på opsparing frem for på forbrug, fordi indførelsen af kapitalistisk markedsøkonomi har minimeret de socialistiske velfærdsydelser, der eksisterede under formand Mao.

 

5.2 Den Åbne Dørs Politik: Det var Maos efterfølger, Deng Xiaoping som satte sig for at reformere Kinas økonomi, men at bibeholde og befæste den politiske magt i det kommunistiske parti. De økonomiske reformer tog sin begyndelse i slutningen af 1970’erne.
Deng forstod at hvis Kina skulle moderniseres, måtte det importere udenlandsk videnskab, kapital og ledelseskundskaber. Op igennem 1980’erne blev Kinas eksport mere og mere forskelligartet, kvaliteten steg, staten devaluerede den kinesiske valuta (yuan), og anvendte i stigende grad internationale forretningsmetoder for at højne konkurrenceevnen. Landet opbyggede støt sine valutareserver, og i 1981 gik Kina fra at være en nation med udenlandsgæld til at være en nation som lånte ud til andre nationer. Udenlandshandelen steg årligt 20% i import og 10-15 % i eksport. Men der var stadig mangel på udenlandske investeringer. Derfor åbnede man i 1979 fire SEZ (Special Economic Zones). I zonerne Xiamen, Shantou, Shenzen og Zhuhai tillod man udenlandske og indenlandske virksomheder at drage fordel af særlig favorable skatteordninger og andre investeringsvenlige initiativer. Disse økonomiske zoner blev hurtigt mål for udenlandske investeringer – i første omgang fra Hong Kong og Taiwan, men hurtigt derefter fra USA og de vestlige lande. Zonerne udviklede sig i et hastigt tempo og deres økonomiske succes blev hurtigt anerkendt. Derfor åbnede man yderligere 14 kystbyer (deriblandt Shanghai og Beijing) for udenlandske investeringer i 1984. 1980’ernes inflow af FDI var ikke desto mindre langt mindre end det blev tilfældet fra 1992 og frem til for ganske nylig, men interne økonomiske reformer var også medvirkende til at stimulere øget velstand og levestandard både på landet og i byerne.[15]

 

5.3 De Fire Moderniseringer[16]: Mellem 1978 og 1980 iværksatte den politiske ledelse under Deng en plan, som skulle gøre Kina til en avanceret nation senest i 2040. Denne politik kaldes de fire moderniseringer og fandt sted indenfor landbruget, industrien, videnskab og teknologien samt militæret. De fire moderniseringer er interessante, fordi de er et udtryk for at en stat kan indføre statsstyret kapitalisme via gradvise reformer. Der er her tale om en højest ejendommelig sammenkobling af to ellers modsatrettede ideologiske systemer. Et land med en erklæret kommunistisk statsideologi, styret af et autoritært og teknokratisk etpartisystem indfører gradvist kapitalistisk markedsøkonomi.

Kinas landbrugssektor blev i reform årenes begyndelse anset for at være grundlaget for landets økonomi, og var som sådan den vigtigste af de fire moderniseringer. Målet var at maksimere produktionen med 4-5 % årligt, f.eks. gennem indførelse af mekaniseret kunststofgødning. I praksis igangsatte man en opløsning af de rigide strukturer i folkekommunerne via indførelse af husstandsansvarssystemet. Det nye system gav mulighed for at lease jordlodder af kollektivt ejede arealer til private husstande på basis af en kontrakt, der angav mængden af afgrøder der skulle produceres. Alt hvad der blev produceret på den leasede jordlod over det fastsatte beløb, kunne husstanden selv disponere over. Kornpriser og produktionskvoter forblev stadig i statens hænder.[17]

Reformen virkede efter hensigten. Den stimulerede et markant opsving i landbrugsproduktionen. I perioden 1978-1984 var der en årlig stigning på 9 % i nettoværdi af produktionen, samtidig med at der i perioden skete en fordobling af indkomsten pr. indbygger på landet. Derefter stod udviklingen på landet i stampe, mens byerne begyndte at blive vækstdynamoer. Det betød en genkomst af klasseskel, en større kløft mellem rig og fattig, hvilket Deng lakonisk forsvarede ved at sige ”some must get rich first”.[18]

Industrien blev mål for massive investeringer. Målet var at man ville opføre flere kapitaltunge industrivirksomheder end man havde gjort i de foregående 28 år tilsammen. Det drejede sig om jern og stål industrier, olie og gas felter, kraftværker, kulminer samt investeringer i jernbaner og havne.

Strukturelt blev der også indført omfattende men gradvise reformer, som skulle stimulere den økonomiske vækst. Moderniseringsreformerne gik ud på at decentralisere magten. Der blev oprettet et industrielt ansvarssystem, hvor en statsejet virksomhed underskrev en profit/tabs kontrakt med den lokale superviserende myndighed. I kontrakten indgik bestemmelser om hvor stor en profitkvote, der skulle betales til de lokale myndigheder, som igen delte indtægten og sendte en del videre til staten. Al profit udover kvoten kunne virksomheden/de lokale myndigheder beholde til eget brug og opnåede derved et selvansvar for virksomhedens/provinsens økonomiske beslutninger. I 1984 blev systemet yderligere løsnet ved at kommunistpartiet afgav mere kontrol og understregede, at offentligt ejerskab ikke nødvendigvis var ensbetydende med direkte statskontrol – ejerskab og ledelse var to separate funktioner. Dvs. at Kinas statsejede virksomheder, nok forblev statsejede, men ledelsesansvaret blev i højere grad autonomt.  Privat ejerskab blev nu anset for ønskværdigt og leasing af små og middelstore virksomheder til private blev opmuntret, med stigende kapitalinvesteringer til følge.[19]

Videnskabs/teknologi og militær reformerne havde ikke samme høje prioritet som de to førnævnte områder. Der var tale om investeringsinitiativer, der sigtede på at Kina skulle fremskynde en catch-up proces, således at Kina videnskabs, forsknings, uddannelsesmæssigt samt militært hurtigst muligt skulle kunne matche de mere avancerede nationer. Indenfor videnskab og udannelse halter Kina overordnet set stadig bagefter, især hvad angår mellemlange og tekniske/faglige uddannelser. Kineserne startede fra et meget lavt udgangspunkt ovenpå kulturrevolutionens tilintetgørelse af uddannelsessystemet og forfølgelse af intelligentsiaen, men der er bestemt skub i processen med en støt stigning i antallet af universitetsuddannede kinesere, samt store økonomiske investeringer i global research og udvikling.

Kina havde ved de fire moderniseringers begyndelse verdens største stående hær, men manglede avanceret militærudstyr. I 1978 postede Kina 7-10% af landets samlede BNP ind i militæret. Efter en nedgangsperiode i militærudgifter igennem 1980’erne, steg militærets bevillinger i 1990’erne igen til ca. 7-10 % af BNP, som nu var astronomiske summer grundet den generelle økonomiske vækst, hvilket i dag placerer Kina på verdens andenplads i militærudgifter efter USA. Det reelle kinesiske militærbudget er ikke offentligt og derfor svært at gøre op, men de øvrige lande i Asien ser naturligt nok den kinesiske oprustning som et led i en mulig og ny ekspansionistisk politik.[20]

 

5.4 FDI som vækstlokomotiv: FDI har været altafgørende for Kinas vækstmirakel i de sidste 30 år. Inflow af FDI tog især fart fra 1992 og nåede rekordhøjder fra 2000 og frem til i dag.

SEZ områderne og de åbne kystbyer blev hurtigt mål for investeringer fra Hong Kong og Taiwan, hvor der boede mange kinesere i diaspora. De udnyttede straks muligheden for at investere i deres oprindelsesland. Taiwan var i 1970’erne og 1980’erne en økonomi i buldrende vækst, og øjnede chancen for omkostningsreduceringer ved at henlægge produktionen til vækstzonerne, hvor der var et meget stort udbud af billig kinesisk arbejdskraft[21]. Investeringerne skabte arbejdspladser, genererede købekraft og igangsatte et byggeboom i zonerne, hvilket stimulerede en massiv folkevandring fra land til by - en urbaniseringsproces som på ingen måde er aftaget.[22]  

De næste aktører på banen var MNS’er fra Japan, USA, Tyskland og England. Til at begynde med kunne man kun investere i Kina via joint-ventures. Dvs. at de investerende udenlandske firmaer ifølge lovgivningen måtte dele ejerskabet af en virksomhed med kinesere, og altså ikke havde fuld kontrol med virksomheden. Fordelen for kineserne var at man via en joint-venture modtog teknologisk know-how og vestlige ledelsesstrategier. De investerende virksomheder kunne opnå helt op til 30% omkostningsbesparelser ved at outsource til Kina. Det var ikke desto mindre som oftest en problematisk affære, idet kineserne hurtigt fik ry for at se stort på ophavsrettigheder. Via joint ventures fik de indsigt i produktionsprocesser som rask væk blev kopieret, hvorefter kopiprodukter blev produceret og solgt til billigere priser end det oprindelige produkt.

Fra 1989 og i løbet af 1990’erne blev lovgivningen mere og mere strømlinet til fordel for FDI. Det blev nu gradvis tilladt for udenlandske virksomheder at lave komplette udflytninger til Kina udenom joint-venture ordningen. Det var i denne fase at Kina etablerede sig som en eksportorienteret økonomi, og som et land hvor resten af verden ville investere, købe varer og tjene penge. Kinas eksporttal blev næsten fordoblet mellem 1985 og 1989 fra 27.35 billioner dollars til 52.54 billioner dollars. I 2002 var Kinas eksporttal nået helt op på 325.6  billioner dollars.[23]

 Omkring år 1992 begyndte de store multinationale selskaber for alvor at røre på sig, og trak mange mindre selskaber og virksomheder med sig i kølvandet i en slags sneboldeffekt. Ud over omkostningsbesparelser, var der nu også et enormt potentielt marked i form af en hastigt voksende kinesisk middelklasse med en stigende købekraft, som gjorde langsigtede investeringer i Kina attraktivt. Det er værd at bemærke at MSN’er som Dell, Motorola og Wal-Mart drager enorm fordel af at producere i Kina, og derfra eksportere til resten af verden. MSN’ernes produktion i Kina tæller på Kinas eksportregnskab, fordi produkterne er produceret der, men langt broderparten af profitten havner i MSN’ernes regi.

Kina er pt. på en andenplads i verden som mål for flest udenlandske investeringer, kun overgået af USA. Det er stadig de asiatiske lande som står for størstedelen af investeringerne i Kina og det er stadig i masseproduktion at størstedelen af FDI placeres[24]. Finanskrisen har imidlertid lagt en dæmper på den globale økonomi. Der investeres færre penge, og Kinas BNP vækst er for første gang i en årrække faldende. Fremskrivninger taler om en reduceret vækst på 6,7 % i 2009. Det er et problem for Kina, idet den økonomiske vækst helst skal holdes på omkring de 8%, hvis ikke Kina skal slås med massearbejdsløshed.[25]

 

Analyse: Kinas placering i verdenssystemteorien.

Ifølge Wallersteins verdenssystemteori er semi-periferien karakteriseret ved autoritære regeringer. Disse lande eksporterer halvfabrikata og letforarbejdede varer, imens der importeres færdigvarer fra centeret og råvarer fra periferien. Der er tale om et udpræget lavtlønsområde som kun tilbyder få og sparsomme velfærdsydelser til deres borgere. I semi-periferien er der mulighed for via handel og FDI at opnå en kapitalakkumulation, som tillader at en egentlig økonomisk udvikling og vækst kan finde sted. Sådanne semi-perifere lande bliver nok udbyttet af centeret, men drager selv så mange fordele af systemet, at semi-perifere lande ivrigt søger en øget integration i systemet, med det formål for øje at forbedre sin status til engang i fremtiden selv at tilhøre centeret. Denne korte karakteristik passer ganske godt, med få modifikationer, på Kina.

 

6.1 Den politiske struktur i Kina – den autoritære stat.

Det kommunistiske parti er magten i Kina. Landet og partiet kan ikke skilles ad. Partiet er elitært, idet kun 5 % af befolkningen har medlemskort til partiet. Kulturelt og historisk har der ikke været nogen demokratisk tradition i Kina, og derfor er det ikke unaturligt for befolkningen at underlægge sig et autoritært styre. Da det er partiet der ligger inde med den absolutte magt, er det indenfor partiets ubetingede kontrol at fornyelserne må skabes.

Det kinesiske kommunistparti har den fordel at det har været i stand til at igangsætte en økonomisk udvikling med en medfølgende stigende levestandard, hvorved partiet har opnået en legitimitet hos befolkningen, som man f.eks. ikke fandt i de gamle østeuropæiske kommunistiske regimer. Kineserne er generelt uinteresserede i politik og langt mere fokuserede på at få del i den stigende materielle velstand. Den eneste trussel der er imod partiets legitimitet er den udbredte korruption internt i partiet og i embedsapparatet.

Partiet er opbygget således at der nederst i partiet er particeller som fungerer helt ned i samfundets mindste enheder, det være sig arbejdspladsen eller landsbyen. De små particeller vælger kandidater til amtsorganisationen. Der vælges der kandidater til provinsledelsen, som igen vælger kandidater til nationalledelsen. Nationalledelsen vælger centralkomiteens medlemmer som udpeger politbureauet. I politbureauet finder vi det stående udvalg – og det har magten i Kina.

At Kina er en autoritær stat kan forklares med billedet af en elevator. Alle informationer kører op igennem systemet og beslutningerne kører ned. De beslutninger som tages i politbureauets stående udvalg er lov i Kina, altså er det Kinas egentlige og enevældige regering.[26] Det er meget svært at sige om Kina i fremtiden vil blive tvunget eller frivilligt vil gå ind i en politisk demokratisering, og på den måde for alvor kandidere til en position i centeret. Staten/partiet er stadig en meget stor magtfaktor uanset reformernes decentralisering af magten. Lokale myndigheders økonomiske beslutninger kan meget vel blive omstødt af partiet, hvis beslutningerne ikke falder i god jord.

Kommunisterne sidder altså tungt på magten og der er intet der tyder på at de frivilligt vil give afkald på den.

 

6.2 Kina som semiperiferi – hele verdens fabrik:

Det kinesiske produktionsapparat er gearet til hårdt arbejde og masseproduktion af ensartede varer. Kineserne er verdens største producenter af tøj, sko, legetøj og fremstiller over halvdelen af verdens lightere, cykler, støvsugere, mikrobølgeovne og DVD afspillere.[27] Kinas økonomi er derfor udpræget en eksportøkonomi, hvor udenlandske licensaftaler med kinesiske underleverandører og outsourcing spiller en stor rolle. Men sammensætningen af eksporten er mere kompleks end blot produktion af halvfabrikater og letforarbejdede varer. MSN’er som ønsker at opretholde ophavsrettigheder og beholde den teknologiske viden som indgår i produktionsprocessen af deres brandvarer for sig selv, underskriver licensaftaler med kinesiske eksportvirksomheder, som sammensætter præfabrikerede teknologiske dele til et færdigt produkt, f.eks. mobiltelefoner, TV og anden informationsteknologi. Pga. de lave transport- og lønomkostninger kan det for nogle firmaer betale sig at sende alle delene til en given vare til Kina, for at få dem samlet der. Kinesiske virksomheder kan også være underleverandører af enkelte dele (halvfabrikata) som indgår i en brandvare, samtidig med at de står for sammensætningen af den færdige vare. På den måde har disse kinesiske virksomheder ikke adgang til den involverede teknologi fra start til slut. På den anden side er der andre mere langsigtede fordele for udenlandske virksomheder ved at dele teknologi med kinesiske virksomheder via joint–venture, fordi varer produceret i joint-venture virksomheder lettere afsættes på det kinesiske marked.

Indenfor tekstil og fodtøjsproduktionen er piece-rate systemet meget udbredt. Her er der tale om enkeltstående projekter som forhandles mellem den udenlandske virksomhed og den kinesiske leverandør. Aftalen går typisk ud på at den kinesiske virksomhed skal producere en vis mængde varer på en bestemt tid til en aftalt pris pr. enhed (f.eks. et par cowboybukser). Konkurrencen er stor fordi de udenlandske virksomheder shopper mellem de mest fordelagtige tilbud, hvilket er ensbetydende med meget lave lønninger og slavelignende arbejdsforhold for den kinesiske arbejder, som er med i eksempelvis cowboysyningsprocessen[28]

Der hvor man kan sige at Kinas eksportvaresammensætning falder udenfor den semi-periferere kategori, er at Kina i høj grad eksporterer forarbejdede varer. Hele produktionen af et givent produkt kan være foregået i Kina, men den semi-periferere status er opretholdt, fordi en forsvindende del af den egentlige profit af salget af denne vare tilfalder kineserne. F.eks. tilfalder 88 % af profitten for eksport af alle højteknologiske varer fra Kina udenlandsk ejede firmaer.[29]

Ikke desto mindre er der via joint-venture aftaler en udvikling i gang i Kina, hvor overførslen af teknologi, knowhow og viden om ledelsesstrategier og forretningsmetoder, opnåelsen af højere varekvalitet, samt en højere andel af profitraten fra salget af den producerede vare, er med til at lande et abnormt stort eksportoverskud på Kinas handelsbalance. Desuden er Kinas interne produktionsapparat via reformerne blevet mere strømlinede. Selvforsyningsprincippet fra region til region er afløst af langt større arbejdsdeling, med en skov af underleverandører af snart sagt hvilket som helst produkt. Afviklingen og omstruktureringen af de underskudsgivende statsejede virksomheder er undervejs. Det er denne udvikling som bl.a. er ved at flytte Kina fra den semi-periferere position i verdenssystemet hen imod en position nærmere centeret.

I relation til import har kineserne holdt igen. Den bybaserede middelklasse er i hastig vækst, og selv om der importeres højprofilerede luksus og mærkevarer fra Vesten, f.eks. afspejlet i en øget import af biler og dyre designvarer, så er middelklassens købekraft stadig for begrænset til, at der er tale om et egentligt importboom. Til gengæld kan man se en voldsom forøgelse i Kinas import af råstoffer fra periferien. Det økonomiske vækstmirakel er meget energi og råstofkrævende. Den kinesiske turbovækst er med til at presse priserne på alverdens råstoffer fra kobber til aluminium, plastic og bomuld i vejret. Kinas efterspørgsel på olie stiger dag for dag, hvilket er en del af forklaringen på Kinas stigende interesse for at investere i et stort periferiområde som Afrika.[30]

 

6.3 Kinas arbejdsstyrke, lønningsforhold og velfærdsydelser: Kina er uden tvivl et lavtlønsområde, hvilket er det parameter som bedst passer til Wallerteins beskrivelse af det semi-periferere område i verdenssystemet. I Kina har man som økonomisk strategi for tiltrækning af FDI og eksportordrer gået efter lave priser og små profitter i modsætning til i centeret, hvor man sætter prisen efter hvor meget kunden er villig til at betale. Samtidig er den kinesiske arbejders produktivitet steget eksplosivt, mens lønudviklingen slet ikke er fulgt med. Derfor er den kinesiske arbejdskraft blevet billigere og billigere pr. produceret enhed. Dette kan lade sig gøre fordi udbuddet på arbejdskraft i Kina til enhver tid er potentielt større end efterspørgslen. Kina har en enorm arbejdskraftreserve, hvilket er et af kardinalpunkterne i Kinas økonomiske vækst, fordi landet nyder en enorm konkurrencefordel i forhold til udlandet pga. af sin arbejdskraftreserve og lave lønningsniveau.

 Lønningerne kan holdes lave af flere årsager. Væksten i Kinas eksport er fortrinsvis indenfor arbejdskraftintensive produktionsprocesser. Med andre ord er de kinesiske vækstfaktorer kvantitative og opnået via øget input, større arbejdsindsats, investeringer og øget udvinding af naturressourcer.[31] Uddannelsesniveauet er generelt lavt blandt de kinesiske arbejdere. Det skyldes at en stor del af arbejdskraften er migrantarbejdere fra det indre af landet. Hvert år rejser 15 millioner mennesker fra det indre af landet ud til kystbyerne for at søge arbejde. Ofte er der tale om 3D jobs (dirty, dangerous and difficult). Der sker 960.000 arbejdsulykker om året, hvoraf 136.000 har dødelig udgang.[32] Efter vestlig målestok er der tale om ekstremt hårde arbejdsbetingelser for disse migrantarbejdere. De har lange arbejdsdage, ofte overarbejde, et minimum af ferie og næsten ingen rettigheder, i hvert fald ikke rettigheder som respekteres. De bor ofte på fabrikkerne i baraklignende komplekser, betaler for kosten ud af deres magre løn, og kan ikke altid være sikre på at få udbetalt løn efter aftale. Der er bonusordninger og strafordninger med deres egen indre logik, som ikke er til arbejderens fordel. På den måde kan man sige at centerets overforbrug er muliggjort af asiatiske arbejderes elendige arbejdsvilkår. Men for kineserne handler det om hvorvidt de kan få arbejde eller ej, og de udholder derfor disse elendige arbejdsvilkår.

 En vigtig ændring i relation til velfærdsydelser er at samtidig med at virksomhederne har opnået større økonomisk beslutningsfrihed, så har reformerne fjernet det omkostningstunge sociale ansvar virksomhederne tidligere havde overfor deres medarbejdere, hvilket samlet set har været med til at udhule de sociale velfærdsforanstaltninger, som nok var beskedne, men dog tilstede i det maoistiske Kina.[33] Kineserne skal selv betale sundheds og uddannelsesudgifter, hvilket er en af forklaringerne på kinesernes store private opsparing. Kina kan altså uden videre karakteriseres som et land i semi-periferien, når man ser på lønningsforhold og velfærdsydelser.

6.4: Fra Semi-periferi til center: For på sigt at kunne placere sig i centeret, ønsker kineserne en omstilling til kvalitative vækstfaktorer. Kina vil gerne omstille sig fra arbejdskraftintensiv produktion til vidensintensiv produktion, hvilket fordrer en stigning i udviklingen af ny teknologi, et højere uddannelsesniveau generelt, samt en mere effektiv udnyttelse af allerede eksisterende ressourcer. Sidstnævnte er nødvendigt for at omgå de enorme forureningsomkostninger der ligger og venter på Kina i fremtiden. Denne omstilling er en udfordring, idet lønningerne allerede stiger kraftigt for kinesiske vidensarbejdere. Det ekstremt lave lønningsniveau kan ikke opretholdes over en bred kam, efterhånden som dele af arbejdsstyrken bliver bedre uddannet.[34]

Dette forhold er en del af at tilhøre centerområdet, men siden Kinas eksportøkonomi pt. er afhængig af det lave lønningsniveau, vil der opstå en konkurrenceforringelse i forhold til udlandet, hvilket kun kan matches ved at Kina finder øget afsætning for 100% kinesiske brands og produkter, og opnår tilsvarende højere priser for disse varer. Der er tale om en hårfin balancegang, som partiet opretholder via stadig kontrol af de markedsøkonomiske processer internt i landet og via en markant øget interesse for at investere dele af handelsoverskuddet i udenlandske virksomheder og finansinstitutioner. Lenovos overtagelse af IBM’s laptop-produktion er et eksempel herpå. Desuden er verdens største bank målt i markedsværdi ICBC (Industrial and Commercial Bank of China) i dag kinesisk. Lige som verdens største MNS nu også er kinesisk, nemlig energiselskabet PetroChina. Kina er i et øget omfang begyndt at erhverve sig aktieposter i udenlandske firmaer og er hele tiden på udkig efter attraktive fusionsmuligheder, for på den måde at få en endnu større overførsel af teknologi, innovation og marketingsstrategier til landet. Denne udvikling vidner om at der ikke længere kun er inflow af investeringer i Kina, men også et begyndende og anseeligt outflow af kapital som investeres udenfor Kina, hvilket er en helt ny situation for Kina historisk set..[35]

Kina er altså i en proces hvor landet i sin interne struktur kan karakteriseres som tilhørende semi-periferien, men hvor landet via sin enorme eksport og investeringsdrevne økonomiske vækst og investeringer finansieret af det gigantiske handelsoverskud, er ved at manøvrere sig til en position der ligger nærmere centeret.
 
Diskussion/vurdering
Amerikaneren G. John Ikenberry diskuterer i sin artikel ”Kinas fremstormen og Vestens fremtid” hvilke ændringer Kinas økonomiske vækst vil kunne forårsage i verdensordenen. Han opstiller et scenario med udgangspunkt i den realistiske skole indenfor international politik. Ifølge denne tankegang er vi nær enden på en cyklus og begyndelsen på en ny. USA’s unipolære position er ved at være til ende. USA er en hegemon på vej ned og Kina er en fremstormende magt. Ikenberrys hovedproblemstilling er hvorvidt Kina vil omstyrte den bestående verdensorden eller blive en del af den?
Realisterne forestiller sig at Kina vil bruge sin hårde økonomiske magt og stigende politiske indflydelse til at omforme det internationale systems regler og institutioner i egen favør (f.eks. statsstyrede finansielle institutioner og investeringsselskaber, fokus væk fra menneskerettighederne og antidemokratisme) og at den hidtidige hegemon, USA, vil give sig til at betragte Kina som en stadig større sikkerhedsrisiko. Resultatet vil være alle de typiske træk ved magtskifte; spændinger, mistro og konflikt. Den tidligere hegemon og den fremstormende magt vil være fastlåst i en batalje om reglerne og lederskabet i det internationale system. Dramaet kan ende med Kinas overherredømme og fremkomsten af en asiatisk centreret verdensorden.
 Ikenberry afviser at dette er uundgåeligt. Han hævder at Kina ikke blot er oppe mod USA, men mod hele verden (i verdenssystemteorien hele centeret) og at denne verdensorden er svær at omstyrte, men nem at tilslutte sig. Så selv om vi står overfor et magtskifte, er det langtfra sikkert at den kapitalistiske verdensorden vil gå under af den grund.[36] Det er der flere årsager til.
Kina har som vi har set i de sidste 30 år udbygget sin økonomiske og militære magt og står pt. ubestridt som det førende land i Asien. Men opbygningen og udviklingen af denne magt er foregået indenfor den bestående verdensorden og i overensstemmelse med verdenssystemteorien. Kina har opdaget hvilke enorme profitter, der kan opnås ved at fungere indenfor dette system af åbne markeder. Kina har formået at få del i verdens velstandsøgning, og har derfor en egeninteresse i at systemet opretholdes. Kinas FDI historie har tillige vist at Kina har brug for stærke og fremgangsrige partnere rundt om i verden.
Man kan sige at globaliseringen har ændret spillets regler, hvilket må føre til en modificering af den realistiske skoles teoridannelse, frem mod en inkorporering af idealistiske træk, hvor der tages højde for at samarbejde ganske enkelt er mere rationelt i egeninteressens lys, end realisternes nuværende insisteren på uundgåelig konflikt. Verdensøkonomien er nu så integreret, at USA og Kina er afhængige af hinanden. Hvis USA’s økonomi kollapser vil Kinas økonomi blive hårdt ramt, lige som det omvendte er tilfældet. Desuden er Kinas vækst direkte forankret i det globale handelssystem, hvilket tyder på at ingen stat kan modernisere sig uden at indgå i det globaliserede kapitalistiske system. Alternativer er umådeligt svære at få øje på.  Det svære spørgsmål er så hvad det betyder at en autoritær, og ikke en demokratisk stat, får en førende magtposition, målt på hård magt i form af økonomi og militær, i verdensordnen. Kina ville sige at det skal øvrige stater ikke blande sig i.
Kina har fem erklærede programpunkter for deres udenrigspolitik:
  • Gensidig respekt for suverænitet og territorial ukrænkelighed
  • Gensidig ikke-angrebs linje
  •  Ikke-indblanding i hinandens indre anliggender
  • Lighed og gensidig fordel i forbindelserne
  • Fredelig sameksistens[37]

De fem ovenstående punkter giver et godt indblik i Kinas største internationale interesser. For at citerer Shen Dingli, chef for en tænketank i Shanghai: ”Kina har intet ønske om at blive verdens leder. Kina har altid holdt lav profil i internationale spørgsmål. Det vil vi blive ved med.”[38] Kina fører ganske enkelt en fredelig udenrigspolitik for at kunne koncentrere sig om sin økonomiske udvikling. Kina er især ikke sen til at henvise til ikke-indblanding i hinandens indre anliggender, når talen falder på Kinas manglende demokratisering, brud på menneskerettigheder, eller deres investeringer og involvering i diktatoriske regimer, f.eks. Sudan hvor Kina ikke stiller spørgsmålstegn ved Sudans regerings måde at køre sit land på.[39]

Kina har med andre ord ikke noget imod at opnå status som supermagt på linie med USA, men ønsker ikke at påtage sig hegemonens dominerende rolle i indretningen af verdensordenen. I stedet signalerer kineserne en vilje til at indgå i en multipolær verdensorden, når bare der ikke er nogen der blander sig i landets interne beslutninger.  

 

8. Konklusion: I de sidste 3 dekader har vi været vidne til et eksperiment, der ikke umiddelbart følger forskrifterne i de økonomiske teoridannelser om hvordan kapitalisme og fri markedsøkonomi fungerer bedst. I modsætning til de almindelige antagelser om at planøkonomi og autoritært styre er en alvorlig hæmsko for udviklingen af det fri marked, og de traditionelle ideer om øjeblikkelige privatiseringer som en dynamo til hvordan kapitalisme bedst udfolder sig, har Kina ikke som i Rusland bare givet markedskræfterne frit slag, og tilladt den ”usynlige hånd” frit at styre og regulere den økonomiske udvikling. I stedet har staten via den åbne dørs politik, de økonomiske udviklingszoner og vækstcentrene i kystbyerne, samt de fire moderniseringer gradvist indført mere og mere frihed i det økonomiske liv, og har styret den økonomiske udvikling med nogle helt specifikke mål for øje.
På den måde har staten givet kineserne mulighed for at vænne sig til og lære markedets regler at kende, og langsomt givet de nye institutioner stabilitet og legitimitet. I løbet af reform tiden, har den centrale regering transformeret sig fra at være landets økonomiske beslutningstager, til at være landets makroøkonomiske kuglestøber igennem vedtagelse og implementering af love, som har ændret den måde det kinesiske erhvervsliv opfører sig på. Som resultat er alle typer af erhvervsvirksomheder gradvis blevet drevet hen imod uafhængig markedsøkonomisk adfærd og væk fra afhængighed af regeringssystemet. Staten er dog langt fra uden betydning i relationen til erhvervslivet, men de lokale myndigheder har igennem afkastdelingskontrakterne fået en vigtig rolle i udviklingen af lokale virksomheder, og i den generelle økonomiske udvikling i de lokale regioner. Partiet har ikke desto mindre overordnet set beholdt det afgørende ord, både centralt og lokalt. Som vi har set har denne fremgangsmåde på ingen måde været ineffektiv i et økonomisk perspektiv, idet landet har haft en lang række rekordår med en økonomisk vækst på 10 % årligt, er en verdens største centre for FDI, og efterhånden selv har fået økonomisk pondus til at investere massivt i udlandet.
Selv om der er tegn på øgede tendenser til demokratisering internt, f.eks. fremspiring af en kinesisk fagbevægelse, er der intet der tyder på at Kina frivilligt vil indføre demokrati de første mange år. Dette vil være en anomali i relation til verdenssystemteorien[40] I relation til Kinas placering i verdenssystemteorien burde det nu stå klart at Kina pt. er en potentiel supermagt. Landet befinder sig stadig i det semi-periferere område, hvad angår den autoritære stat og den arbejdskraftintensive eksportøkonomi, som primært er investeringsdrevet frem for forbrugsdrevet. Det lave lønningsniveau kombineret med et uddannelsesniveau som er præget af strukturelle ujævnheder, med for lidt vægt på uddannelse under universitetsniveau, gør ligeledes at Kina har et stykke vej endnu, før end det kan placere sig mellem centerets øvrige lande.
Der er en række forudsætninger som skal være opfyldt. Den økonomiske vækst skal fortsætte, arbejdsløsheden holdes i ave, forureningsproblemer overvindes og urbaniseringen kontrolleres. Der skal foregå en omstilling fra investeringsdrevet økonomi til forbrugsdrevet økonomi. Landområderne skal med på velstandsbølgen, højteknologiske eksportprodukter og kinesiske brand skal udvikles og kunne etablere sig på verdensmarkedet. Kineserne skal i endnu højere grad blive drevne til vestlige forretningsmetoder, som gør op med den umådeligt kommunikationshæmmende hierarkiske struktur på kinesiske arbejdspladser.
 Hvorledes Kina vil positionere sig i fremtiden afhænger af globaliseringens udviklingsretning. Den nuværende finanskrises langsigtede konsekvenser er stadig ikke afdækket. Kapitalismen, dvs. verdensordenen er i krise, og verdens lande er nødt til at samarbejde for at krisen kan overvindes. Realisterne/pessimisterne vil pege på at krisen forstærker de enkelte landes tendens til først og fremmest at hytte deres eget skind med konflikter og spænding til følge. Idealisterne/optimisterne vil pege på at det eneste der tjener de enkelte landes og alle landes interesse er et udvidet samarbejde – kun derigennem kan krisen overvindes. Man kunne konkludere at både realisterne og idealisterne har ret. Realisternes beskrivelse af sammenhængene i det internationale system udgør en ramme, et grundlag indenfor hvilken idealismen søger efter veje til udfoldelse. De fleste lande inkl. Kina har en adfærd som stemmer overens med realisternes tankegang om at ethvert land er sig selv nærmest, men omstændighederne gør at landende i egeninteresse er tvunget til at samarbejde for at undgå systemets sammenbrud. Ingen kan længere klare sig på egen hånd i det internationale system. Heller ikke Kina.

 

9. Perspektivering: Besvarelsen af opgavens problemformulering er blevet langt mere afgrænset end det oprindeligt var hensigten. Især har hele problemstillingen om hvorledes Kinas handelsoverskud spiller en stor potentiel rolle i forholdet til den mest magtfulde stat på kloden, USA, måttet udelades, lige som Kinas involvering i internationale organisationer som WTO, IMF og Verdensbanken, sammen med Kinas investeringseventyr i Afrika og andre lande, har måttet lade livet. Fordybelsen i Kinas interne erhvervsstruktur, som befinder sig i en omstillingsproces, den til tider problematiske relation mellem centralregeringen og regionsmyndighederne, Kinas noget betændte bankvirksomhed med en stor andel af ”usunde lån”, uigennemsigtigheden og vilkårligheden i lovgivningsprocessen, sminkede FDI regnskaber som dækker over begrebet ”roundtripping”, dvs. FDI som stammer fra Kina men sluses igennem Hong Kong og Taiwan for at opnå FDI fordele, diskussionen om hvor stærk Kinas økonomi reelt er, overvejelser i relation til Kinas ginikofficient, forureningsproblematikken, diskussionen om hvorvidt demokratiseringsprocessen i det lange løb er uundgåelig som en konsekvens af den økonomiske vækst, uddybelsen af finanskrisens eventuelle virkning og konsekvenser for Kinas økonomi, en nærmere undersøgelse af Kinas udenrigspolitiske adfærd, en diskussion af de herrer Fukuyama og Huntingtons teorier i relation til Kinas internationale rolle og meget meget mere – har alt sammen måttet udelades. Alle disse nævnte perspektiver spiller en rolle og havde kunnet indgå i en mere detaljeret besvarelse af problemformuleringen.

 

10. Litteraturliste

Basisbøger og selvvalgt litteratur:
John Bryan Starr: Det Moderne Kina – økonomi, historie og politisk struktur, Forlaget Fremad 1998
Ove Brix og Freddy Lena: Global Økonomi, Merko Gyldendal Uddannelse 2001
Nils Thostrup: Kina Bag Spejlet – En Beretning om det moderne Kina, Høst & Søn 2002
Hundevadt: Færdigt arbejde! Frontberetning fra globaliseringens brændpunkter, JP Erhversbøger  2004
Dr. Edwin Pak-wah Leung, Essentials of Modern Chinese History- 1800 to the present, Research and Education association 2006
R. Keith Schoppa, Revolution and Its Past: Identities and Change in Moderne Chinese History, Pearson and Prentice Hall 2006
Dough Guthrie, China and Globalisation – The Social, Economical and Political Transformation of Chinese Society, Routledge 2006

Hans Branner: Global Politik – Grundbog til International Politik, Columbus 2006

Mette Holm og Mogens Lykketoft; Kina – kapitalisme med særlige kinesiske kendetegn, Gyldendal 2006
Kåre Clemmensen og Per Henriksen: Økonomi- principper, praksis og perspektiver, Columbus 2007
David Smith: The Elephant and the Dragon – The Rise of India and China and What it Means for all of us, New York Times Bestseller 2007
Kerry Brown: The Rise of The Dragon– Inward and Outward Investment in the Reform Period 1978-2007, Chandos Asian Studies 2008
Artikler:
G. John Ikenbeery: “Kinas Fremstormen og Vestens Fremtid”, tidsskriftet Udenrigs 2008, vol 63, nr 2
Tanja Kasandra Behrndt-Eriksen: ”Kina finder ressourcer og politisk magt i Afrika”, kronik i Politikken 26. september 2008.
Peter Harmsen: ”Finanskrise: Pengetank under lås og slå”, Weekendavisen d. 17. oktober 2008
Kreditkrisen gør Kina Stærkere” Ugebrevet Mandag Morgen 18. feb 2008
Websider:
http://en.wikipedia.org/wiki/Purchasing_power_parity 

(15/4 2009)

http://www.um.dk/da/menu/Udenrigspolitik/Landefakta/LandefaktaAsien/Kina.htm  

(15/4 2009)
http://www.studentsoftheworld.info/infopays/rank/PNBH2.html
 (15/4 2009)
http://borsen.dk/okonomi/nyhed/144716/
 (15/4 2009)  
http://dspace.ruc.dk/bitstream/1800/1851/3/35411.pdf
(3/5 2009)

 

 

 

 

 

 

.

 

 

 

 

 

 



[1] Forskellen på planøkonomi og markedsøkonomi er, at i en planøkonomi træffes alle beslutninger på basis af en plan, som har en fastsat varighed af et, fem eller ti år. I en markedsøkonomi træffes økonomiske beslutninger på baggrund af udbud og efterspørgsel.

[2] Ove Brix og Freddy Lena: Global Økonomi, Merko Gyldendal Uddannelse 2001, s. 11-13
[3] Ibid. s 403
[4] Ibid. s 46
[5] Kåre Clemmensen og Per Henriksen: Økonomi- principper, praksis og perspektiver, Columbus 2007 s. 74

[7] Kåre Clemmense

Det Antikke Grækenland for Begyndere

28. sep 2008 13:37, H.Fosselius

 

De historiske udviklinger som begyndte i Grækenland for ca. 2700 år, og de resultater grækerne opnåede indeholder meget, som vi tager for givet i dag. Der er meget fra den græske antik som i høj grad har præget den fortælling nutidens europæere fortæller om sig selv i dag.

 

For alle disse mange år siden var Grækenland meget grønnere og frodigere end i dag. De grækere som boede ved kysten, levede af at fiske. Inde i landet blev der dyrket hvede og byg på de smalle sletter. På bakkerne og højdedragene dyrkede man oliven og druer. Der havde man også dyrehold med får og geder. Man var fortrolig med havet som også var en transportvej som forbandt græske bosættelser med hinanden. Det var via sejlruter at man handlede med hinanden fra ø til ø og til fastlandet – det gik meget hurtigere og var nemmere at sejle, end transport hen over land.

 

Det som i sær kendetegner den græske kultur i det antikke Grækenland er fremkomsten af bystater. I begyndelsen var disse bystater regeret af konger, men siden hen var det normalt at bystaterne blev regeret af ”aristokrater” – et græsk ord som betyder ”de bedste borgere”.

Allerede 600 f.kr. var flere af disse bystater karakteriseret ved en udviklet handelskultur, og arbejdsdeling bystaterne imellem i form af specialiserede håndværk. Athen f.eks. var specialiseret i keramikproduktion. Man havde et pengesystem i form af jernmønter og velstanden og rigdommen steg. Flere og flere blev rige og havde råd til at købe jord. Når man havde råd til at købe jord, kunne man også købe det udstyr som var nødvendigt for at blive ”hoplit” – en hoplit er en fodfolkssoldat i en græsk hær. De havde bronzehjelme, bronzebrystplader, spyd og skjold.

 

Hoplithæren forandrede den måde man førte krig på. Før kæmpede man mand til mand, nu kæmpede man mere disciplineret i formation. Hver hoplit blev beskyttet fra højre side af sin sidemands skjold. Når man gik i krig var det for at beskytte ens egne afgrøder eller ødelægge andres. Angribere udefra havde meget svært ved at slå en hoplithær pga. den tætte kompakte formation af soldater. Fremkomsten af hoplithære svækkede aristokraternes magt. Eftersom flere og flere almindelige jordejere deltog i kampe, trænede kampdisciplin, og oplevede at vinde, var det ikke længere kun aristokraterne som kontrollerede hæren. Det var en vigtig forandring som forårsagede at begrebet ”politik” opstod.

 

”Politik” betyder at samfundet styres ved at man tager beslutninger om fællesskabets anliggender ved offentligt at diskutere forskellige strategier eller forslag til hvad man skal gøre. Politik var noget nyt, i de førgræske kulturer var det herskere som med hjælp fra eliten mere eller mindre tilfældigt besluttede hvad der skulle ske eller ikke ske. Politik stammer fra det græske ord ”polis” som betyder by. Man skal huske på at bystaterne var selvstændige enheder. Der var ikke nogen der herskede over alle bystaterne. Hver by var et samfund af borgere/hoplitter (slaver, kvinder og håndværkere var ikke borgere og havde ikke noget at skulle have sagt) som bestemte over sig selv.

 

Efterhånden som aristokratiets magt (som kunne arves fra fader til søn uanset evner for at regere) svandt ind pga. at flere og flere vandt retten til at være borgere, blev den aristokratiske styreform overhalet af 2 andre slags styreformer. I de græske bystater havde man enten ”oligarki” eller ”demokrati”. I en oligarkisk bystat var det de mest velhavende (tyranner kaldte grækerne dem) der styrede og i en demokratisk bystat var det flertallet af frie borgere som styrede.

 

Byerne var ikke særlig store. De levede af overskuddet fra de omkringliggende landbrug. I de største byer boede der i den tidlige del af bystaternes historie ikke meget mere end 20.000 mennesker. Det var derfor langt nemmere at have med politik at gøre. Der var ikke så mange der skulle blive enige. Men der var alligevel nogle borgere som fik mere end indflydelse end andre. Det var de professionelle politikere. De var gode til på byens torv, hvor de politiske diskussioner foregik, at overtale deres medborgere til at være enige i deres synspunkter. Grækerne var meget bevidste om politik. Dem der ikke interesserede sig for offentlige affære, kaldte grækerne for ”idioter”.

 

I de antikke kilder begynder den græske tidsregning fra år 776 f.kr. Grækerne kendte selvfølgelig ikke Jesus, men året hvor de begynder deres tidsregning, var det år hvor den første olympiade blev afholdt. De olympiske lege blev derefter afholdt næsten uafbrudt hver fjerde år i en periode på 1000 år. Det var den eneste festival som regelmæssigt samlede borgere fra de forskellige græske bysamfund til konkurrencer i boksning, løb, sang og dans. Det var de olympiske lege som hjalp grækerne til at få en fælles opfattelse af hinanden som grækere. De kaldte sig selv for Hellenere. Selv om der var meget de var uenige om, var der også meget de havde til fælles. F.eks. sproget.

 

Til at begynde med blev græsk kun brugt til at skrive regnskaber med. Det ved man fra fund i Knossos på Kreta og i de mykenske paladser. Fra Fønikien adopterede grækerne alfabetet og tilpassede det til deres eget formål = det græske alfabet. Kunne man ikke tale græsk blev man opfattet som barbar/uciviliseret. Grækerne havde også en samling myter tilfælles. Og da man først havde fået anskaffet sig alfabetet, skrev man dem ned – eller rettere sagt legenden vil at den blinde digter Homer gjorde det. Homer skrev de to lange digte Illiaden og Odyseen. Disse digte læses stadig i danske gymnasier i dag. Det var nu ikke Homer der fandt på historierne, de havde været fortalt fra mund til mund, fra generation til generation og var fælles græsk folkeeje. De græske bystater fik med nedskrivningen af de mundtlige fortællinger således også en højkultur til fælles. Digtene fortalte om fortidens grækere, om de græske guder, hvordan guderne var relateret til mennesker og hvordan guderne opførte sig. I digtene var der forklaringer på menneskehedens skæbne, meningen med livet, etiske retningslinier og anvisninger på hvilke kvaliteter der hørte til det gode liv. Digtene var afgørende for græsk smag og græske ideer i århundreder og efterfølgende også afgørende for selvopfattelsen i den vestlige kultur.

 

Græsk religion var spækket med guder og gudinder, hvis følelsesliv havde stor lighed med menneskers. Der var ikke nogle klare doktriner (som bibelen og koranen ellers tilbyder), ej heller havde præsterne nogen moralsk magt. Der var heller ikke nogen slags kirkelig organisation. Der var derimod et virvar af overtro, myter og ideer, som ingen blev tvunget til at tro på, men som søgte at forklare og forstå dybtliggende menneskelige problemer. F.eks. heldets lunefuldhed, eller skæbnen – nemesis – som ramte de mennesker som brød livets regler og ikke var ydmyg overfor livet, eller blev for overbevist om deres egen ufejlbarlighed. Grækerne havde religiøse ritualer, det gjaldt om at holde guderne i godt humør så meget som muligt. Der var mysteriekulter, frugtbarhedsritualer, varsler og orakler. Hver by havde sin særlige skytsgud. Athens var selvfølgelig Athene, men der var også i hundredevis af mindre guder, naturkræfter og dæmoner som blev vist respekt i det daglige i form af ofringer.

 

Grækerne blev efterhånden så talrige at der begyndte at blive mangel på ressourcer. Derfor begyndte de at rejse ud fra de enkelte byer og anlægge datterkolonier, som lige som den oprindelige moderkoloni, blev selvstændige bystater på Sicilien, Nordafrika, og den franske kyst Marseille f.eks. Den mest succesrige blev Syrakus på Sicilien, som i den græske storhedstid (500 -350 f.kr) var den eneste by ud over Athen, som havde mere end 100.000 indbyggere. Kolonierne stimulerede handel og spredte den græske kultur.

 

Omkring 500 f.kr. havde grækerne spredt sig så meget at de kom i nærkontakt med de mægtige persere. I 490 f.kr. sendte perserne flåden mod det græske fastland og landede, men blev slået af en græsk hoplithær ved Marathon (heraf legenden om maratonløberen som løb 42 km med budskabet om sejr). Men perserne kom tilbage ti år senere og erobrede Athen. Grækerne omgrupperede i Korinth.  Den persiske konge blev overmodig og angreb den græske flåde, men tabte. Athenerne tog i de næste år de tabte byer tilbage fra perserne. Athen blev herefter meget magtfuld især på havet. Athens magt var en trussel for en anden græsk bystat – Sparta.

 

Sparta var i modsætning til det demokratiske Athen, et oligarki. I Sparta var luksus forbudt, man måtte ikke eje guld eller sølv. Sparta deltog ikke i koloniseringsbevægelsen, men holdt sig til landbrug og erobrede land, når man havde brug for mere jord. Spartanerne var ikke rige, men havde en stor befolkning af livegne – heloterne som med magt blev tvunget til at dyrke landbruget. Spartanerne gik meget op i militær og var meget stolte af byens militære traditioner.

Athen derimod levede af at handle. Det var den mest demokratiske af alle græske bystater og tildeling af alle embeder blev afgjort ved afstemning blandt byens borgere. I kølvandet på de persiske krige, forsøgte Athen at blive den ledende bystat. De indgik et søforbund med andre bystater for at forsvare sig mod perserne. I begyndelsen skulle medlemmerne bidrage med skibe, men det blev efterhånden sådan at de andre bystater betalte tribut/skat til Athen for at få beskyttelse.

Da truslen fra perserne svandt ind, ville nogle af forbundsmedlemmerne ikke længere betale, men blev tvunget til at fortsætte med at betale skat af athenerne. De rige borgere i andre stater var sure over at de skulle betale skatter, mens mindre bemidlede borgere i andre stater så på Athen med beundring. Det græske sammenhold begyndte at blive mindre stabilt.

 

Uanset handel og håndværk havde gyldne tider, var de fleste grækere stadig bønder og det var landbruget der var rygraden i økonomien. Det græske landbrug producerede ikke stor rigdom, jorden var ikke særlig frugtbar og variationen i afgrøder var begrænset. Hver enkelt landbrug var ret små og der var en tendens til at hvert brug blev mindre og mindre, fordi det blev delt mellem sønnerne, når en far døde. Livet var enkelt og hårdt på landet. Langt de fleste grækere levede i ydmyge små hytter, spiste enkel mad og havde hverken slaver eller tjenere. Det tænker man ikke på når man forestiller sig pragtbygningerne i Athen, men disse var offentlige bygninger, betalt af den offentlige fælleskasse.

 

I byerne var skillelinien den mellem borger og ikke-borger. Der var en stigende fattigdom blandt byboere og landbobefolkning. Efterhånden steg antallet af jordløse frie mænd og i byerne var der mange håndværkere og handelsfolk som ikke var borgere – på tidspunkter helt op til 40%, hvilket dog var usædvanligt. Især i Athen som handlede meget, var der mange rige købmænd. Der var også et antal slaver. Det var ofte krigsfanger, men de kunne også være født til slaveri, være idømt slaveri for kriminelle handlinger, eller købt på lilleasiatiske slavemarkeder. I den græske storhedstid anes en stemning af ubehag ved at der findes græske slaver, men de var der altså, dog i mindre antal end i Orienten og senere i Rom. Langt de fleste slaver arbejdede i byen som tjenere og håndværkere. Helt op til 25% af byens befolkning var slaver, men slavens status var ikke væsensforskellig fra en fattig landarbejder. Slaver kunne blive fri og også købe sig selv fri. Slaver fik løn som ejeren skulle have en del af, resten beholdt slaven selv. Historikere på området bedømmer det græske slaveri som mildt.

 

Kvinder havde ikke borgerrettighed. Historikerne mener at græske kvinder levede under begrænsede vilkår. Men der var forskelle. Spartas kvinder havde relativ frihed, måtte eksempelvis dyrke idræt, mens Athens kvinder levede i separate rum, som blev aflåst om natten. Gifte kvinder gik ikke ud alene, havde slør på når de gik ud og talte ikke med fremmede. Når grækerne festede, var det ikke en blanding af mænd og kvinder, men mænd og kvinder som var professionelle festgæster ”hetairaer”.

Fattige kvinder arbejdede OG passede husholdningen, men det gjorde rige kvinder ikke. De passede ”kun” husholdningen, hvilket var tidskrævende, da alt (madlavning, vask, tøjsyning, og vævning) blev gjort med håndkraft.

Grækerne var familieorienterede snarere end individualister. Samfundet var patriarkalsk (mændene bestemte), kvinderne fik dog lov at gå med i teatret og se de store græske komedier og tragedier. Drengene gik i skole, det gjorde pigerne ikke. I skolen lærte drengene de to store græske digte udenad. De lærte almen dannelse ved at skrive, spille musik og at lave gymnastik. Specialisering overlod man til slaver.

 

Det som er ekstraordinært særligt ved den græske kultur fandt sted i den såkaldte klassiske æra. Man kalder det også for det græske mirakel. I løbet af 400 år opfandt grækerne politik, filosofi, det meste af den i dag kendte aritmetik og geometri og opfattelser af kunst som accepteres af europæere helt op til vore dage. Det væsentligste i denne proces er grækernes fokus på en rationel og bevidst undersøgende holdning til den verden de levede i. Pga. den måde de anvendte fornuft og argumentation, gav de mennesker et bedre greb om den verden de levede i, end tidligere folk havde haft. Dette intense forsøg på at favne tankevirksomhedens og livets dybeste problemer var et stort bidrag til udviklingen af menneskehjernens formåen.

Et slående eksempel er græsk naturvidenskab som fremsatte teorier om hvordan universet er skruet sammen – Demokrit foreslog f.eks. at universet bestod af atomer – man troede ikke på ham dengang. I stedet for mente man at teorien om at universet bestod af de fire elementer (jord, ild, luft og vand) måtte være rigtig, hvilket man så blev ved med at tro på helt frem til 1700 tallet. Hippokrates grundlagde medicin som videnskabsgren og grækerne gjorde store opdagelser indenfor matematikken. Men det er måske især arven fra den græske filosofi som er bemærkelsesværdig. Her taler man om de tre store: Sokrates, Platon og Aristoteles.

.

Vi ved ikke andet om Sokrates, end det andre har fortalt om ham, i sær Platon skrev meget om hvad Sokrates havde sagt. Sokrates sagde at det bedste en mand kan gøre er at forstå hvad der skal til for at leve et godt liv. Den eneste måde man kan finde ud af det på, er ved at undersøge argumenter om ideer som ”det gode”, ”retfærdighed” og ”sandhed”. Man må nøje undersøge de værdier som mennesker lever efter. Sokrates var en stor lærer. Han stillede spørgsmålstegn ved alt, også det som ellers blev taget for givet. I 399 f.kr. blev han anklaget og dømt for at benægte guderne og sætte ”farlige” ideer i hovedet på ungdommen. Sokrates blev beordret til at begå selvmord, hvilket han gjorde ved at drikke skarntydesaft. Sokrates er blevet beskyldt for at overdrive fornuftens magt, og for at bruge fornuften negativt. Men for at afsløre fejl og fjerne intellektuelt nonsens, er det nødvendigt altid at forsøge at afdække sandheden.

Platon mente at fornuften kunne give os vished om at ideer som retfærdighed, skønhed og godhed virkeligt eksisterede i en usynlig verden af ideer – altså at ideerne var eviggyldige og sande og ikke afhængige af smag. Det var Platon som således grundlagde idealismen – at der på en eller anden måde eksisterer en verden som er mere virkelig og sand end den materielle verden vi befinder os i og at denne sande verden kan forstås ved hjælp af fornuften.

Aristoteles var elev af Platon. Han skrev om så ufatteligt mange ting; biologi, fysik, matematik, logik, litteratur, psykologi, etik og politik, og efterlod sig så mange skrifter, at lærde mennesker kunne bygge på hans tanker i de næste 2000 år. Aristoteles var ikke en lige så abstrakt tænker som Platon. Han kunne godt lide at samle og klassificere fakta og ideer, for på den måde at fastslå de understøttende, generelle love. Han var en rigtig god observatør og hans betydning for eftertiden er nok større end Platons.

 

Grækerne opfandt faktisk også historie som videnskabelig disciplin. Herodot skrev om de persiske krige baseret på øjenvidneberetninger og skriftlige kilder. Thukydid skrev om den senere peloponnesiske krig. Han prøvede både på at forklare hvad og hvorfor ting skete. Generelt bidrog grækerne til en voldsom intellektuel vækst, til kunstens udvikling og fremkomsten af teatret og skuespilkunsten, samt blomstring indenfor bygningsarkitektur. En af deres største bedrifter var at de præsenterede den menneskelige krop meget mere naturalistisk. I det hele taget synes grækerne at have fundet megen glæde i at vise hvilken forunderlig ting et menneske kunne være både i krop og sind.

 

Fra 431 – 404 f. kr. hærgede den peloponnesiske krig den græske verden. Krigen foregik mellem Athen og Sparta og deres respektive allierede bystater og handlede om herredømmet i Grækenland Der var tale om et vendepunkt i historien, fordi denne ”borgerkrig” forårsagede intern og ekstern svækkelse af de græske bystater. Perserne udnyttede stridighederne og kom igen til fadet i Grækenland. Det viste sig umuligt for grækerne at holde sig fra hinandens anliggender, men samtidig var ingen bystat stærk nok til ubetinget at kunne bestemme over de andre. De demokratiske traditioner blev svagere og oligarkier blev mere almindelige, bystaterne var ikke længere hvad de havde været.

 

Det er vigtigt at understrege at denne periode i verdens historie blev meget vigtig for fremtiden. Den dybere mening i de græske bystaters erfaringer blev endevendt og fortolket, genopdaget, genfødt og genbrugt på forskellige måder i de næste 2000 år. Det var det antikke Grækenland som lagde grundstenene til den kultur vi kender i Europa i dag.

 

Kilde: J. M. Roberts: A Short History of The World, Oxford University Press 1993

 

 

 

 

 

 

Friedrich Von Hayek – en neoliberalistisk ideolog.

10. sep 2008 22:26, H.Fosselius

 

Hayek er østriger. Han døde i 1992, 97 år gammel.

I starten af sin karriere var Hayek mest involveret i pengeteorier og forklaringer om hvordan pengestrømme og økonomiske cyklusser med høj og lavkonjukturer påvirker samfundet. Hayek var en samtidig rival til John Maynard Keynes, ophavsmanden til den økonomiske teori om statens mulighed for sammen med den private sektor at regulere udbud og efterspørgsel. Hayeks ideer gik mere eller mindre i glemmebogen, imens Keynes teorier blev almindelig økonomisk lærdom. I Danmark er økonomien f.eks. i udpræget grad en blandingsøkonomi som søger at fremme markedskræfterne samtidig med at man strukturpolitisk i høj grad er præget af keynesiansk tankegang.

Da Hayek ikke fik succes med sine økonomiske teorier, koncentrerede han sig i stedet om politik.

 

 I 1944 skrev han The Road to Serfdom (dansk oversættelse Vejen til Trældom) som er et angreb på socialismens praksis med central planlægning af økonomien. The Road to Serfdom er sammen med The Constitution of Liberty (viljen til Frihed) fra 1960, de to af Hayeks ca. 20 værker som danner grundlag for Hayeks status som ærkeforsvarer af kapitalismen og som en af neo-liberalismens fædre. Op til 1974, hvor Hayek overraskende modtog nobelprisen i økonomisk teori, var hans økonomiske og politiske ideer ikke specielt velkendte, hvilket ændrede sig da han pludselig igen kom i søgelyset. Der findes en anekdote som belyser hvilken betydning han pludselig fik som politisk økonom.

 

I slutningen af 1970’erne da det britisk konservative parti skulle fastlægge strategier for det kommende valg, var der på et gruppemøde gang i en diskussion om det nu ikke var det klogeste at lægge sig tæt på en midtsøgende strategi, hvorefter Margeret Thatcher kontant afbryder diskussion, griber ned i sin håndtaske, hiver Hayeks bog The Constitution of Liberty op af tasken, vifter med den så alle kan se den og formaner strengt ”Det er det her vi tror på”, hvorefter hun med et knald smækker bogen ned i bordet. Ronald Reagan og Margaret Thatcher var vældig gode venner, ikke mindst fordi de var enige om at Hayek var Guds klogeste gave til menneskeheden. George Bush senior har ligeledes udtalt sig meget ærbødigt om Hayek og det er tydeligt at junior deler denne begejstring.

 

Hayeks kardinalpunkter er:

 

Den Liberale retsstat, dvs. minimalstaten

 

Individets ret til selvbestemmelse

 

Anti-kollektivisme

 

Frihed, ejendomsret og udvikling

 

Den fri Markedsøkonomi, herunder den spontane orden

 

Den liberale retsstat:

 

Den liberale retsstat har rødder i borgerskabets opgør med det feudale samfund og enevælden (i Danmark perioden mellem 1834 og 1901) Til at begynde var tankerne om den liberale retsstat centreret om at beskytte borgeren fra magtmisbrug fra statens side og om lighed for loven.

 

Ofte møde man i den forbindelse betegnelsen natvægterstat, en metafor som leder tankerne hen på en stat sat på vågeblus og som blot er en garant for borgerens sikkerhed. Borgerne skal sikres en tilværelse uden statslig indgriben både økonomisk og på andre måder. Det antages at borgeren under disse omstændigheder automatisk vil søge at befæste og bedre sin position (altså være sin egen lykkes smed) gennem de frie markedskræfter.

 

Minimalstaten er en variant af dette udtryk. Staten skal være så lille som muligt og skal ikke lægge hindringer i vejen for den frie markedsøkonomi. Staten skal tage sig af politi, forsvar og retsvæsen og derved håndhæve den private ejendomsret.

De socialliberale er mindre stringente og mener at staten skal styres ud fra liberalistiske principper, men at staten skal sørge for de svageste. Anders Fogh har eksempelvis flyttet sig fra minimalstaten hen imod en social liberalistisk praksis.

 

Individets ret til selvbestemmelse:

 

Hayek er optaget af at al politik skal bestræbe sig på at skabe betingelserne for et samfund der resulterer i udvikling, dynamik og velstand. Det sker ifølge Hayek bedst hvis man anerkender mennesker som fornuftige, rationelt tænkende væsener, og forstår at mennesker i bund og grund er egoister med egne mål og behov. (Rational choice theory- egennyttemaksimering) Staten bør give individet mulighed for at udøve friheden til at stræbe efter egen lykke og værne om den enkeltes ret til selvbestemmelse.

 Hayeks frihedsbegreb er således et ”negativt frihedsbegreb” – mennesket kan kun være frit når man ikke lægger hindringer i vejen for det. Pligt kan ikke påtvinges nogen, men skal opstå udelukkende som et resultat af ens egen samvittighed. Hayek synes at overse at der i moderne økonomiske og politiske systemer eksisterer et antal rationelle OG egoistiske væsener som tillige er aldeles skruppelløse. Udpræget ulighed er derfor ikke overraskende en tilstand man ofte ser i systemer som hælder til neo-liberalistisk ideologi.

 

Hayek er imod central planlægning af økonomien og modstander af en stor offentlig sektor. Det følger logisk heraf at den skandinaviske velfærdmodel ikke på nogen måde passer ind i Hayeks idealverden. Hayek er fundamentalt imod omfordelingspolitik via skatterne fordi det betyder at nogle(politikerne) fra centralt hold tager beslutninger om den enkeltes behov ved at prioritere at noget skal være gratis for alle. At tage den enkeltes penge for at finansiere et fælles gode er tvang overfor den enkelte, som ikke nødvendigvis har brug for det fælles gode, og derved er den enkelte ikke fri til at vælge.

Hayek mener også at social retfærdighed i skikkelsen af en stor offentlig sektor bremser eller ligefrem umuliggør en positiv udvikling i samfundet, fordi den hæmmer borgerens incitament og motivation til at forfølge egne mål og behov. Vi kender denne tankegang fra vores egen Claus Hjorth Frederiksen.

 

Antikollektivisme:

 

I det hele taget er Hayek ikke så vild med fællesskabet. Han ser fælleskaber som en anden udøvelse af tvang fordi man for at opretholde et fællesskab skal underlægge sig en fælles norm. Fælleskaber udgør ifølge Hayek ikke bare en trussel mod den enkeltes frihed til at vælge sin egen vej, men er direkte skadelig fordi fælleskaber opretholdes igennem opdelinger i ”os” mod ”dem”. Hayek siger at fælleskaber nødvendiggør en fælles fjende og at denne uheldige dynamik fører til polarisering i samfundet via fænomener som nationalisme, klasseinddelinger og racehad. Hayek synes at mene at disse historiske processer kan undgås ved at man blot indretter samfundet så alle har udstrakt personlig frihed, for så vil der opstå harmoni og man vil undgå nævneværdige konflikter. (Der er jeg så stået af, måske er jeg bare fantasiløs.)

 

Den fri Ejendomsret:

 

Hayek lægger stor vægt på vigtigheden af den fri ejendomsret. For ham er frihed, ejendomsret og udvikling tre sider af samme sag. Ejendomsretten er et incitament for at gøre en indsats. Hayek synes at mene at lykke bedst defineres i relation til at man ejer noget. Når den enkelte uhindret har frihed til at udnytte sine evner, sin snilde og sit drive til at erhverve sig ejendom og derigennem forbedre sin position i samfundet akkumuleres driftigheden og innovationen og dermed fremmes udnyttelsen af viden i samfundet, hvilket igen skaber velstand. Vi har her et billede på den amerikanske drøm som især næres ved troen på at man selv kan forbedre sin egen position på samfundet. Man kan vælge at tro på den amerikanske drøm eller opgive den. Man har jo sin frihed, drømmen eksisterer som mulighed og man bør ikke undervurdere dens vidstrakte betydning i USA.

 

Den Fri Markedsøkonomi og den spontane orden

 

Den fri markedsøkonomi, rendyrket kapitalisme er Hayeks hjertebarn. Hans tanker om styrken ved den fri markedsøkonomi fik et ordentligt boost lige efter kommunismens fald, fordi historien kom med et meget belejligt bevis på at han havde ret. Statens fornemmeste opgave er at sikre den fri konkurrence. Antager man de nævnte præmisser angående det neo-liberale menneskesyn, har alle muligheden for succes. Det har den neo-liberale stat sørget for ved at skabe muligheder for fri uhindret konkurrence.

Det er nok mest i den forbindelse at man skal se Hayeks forbehold overfor monopoldannelser. Monopoldannelser hæmmer den fri konkurrence og det er derfor at Hayek afviger fra traditionel laissez faire ideologi og siger at staten skal kunne intervenere overfor eksempelvis karteller og ikke fordi han er bevidst om et skruppelløst element i den menneskelige egoisme.

Hayek fastholder at såfremt det enkelte menneske får lov frit at konkurrere på det økonomiske område, vil der ske en harmonisk afvejning af de forskellige behov. Det er det han kalder den spontane orden.

Hayeks forestillinger om den spontane orden er lidt komplicerede. Han siger at den spontane orden opstår når en gruppe af tilfældige og ”uregulerede” individer, som alle sidder inde med begrænset viden om dit og dat interagerer med hinanden. Fordi alle har begrænset viden har de brug for andres bidrag for at deres projekt kan udvikle sig. Intet enkeltindivid eller centralt organ sidder inde med al viden, derfor kan en sådan spontan orden ikke planlægges eller forudses, den opstår simpelthen spontant og uafhængigt af den enkelte agents handlinger og individuelle viden og den udvikler sig i et komplekst samspil med andre frie agenter der er i samme begrænsede situation. Denne spontane orden er naturligvis kun spontan så længe den ikke er underlagt styring og kan kun udvikle sig harmonisk til mere viden og velstand hvis staten blander sig udenom og lader de fri markedskræfter sørge for dynamikken.

 

Hayeks neo-liberalisme tiltaler kredse som f.eks. den liberale tænketank CEPOS og de mest liberale af Venstres vælgere, selv om Hayek for nogen endda ikke er liberal nok, fordi han tillader et minimum af statsintervention. Ovenstående ideologi har endnu ikke været i vælten i Danmark. I Hayeks kontekst er den nuværende danske regering alt andet end liberal og statsminister Anders Fogh Rasmussen ville i Hayeks øjne ikke være meget mere anvendelig end en landsfaderlig socialist. Jeg tror nu nok at vi trods alt skal være taknemmelige for det.

 

Eric Williams Kapitalisme og Slaveri

19. aug 2008 22:27, H.Fosselius

Eric Williams’ Capitalism and Slavery og den danske historiografi om afskaffelsen af slavehandelen.

 

Whigfortolkningen:

 

Inden udgivelsen af den paradigmedannende Capitalism and Slavery i 1944 havde der eksisteret en 100årig lang tradition indenfor historieskrivningen om afskaffelsen af den britiske slavehandel, også kaldet whigfortolkningen af afskaffelsen af slavehandelen eller den imperialistiske tradition. Whigfortolkningen starter med Thomas Clarksons History of the Rise, Progress, and Accomplishment of the Abolition of the African Slave Trade by the British Parliament fra 1808.

Clarkson beskriver den abolitionistiske bevægelse som religiøst inspireret. Han tegner et billede af en korrupt nation som bliver vækket af et kor af profeter, hvorefter anti-slaveri bevægelsen giver menneskeheden en afgørende sejr over ondskab, materialisme og udnyttelse.

Historikeren W. E. H. Leckys citat fra 1869 om at afskaffelsen af den britiske slavehandel var en af de få moralsk uangribelige hændelser i verdenshistorien er standardbeskrivelse for Whigfortolkningen.  I de følgende 100 år udvikler den imperialistiske tradition et syn på GB som en storsindet og moralsk overlegen nation, der med opofrelse og gudgiven sanktion opfylder en civiliserende mission overfor resten af verden. Man kan finde dette syn på Englands internationale rolle så sent som i 1933 i Reginald Couplands værk The British Anti-Slavery Movement fra 1933.

 I 1944 udkommer så vestinderen Eric Williams’ Capitalism and Slavery, som modsagde Whigfortolkningen af afskaffelsen af den britiske slavehandel.

 

Williams’ revisioner af den hidtidige diskurs om trekantshandelens økonomiske betydning for England og af motiverne for afskaffelsen af slavehandelen.

 

Der er en bred vifte af etiketter knyttet til Eric Williams som historiker: revisionist, reduktionist, iconoclast (dvs. en der smadrer andres højtskattede overbevisninger) økonomisk determinist, halv-marxist, anti-imperialist, politisk aktivistisk historieskriver, metahistoriker osv.

 Man kan roligt sige at Williams’ revisionisme er præget af økonomisk determinisme. I forordet til C & S siger han at hans projekt er en reevaluering af historie og økonomisk og politisk udvikling – og at hans formål er at indikere de økonomiske årsager til velkendte sociale, politiske og intellektuelle strømninger. Williams er overbevist om at moralske ideer og politiske handlinger kun giver mening når de sammenholdes med økonomiske udviklinger og faktorer.

Williams revisionisme består i at han forbinder ekspansionen i slavekomplekset og trekantshandelen til udviklingen af den britiske industrielle revolution. Ved at gøre det modsagde han den traditionelle forklaring i historien om industrialiseringen, som lagde vægt på at det var hjemmemarkedets interne udvikling der ikke alene spillede den afgørende rolle i industrialiseringens take off, men også var ansvarlig for at øge udbuddet af varer, således at den oversøiske økonomi ekspanderede. Ved at vende rollerne om, placerede Williams Vestindien og frugten af slaveriet i en central rolle i den britisk økonomiske udvikling.

Den amerikanske revolution udgør et vigtigt vendepunkt i Williams fortælling. Frihandelen med de forhenværende kolonier viste sig at være en fordel, imens tabet af den mellemkoloniale handel med fastlandet blev en katastrofe for den vestindiske økonomi, som gik sin nedgang i møde.

Det er på denne økonomiske baggrund at slavehandelens afskaffelse efter 1783 blev en mulighed. Williams mente at Abolitionisterne kun fik succes i det britiske parlament, fordi de blev støttet af de nye industrikapitalistiske interesser som var for frihandel og imod protektionisme af et anakronistisk og tabsgivende system. Williams punkterede myten om at afskaffelsen var et af de fineste eksempler på oplysningstidens moralske og intellektuelle strømninger i Europa og fik samtidig stillet spørgsmålstegn ved om briternes moralske mission i koloniseringen af verden nu også var så uegennyttig som Lecky-Coupland traditionen mente.

 

Williams’ brug af kilder.

 

William Darity Jr.har undersøgt hvad det er som har inspireret Williams’ tankegang i relation til industrialiseringstesen og afskaffelsestesen. Darity nævner C.L.R  James ( The Black Jacobins 1938) og det intellektuelle afro-amerikanske miljø på Howard universitetet i USA hvor Williams underviste da han udgav C & S, som vigtige kilder til inspiration til ideen om den akkumulerede kapital der igangsatte den industrielle revolution: Darity siger også at Williams’ anden tese er en overtagelse og udvidelse af en kandidatafhandling skrevet af en Wilson W.Williams.

I relation til afskaffelsen af slavehandelen har Williams ligeledes støttet sig til James og til Britiske forskere indenfor den imperialistiske tradition som f.eks. Merivale. Det er gren af den amerikanske forskningstradition om planterkulturen repræsenteret ved Lowell J. Ragatz og Frank W. Pitmat. Ragatz, der er ophavsmand til den meget omdiskuterede Declineteori.

C & S gør brug af den såkaldte kvalitative metode, dvs. at den ikke omhandler teorier, men er en fortløbende fortælling baseret på fakta og beviser i form af samtidige citater. Williams gør brug af både primære (f.eks. Malachy Postlethwayt) og sekundære kilder og benytter et omfattende noteapparat.

I relation til Williams brug af kilder blev Williams i 1968 alvorligt miskrediteret af Roger Anstey som viste at Williams flere steder fiflede med kronologien, og tillod sig at postulere brede konklusioner på et meget spinkelt grundlag
 
Modtagelsen af Capitalism and Slavery og den efterfølgende bearbejdelse af ”Williams Teserne” i relation til afskaffelsen af slavehandelen.

 

Modtagelsen af bogen var todelt. Sorte historikere og historikere med forbindelse til anti-kolonialisme modtog bogen positivt. Europæiske og især britiske historikere var mere lunkne.

Til at begynde med var det især Williams nedprioritering af humanitære motiver og opprioritering af økonomiske motiver som gav anledning til afvisning. (Tannenbaum og Mellor) Det var især hans påpegning af slavernes egen rolle i frigivelsesprocessen der fik megen opmærksomhed indenfor socialhistorien i 1960’erne.

Ansteys kritik udgjorde det første alvorlige angreb på Williams. Ved at påpege fejl og mangler ved Williams kildebrug afviste Anstey at slavehandelens afskaffelse havde noget med økonomi at gøre, og hævdede at den Claksonske tradition stadig sad inde med den bedste forklaring. Anstey var selv meget religiøs.

I 1972 kom en af de første af cliometrikernes afvisninger af Williams. Stanley Engerman opstillede en kvantitativ, stramt opbygget matematisk model som viste at slavehandelens profitter var så små ”the small ratio” argumentet - at slavehandelen umuligt kunne have bidraget noget særligt til den industrielle revolution. Denne artikel er et godt eksempel på hvordan cliometrikernes afvisninger af Williams bygger på en meget snæver læsning af Williams.

 I 1974 kom Aufhauser ligeledes med en kvantitativ analyse, som viste at plantagesystemet var profitabelt helt op til afskaffelsen af slavehandelen og at der derfor kunne stilles spørgsmålstegn ved declineteorien. Det næste alvorlige angreb var Seymour Drescher som i monografien Econocide (1977) hævdede at have fået krammet på Williams. Han mente at kunne bevise at Decline teorien (som er den vigtigste forudsætning for den økonomiske tolkning af afskaffelsen) var fejlagtig, plantagerne var en god forretning og det var i virkeligheden økonomisk selvmord at afskaffe slavehandelen..

Tilsyneladende var Williams nu begravet ved hjælp af disse cliometriske kvantitative analyser.

I 1977 blev afskaffelsen af slavehandelen knyttet til ideologi. Howard Temperley placerede afskaffelsen af slavehandelen i en analyse af den kapitalistiske frihedsideologi som voksede frem hos middelklassen i England som en følge af industrialiseringen.

 I 1970’erne og et stykke ind i 1980’erne var det som om at indholdet af afskaffelsestesen var lagt på is, imens industrialiseringstesen fik vind i sejlene med Darity, Inikori og Solow som fortalere for den såkaldte kommercielle revolutionstese, som postulerer at det var den eksterne handel og efterspørgslen i kolonierne som skabte den britiske økonomiske udvikling.

I 1990’erne og i de seneste år er Williams afskaffelsestese blevet genoplivet hos David Beck Ryden og af Selwyn Carrington som i sin monografi The Sugartrade efter min mening støtter declineteorien meget overbevisende.

 

  • Skismaet mellem den humanitært motiverede tolkning af slavehandelens afskaffelse og den økonomisk tolkning af ditto.

 

Historiografien om Williamsteserne handler basalt set om forskellige forståelser og holdninger til store udviklingsprocesser i historien, nemlig årsagerne til industrialiseringen, kapitalismens væsen og til slaveriets rolle i den nutidige vestlige velstand. Afskaffelsen af slavehandelen indgår i dette større billede.

Jeg synes det er interessant at der en så tydelig skillelinie imellem støtterne og modstanderne af Williams. Støtterne er afrikanske forskere som Inikori, afro-amerikanere som Darity og Cedric Robinson eller afro-caribiere som Selwyn Carrington. De hvide historikere som støtter Williams forekommer at skrive fra et venstreorienteret synspunkt, såsom som Richard Sheridan, Gerald Bosch og David Beck Ryden.  

De hvide historikere som vælger mellemvejen som Barbara Solow og David Brion Davis er omhyggelige med at lægge en vis afstand til Williams.

Modstanderne er alle hvide og som oftest nationalistisk, højreorienterede (nykonservative) eller eurocentrisk orienterede. Den humanitært motiverede tolkning af afskaffelsen af slavehandelen er den såkaldte Neo-clarksonske tolkning repræsenteret ved Roger Anstey eller den ideologiske betingede tolkning som vi finder hos Howard Temperley.

 Boschs artikel som beskæftiger sig med kløften mellem de såkaldte cliometrikere og dependency teoretikere er et godt billede på hvor forskelligt Williams støtter og modstandere anskuer verdens beskaffenhed og hvilke historiske udviklinger der har ført os derhen hvor vi er i dag. Støtterne til Wiliams som f.eks. de Caribiske plantagehistorikere (Lloyd Best) fokuserer på den negative arv fra slaveriet og dependencyteoretikerne eller strukturalisterne er tilhængere af Rodneys tankegang om at underudviklingen af Afrika er et resultat af europæernes kolonisering. De fokuserer ikke på hvorfor vesten er rig, men hvorfor den tredje verden er fattig og mener at det skyldes europæisk udbytning.

Cliometrikerne benægter alt og mener at komplicerede kvantitative matematiske modeller (neoklassisk økonomi) beviser at Vesten tværtimod udviklede den tredje verden og bare var dygtigere, klogere og havde bedre forudsætninger, hvilket er årsagen til vestens rigdom i dag. Problemet er at disse to sider er forskanset i hver deres skyttegrave i kampen om forståelsen af verden. Der er ingen tegn på at konsensus er nært forestående, de respektive retninger er nødt til at forlade sig på overbevisningskraft. Menards indsigtsfulde bemærkninger om at området er præget af intellektuelle forstoppelse og en stigende regionalisering af forskningen, gør at forskningen om slaveriet udviser tegn på en stadigt stigende kompleksitet som både er svær at overskue og syntetisere.

 

Afskaffelsen af den danske slavehandel som den blev forklaret i 1792

 

Når vi vender os til danske forhold er den danske kommissions anbefalinger i form af  Kirsteins forestilling til kongen om afskaffelsen af slavehandelen en vigtig primær kilde. Store dele af Minerva indledningen og selve forestillingen indikerer at humanitære motiver er den primære motivation for at afskaffe slavehandelen. Dette accepteres ikke af Williamsparadigmet.

Forestillingens humanitære argumenter er et ekko af de engelske abolitionisters argumentation.

Efter at have begrundet afskaffelsen humanitært og moralsk, går Kirstein over til de politiske, rationelle og økonomiske grunde til afskaffelsen, og det står klart at det er disse argumenter som skal ”sælge” afskaffelsen, hvilket er kongruent med Williams påstand om at man ikke kan se moralske og politiske argumenter som løsrevet fra økonomiske hensyn.

Der var to hensyn: slavehandelen som forretningsgren og slavehandelen som en nødvendighed for dyrkningen af de Vestindiske øer. Som forretningsgren er der ikke noget som hindrede afskaffelsen, da denne handelsgren simpelthen ikke var lukrativ. Den var for dyr i drift for staten og man ville ikke tabe noget videre ved at afskaffe den. Altså økonomisk rationalitet. Man ville desuden undgå tabet af de mange danske sømænd som døde på skibene.

Det vigtigste problem var hvordan man opretholdt sukkerproduktionen på øerne uden tilførsel af nye slaver. Det var hele tiden et problem at slavebestanden ikke kunne opretholde sig selv, der døde for mange og for få børn blev født. Det er derfor nødvendigt at reformere forholdene for slaver for at opmuntre reproduktion via kønsudligning og forbedring af slavernes kår.

Dette syn svarer til de engelske moderate abolitionisters holdninger. Man mente at der ville være langsigtede økonomiske fordele ved reformerne, fordi kreolslave, som aldrig havde kendt andet end vestindisk slaveri, ville være mere medgørlige og skabe mere harmoni i systemet. Man ville undgå gældssætning og at være underlagt den kapitalkrævende import af slaver.

Kommissionen opsatte en primitiv benefit-cost analyse som viste at slaverne som kapitalpost var afgørende for om sukkerproduktionen var tabsgivende eller lukrativ. Dette problem som vurderedes at blive værre grundet stedse højere slavepriser ville elimineres såfremt slavehandelen blev afskaffet. I opbygning af teksten ser man at argumenterne opstilles i en række, således at de økonomiske mest tungtvejende kommer til sidst. Det er en del af overbevisningsstrategien.

Overgangsperioden med støttelån og uviljen til at indskrænke ejendomsretten ved lovgiving er et bevis på at planternes interesser vejer tungere end det humanitære hensyn til slaverne. Det står klart at man vil bevare slaveriet som system. Retorik er gratis, det er handling ikke.

David Brion Davis har påpeget at anti-slaveriet mødte et ideologiske behov hos de nationale eliter i oplysningstiden. Ved at de tilsluttede sig anti-slaveriet (afskaffelsen af slavehandelen) kunne de demonstrere deres forpligtelse overfor anstændighed og retfærdighed, hvilket gav dem moralsk autoritet. Men denne ideologi var knyttet til kapitalistiske fordringer, hvilket passer godt på kommissionens arbejde.

Forestillingen til kongen kan efter min mening sagtens bære en Williamsinspireret tolkning. De humanitære overvejelser er indpakningen, men det er de økonomiske årsager som muliggør afskaffelsen af salvehandelen også i dansk regi.

 

 

Afskaffelsen af den danske slavehandel i dansk historiografi. (1850-2002)

 

Den danske forskningstradition om slavehandelen er ikke omfangsrig.

Vi har en pendant til britiske Coupland i Trier (1905). Han er overbevist om at afskaffelsen af den danske slavehandel var et humanitært projekt, repræsenteret ved finansministeren Schimmelmanns ædle hensigter. Problemet var at kommissionen ledet af Schimmelmann var så fokuseret på den liberalistiske tanke om den ukrænkelige ejendomsret, at man afholdt sig fra specifikt at fastholde de foreslåede reformer igennem lovgivningen. Reformerne blev overladt til planternes gode vilje, og den var der ikke, hvorfor reformerne ikke blev til noget. Det eneste der blev gennemført var lånene som planterne i vid ustrækning benyttede sig af.

Vore gamle tropekolonier blev udgivet efter C & S i 1953 og man kan her se at der er sket en udvikling henimod Williams position. Jens Vibæk siger nu at afskaffelsen hviler på et dobbelt grundlag – et økonomisk og et humanistisk. Den historiker som kommer tættest på en Williams holdning er Georg Nørregård som i bd. 8 af Vore gamle tropekolonier siger at kæmpemæssige formuer blev tjent på slavehandelen, og at den dannelse af storkapital, som dengang begyndte i Europa, fik en af sine vigtigste kilderspring i menneskehandel. Han støtter hermed Williams industrialiseringstese.

I den danske historiografi anses Svend Green-Petersen som eksperten. Han er det danske svar på de engelske cliometrikere og har da også haft nær forbindelse til Stanley Engerman og også Roger Anstey. Han har overvejende interesseret sig for kvantitative analyser af den danske slavehandels omfang. Svend Green Pedersen har i sit tidlige arbejde anerkendt Williams betydning og forsøgt at afprøve hans teser på danske forhold. Han afviser overproduktionstesen, men siger at økonomiske overvejelser var til stede. Han mener dog at politiske og diplomatiske motiver i relation til forholdet til England har spillet en stor rolle. I 1980’erne lægger Green Pedersen afstand til industrialiseringstesen og i denne periode ser vi overvejende kvantitative analyser af demografien på øerne (Johannesen).

Gøbel (med henvisning til Willerslev) har ligeledes i en artikel i Kontakt fra 1996 påpeget at der blev tjent store summer på slave og sukkerhandelen og at især København drog økonomiske fordele af denne handel. Jeg læser Gøbels seneste artikel som liggende indenfor den forskningstradition som Howard Temperley tilhører, fordi han understreger at den liberalistiske ideologi om at velstand og frihed går hånd i hånd, og at det frie initiativ gennemsyrer forestillingen til kongen. I den forbindelse siger Henning Højlund Knap at der i den offentlige debat ikke var den ringeste antydning af liberalistisk frihedsideologi i relation til slavehandelen.
Forskellen mellem den engelske og den danske tradition er at den folkelige og politiske bevægelse som abolitionismen var i England, i Danmark kan reduceres til motiverne og personligheden hos en mand nemlig Schimmelmann. Paradigmet er at han grundlæggende var humanist og at det i bedste fald opvejede de betydelige økonomiske interesser han selv havde i slavehandelen og plantagesystemet. Jeg mener at også hos Schimmelmann gik økonomiske interesser forud for humanitære hensyn. Jeg forstår humanisten Schimmelmann indenfor David Brion Davis forklaringsramme, at anti-slaveri var en måde for eliten at opfatte sig selv som anstændige og retfærdige uden at behøve at miste penge på at have den holdning.

 

Konklusion: Ser man på den danske historiker som var tættest på begivenheden, nemlig Alberti (1850) ser man en overvægt af økonomiske hensyn. Alberti beskriver hvorledes retten til slavehandelen skifter mellem forskellige kompagnier og private, skiftevis med monopol og delvis frihandel.
Albertis gennemgang efterlader et indtryk af at den danske slavehandel har voldt problemer fra start til slut. Det har ikke på noget tidspunkt været muligt for danskerne selv at dække den dansk vestindiske efterspørgsel på slaver, derfor måtte monopolet i perioder slækkes og frihandel indføres, således at indførelsen af slaver blev begunstiget. Her har man forsøgt at kompensere ved at pålægge told og afgifter, som tillige i perioder med stor efterspørgsel også har måttet slækkes, for direkte at stimulere tilgangen af slaver til det danske kolonisystem.
Man kan let få den tanke at kommissionens fokus på at gøre øerne selvforsynede har været at undgå denne konstant tilbagevendende efterspørgselskrise, hvor man ikke selv har kunnet imødekomme behovet for slaver, men har været afhængige af fremmede slavehandlere. Ud fra et merkantilistisk synspunkt har det været en grumme dårlig ide’, fordi man har måttet afgive marked og profit til fremmede. Man har altså gjort en dyd ud af nødvendigheden og afskaffet slavehandelen, både fordi den var en dårlig forretning for den danske stat, men også fordi dens ineffektivitet begunstigede andre nationer. Det er ikke nok at sige at den danske slavehandel ikke betalte sig. Den danske slavehandels ineffektivitet har været et økonomisk problem, som man søger at løse ved at gøre øerne selvforsynende. At frihandelsideologi har spillet en rolle er muligt, men det har ikke været det primære. Det primære har været at øge forsyningerne for at skabe grundlag for fremtidig selvforsyning uden nye tilførelser af slaver. Alberti kalder anti-slaveriet for en mode sag og påpeger at mennekelighedsstrømninger har været totalt fraværende i lovgivningen op til 1792. I så fald er det rimeligt at vurdere at de humanitære motiver er sekundære i forhold til at løse et økonomisk problem.
Tyskeren Stefan Winkle støtter denne tolkning. Han forklarer at den danske slavehandel helt var bukket under for engelsk konkurrence og det var på denne baggrund at Schimmelmann søgte at gøre en dyd ud af nøden. Det danske slavehandelsforbud kom til fordi slavehandelen var en opgave man ikke længere kunne udføre. Deraf følger også Hopkins’ fokus på hvor omfattende og alvorligt Schimmelmann faktisk forsøgte at fremme koloniseringsplanerne i Afrika, for på den måde at afskaffe det tabsgivende behov for slavehandelen og samtidig opretholde en dansk produktion af kolonivarer.
Disse tolkninger er dem der er tættest på Williams økonomiske determinisme.
Jeg er ovenpå denne undersøgelse enig med Williams i at man ikke kan løsrive sociale og politiske forandringer fra den økonomiske kontekst. Men kompleksiteten i samtidens problemstilling og den stigende kompleksitet i historiografien gør det umuligt at pege ensidigt på en enkelt forklaringsramme. Ikke desto mindre vil det være min påstand at de økonomiske årsager til afskaffelsen af den engelske og den danske slavehandel, er dem der har været de afgørende.

 

 

 

 

Afskaffelsen af den danske slavehandel 1792

12. maj 2008 00:49, H.Fosselius

 


Følgende er fabuleret ud fra  Ernst Kirsteins indledning til ”Udtog af Forestillingen til Kongen Angaaende Negerhandelens Afskaffelse” publiceret i tidsskriftet Minerva, april 1792

Den nuværende danskers indstilling til Danmarks kolonifortid, slavehandelen og slaveriet på de dansk vestindiske øer, ligner på ingen måde den involvering hvormed amerikanerne og englænderne har måttet forholde sig til deres fortid som henholdsvis slavenation og imperiemagt.

Danskerne tænker ikke over det, tillægger det ikke betydning, eller også er de bare uinteresserede.

Jeg finder det ret interessant.Vi skal nu ca. 216 år tilbage i tiden. Danmark var en lille kolonimagt i et eksklusivt europæisk selskab. Spanierne og portugiserne holdt sig for sig selv i deres domæner. Hollænderne drev mellemstatslig handel, solgte know how og investerede kapital. Franskmændene lukrerede i stor stil på sukkerproduktion med plantagedrift og slavekraft på den vigtige caribiske ø som i dag er Haiti.  Englænderne deltog i kolonidriften og var de fremmeste på havene, i handelen og i skibsfarten, samtidig med at den hjemlige økonomiske udvikling i Storbritannien fik et boost af den transatlantiske handel mellem Kystafrika, kolonierne i Amerika og  i Caribien.

Danskerne havde tre øer i Caribien, St. Thomas, St. Jan og St. Croix, sidstnævnte den største og på størrelse med Møn. På St. Croix dyrkedes der sukker, St. Thomas drev frihandel og St Jan er et noget underbelyst område. Måske var øen ikke så værdifuld. Men så havde man da tre øer.

 Vi havde slaveforter på Guldkysten. Vi deltog i slavehandelen ved både at sælge slaver i dansk Vestindien og at sælge afrikanere videre til andre nationer, samtidig med at vi ligeledes købte af andre slavehandlende lande.

Selvfølgelig blev der tjent MASSER af penge, selvfølgelig medførte det innovation og rationalisering, samt økonomisk udvikling. For det er nu engang sådan at når de basale behov bliver opfyldt og der er overskud, så udvikler man. Det gjorde de også for 200 år siden. Kolonimagterne havde nemlig overordnet set deres på det tørre og genererede velstand i deres egne moderlande.Det gjorde man også i Danmark.

Danske historikere kan bryste sig af at Danmark var den første i klubben som afskaffede slavehandelen ved kongeligt dekret i 1792. Der var godt nok lige en 10 årig tilvænningsperiode. Dekretet anviste hvorledes planterne i Vestindien skulle skynde sig at fylde hylderne op med negere og købe alt hvad der kunne kravle og gå, og at Monarken ville være så behjælpelig med lån og favorable handelsvilkår.

Og hvorfor var det så lige at danskerne var den første i klubben til at afskaffe slavehandelen? Var de snedige eller hvad?

Se det må vi kigge lidt på:

I august 1791 nedsattes på foranledning af den danske Finans og handelsminister E. H. Schimmelmann, en kommission som havde til formål at undersøge mulighederne for en bedre indretning af den danske slavehandel.
E.H. Schimmelmann havde interesser i de vestindiske øer og i sukkerhandelen, i og med at han arvede 4 sukkerplantager på øerne, samt et sukkerraffinaderi på Christianshavn, som faderen havde købt af staten i 1763 til en meget lav pris. Den yngre Schimmelmann var i 1780’erne ligeledes direktør for et slavehandelskompagni. Ikke desto mindre beskrives han som en følelsesbetonet ”sværmende skønånd”, påvirket af strømningerne i oplysningstiden.
Schimmelmann tilhørte den absolutte elite i det danske enevælde monarki. Han var reformvenlig og tilhørte inderkredsen af centraladministrationen. Han var i top fire i magt og indflydelseshierarkiet. Han havde store områder under sin administration, herunder slavehandelen. Schimmelmann var sympatisk indstillet overfor de tanker der rørte sig i de abolitionistiske kredse i England, og frem for alt var han særdeles lydhør overfor den debat der foregik i det engelske parlament om muligheden for at afskaffe slavehandelen. En debat, som Kirstein anfører, er en direkte årsag til nedsætningen af den danske kommission angående negerhandelens afskaffelse.

Ernst Kirstein (1759-1834)  var sekretær for kommissionen, der som konklusion på undersøgelserne endte med at anbefale en afskaffelse af slavehandelen.

Kirstein var også tysker, født i Stettin. Han ankom til Danmark i 1781 for at arbejde som privatsekretær for den ældre Schimmelmann. Den ældre Schimmelmann døde året efter, hvorpå Kirstein blev privatsekretær for sønnen Ernst Heinrich von Schimmelmann. Kirstein var resten af sit liv nært knyttet til Schimmelmannerne, idet det var ham der administrerede det schimmelmannske fideikommis (gods/slægtsformue). I 1786 blev han udnævnt som sekretær og bogholder i Direktionen for den Vestindiske Gjælds Inddrivelse og i 1791 udnævnt som sekretær ved ovennævnte kommission. Kirstein er altså skriveren.

I april 1792, kort tid efter at Christian d. 7. formelt havde ratificeret afskaffelsen af slavehandelen, publicerede Kirstein i tidsskriftet Minerva et udtog af den redegørelse – ”forestilling”, som han på kommissionens vegne havde forfattet (oprindeligt på tysk) som indstilling til kongen om afskaffelse af den danske slavehandel. Tidsskriftet Minerva (1785-1805) blev udsendt af forfatterne C. Pram (1756-1821) og Knud Lyhne Rahbek (1760-1830). I Klaus Jensens Dansk Mediehistorie (2001), siger KJ om tidsskriftet, at det var et æstetisk tidsskrift om religion, social udvikling, undervisningsreformer, politik, skønlitteratur, kunst og teater.”

Minerva havde en uantastet position som det tidsskrift, der fældede dommen over samtidens bøger og kultur, og det blev læst af de reformvenlige og kulturinteresserede.” Der var mange embedsmænd der publicerede i Minerva, hvilket også gør det til semiofficielt taleorgan for centraladministrationen. Tidsskriftet havde i de første år omkring 450 abonnenter, men selvfølgelig flere læsere, alligevel må det betegnes som en relativt lille kreds af æstetisk dannede borgere interesserede i de liberale strømninger i oplysningstiden.

I historieforskningen om slaveriet har man især interesseret sig for spørgsmålet om hvorvidt afskaffelsen af slavehandelen var motiveret af humanitært/religiøse/moralske årsager eller af økonomisk/rationelle årsager.  Det er en meget, meget lang historie og der diskuteres stadig på livet løs i akademiske kredse om en konsensus og det går meget langsomt.I den forbindelse er det interessant om man ved granskning af Kirsteins indledning, forfattet specielt til udgivelsen i Minerva, kan finde foreløbige svar der bidrager til belysning af dette problemkompleks.
Indledningen er rettet til et bredere publikum end det efterfølgende uddrag af forestillingen til kongen. Denne del af kilden kan derfor tjene som et fingerpeg om hvordan slavehandelens afskaffelse blev introduceret for det danske borgerskab i 1792.
På hvilken baggrund er beslutningen om afskaffelsen af slavehandelen taget? Hvordan argumenteres der? Hvilke vurderinger lægges for dagen? Hvordan ønsker Kirstein at afskaffelsen af slavehandelen skal opfattes? Er der udelukkende tale om humanitære bevæggrunde eller ligger der også andre årsager til grund for afskaffelsen?
Kirstein indleder med flygtigt at nævne hvorledes afskaffelsen af slavehandelen i de nordlige amerikanske stater; New York, Massachusetts, Pennsylvania og Connecticut i 1788, (”i Amerika de første praktiske følger”) har afstedkommet en sensation i England og Frankrig på baggrund af den konflikt, der eksisterer mellem slavehandlerne og planterne på den ene side og fortalere for afskaffelse af handelen på den anden side. Kirstein konstaterer at modstanden må vige for afskaffelsens forsvareres uimodståelige grunde. Det er disse forskelligartede grunde som dernæst opsummeres i store dele af den efterfølgende forestilling til kongen. Det er også i den del af forestillingen at de deciderede økonomiske overvejelser bag afskaffelsens hensigtsmæssighed først og fremmest kan udledes.
Wilberforce og hans agitation for afskaffelsen af slavehandelen prises dernæst til skyerne.
William Wilberforce (1759- 1833) var engelsk parlamentsmedlem. Han oplevede en kristen omvendelse og blev i 1784 medlem af en evangelisk religiøs bevægelse, benævnt Clapham sekten. Herefter blev han en glødende tilhænger af sociale reformer og udbredelsen af den evangeliske trosretning. Han var lobbyist for afskaffelsen af den britiske slavehandel igennem 18 år og var med til stiftelsen af det første britiske selskab til slavehandelens afskaffelse i 1787.

Kirstein lader til at være af den opfattelse at Wilberforces anstrengelser nyligt er blevet kronet med held og at England har besluttet at afskaffe slavehandelen. Kirstein refererer muligvis til at det i 1792 lykkedes Wilberforce at få det engelske underhus til at vedtage afskaffelsen af slavehandelen. Overhuset som var spækket med formuende lords og andre adelige, nægtede imidlertid at give sit samtykke, hvorved det ikke blev til noget. Erik Gøbel som sidst har skrevet om afskaffelsen af den danske slavehandel, mener at det er underretningen om den danske afgørelse, der endelig satte skub i sagerne i det engelske underhus.

Kirsteins formodning i april 1792 giver anledning til flere spørgsmål: Hvorfra stammer denne formodning? Hvorfor går der flere år før England faktisk skrider til handling? Og hvorfor er det er så vigtigt for danskerne og deres interesser i Vestindien, hvad englænderne vælger at gøre?
En historiker som skrev i 1904, C.A. Trier, forklarer at Schimmelmann havde informanter i London. Den danske konsul i London, Georg Wullf, var medlem af bestyrelsen i det selskab som arbejdede for afskaffelsen af slavehandelen, og man har i Schimmelmanns efterladte papirer fundet en afskrevet tysk oversættelse af underhusforhandlingerne fra 18. april 1791.

På denne dag var forslaget om afskaffelsen af slavehandelen for første gang til afstemning. Wilberforce havde et 4 timer langt indlæg, som blev efterfulgt af en lang debat. Forslaget om at afskaffe slaveriet blev ikke vedtaget. Der var 88 ja stemmer og 163 nej stemmer.

Den historiker som har skrevet mest om dette område i Danmark, Svend E. Green-Pedersen, anfører at Schimmelmann efter at have læst rapporten ikke desto mindre er kommet til den konklusion, at spørgsmålet om afskaffelsen i internationalt regi var så påtrængende, at en dansk kommission måtte nedsættes til at undersøge danske forhold. Den initiale motivation var derfor national positionering og diplomatiske overvejelser. Hvilket Kirsteins indledning bekræfter.

Der skulle gå 15 år før englænderne endeligt afskaffede slave handelen. Omfanget af Afrikaner, neger, slave og kreol oprøret 1791, på St. Dominique, det nuværende Haiti, som senere udmundede i at koloniherrerne blev smidt på porten, sendte chokbølger, rystede kolonisystemet indefra. 
Underretningerne om oprøret dæmpede debatten om afskaffelsen af slavehandelen betydeligt. Den fransk-engelske krig som udbrød i 1793 synes at være kommet i forgrunden, samtidig med at ethvert forsøg på at få vedtaget en lov om afskaffelse af slavehandelen, hver gang blev blokeret af det engelske overhus indtil februar 1807, hvor overhuset endelig gav efter og vedtog loven.
Denne udvikling kendte Kirstein naturligvis ikke til i april 1792.
I den forbindelse er det interessant, at arbejdstitlen for kommissionens arbejde taler om bedre indretning af slavehandelen frem for en decideret afskaffelse, og man kan stille spørgsmål til om kommissionen i begyndelsen af sit arbejde (sensommeren 1791, efter at førstebehandlingen af loven om afskaffelse i det britiske parlament forblev resultatløs) overhovedet havde til hensigt at skride til den radikale løsning helt at afskaffe slavehandelen.
I England var der imidlertid røre i den offentlige opinion. Der blev f.eks. arrangeret en spektakulær offentlig sukker boykot, og så mange som 75.000 skrev under på at de ønskede en afskaffelse af slavehandelen. Efterhånden som underretningerne om udviklingen i England er kommet kommissionen for øre, har en snarlig afskaffelse af slavehandelen fra engelsk side måske syntes mere og mere givet, og kommissionen kan have skiftet fokus og givet sig til at entydigt at se på mulighederne for en afskaffelse, hvilket var i overensstemmelse med Schimmelmanns retning for kommissionen.
I indledningen i Minerva giver Kirstein læserne indtryk af at det ikke er ligegyldigt hvad andre og større lande med interesser i Vestindien foretager sig. England var en stor aktør i Vestindien og Danmarks kolonier, handel og indflydelse var ganske uanseelig i forhold dertil. F.eks. var de dansk vestindiske øer overvejende beboet og præget af engelske plantere, som ikke identificerede sig med nationale danske interesser. Danskerne var tillige afhængige af den internationale handel og måtte sno sig i de stores selskab.
Den danske centraladministration har haft gode grunde til at finde det klogt at lægge sig på linie med England, hvad angik politik i kolonierne. Ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt hvor hurtigt man skrider til handling i Danmark.
En anden stor aktør i Vestindien var Frankrig og Kirstein kommenterer også på franske forhold og taler om en situation (efterdønningerne af den franske revolution i 1789) præget af ”gæring”, som gør det umuligt at forudsige om eller hvornår en evt. afskaffelse af slavehandelen bliver afgjort i fransk regi. I Frankrig og i de franske kolonier er alle overvejelser om afskaffelsen af slavehandelen overskygget af de voldsomme begivenheder på den vigtige ø, den daværende franske ø St. Dominique.
Kirstein begrunder ødelæggelserne på øen i de hvides politiske uenighed med hinanden og med de frikulørte, og postulerer at negerne/slaverne overalt blot var redskaber i disse fraktioners hænder. Dette postulat, som er typisk for samtidens overbevisning, kan man sætte spørgsmålstegn ved.
  
Slaveoprøret på St. Dominique i august 1791, var ifølge historikeren Lester D. Langley initieret af de frikulørte, som ovenpå den franske revolution  i 1789, havde set frem til at få social lighed og stemmeret, men var blevet afvist. Imens de frikulørte forberedte sig på borgerkrig mod de hvide, gjorde slaverne oprør på øen med slaven Boukman Dutty som leder. Slaverne ville befri øen for både slaveri og hvide. Oprøret var ekstremt brutalt, blodigt og destruktivt. På en måned ødelagde slaverne 1000 plantager og dræbte hundredvis af mennesker. De hvide svarede igen med tilsvarende brutalitet.
De hvide var desperate og gjorde foranstaltninger til at stifte fred med de frikulørte for at rejse en hær som kunne nedkæmpe slaveoprøret, men i stedet fornyedes borgerkrigen på flere niveauer alt efter geografisk område. I de vestlige provinser gjorde hvide og farvede plantere fælles front mod ”radicals”/revolutionære i byerne. I de sydlige provinser var der fjendtlige handlinger mellem frikulørte og hvide, og i nord gjorde slaver og frikulørte fælles front mod hvide. Ved udgangen af året bevæbnede alle sider slaver. Der er tale om et temmelig kompliceret forløb, hvor slaverne ikke blot var redskaber, men tog sagen i egen hånd.
Omkring tidspunktet for Kirsteins publikation var den franske regering indstillet på at skabe en alliance mellem de frikulørte og de hvide, og anerkendte alle frie personer som borgere. Så også på den front har der været røre i overvejelserne om, hvad der nu ville ske med kolonisystemet og slavehandelen.
Minerva indledningens første del fortæller igennem sit fokus på de oplysninger der er fundet væsentligt at formidle til borgerne, at afskaffelsen af den danske slavehandel i høj grad har været motiveret af diplomatiske og mellemstatslige overvejelser, med en klar prioritering af og skelen til hvad England og Frankrig havde gang i.
Da Kirstein vender sig mod danske forhold igen, påpeger han at selv om Danmarks neger og kolonihandel er lille i forhold til England og Frankrigs, er denne handel vigtig for Danmarks interne forhold og fortjener regeringens fulde opmærksomhed. Kirstein haster til at forsikre om at sådan har det hele tiden været, og at man flere gange når det fordredes har skredet til foranstaltninger der tjente til det bedste, både for kolonierne som helhed og for den enkelte planter.
Det ligger Kirstein på sinde at understrege at forholdene i kolonierne og det dertilhørende spørgsmål om afskaffelsen af negerhandelen ikke vil afgøres uden at regeringen viser sin ”sædvanlige” velvilje og varsomhed overfor de vestindiske plantere. Det er hensigten at afskaffelsen af slavehandelen skal skåne og ligefrem fremme de vestindiske interesser, og det er med det formål at kommissionen nedsættes. Her er det ikke de humanitært moralske toner og hensynet til menneskeligheden som sådan der er i højsædet, men derimod et direkte hensyn til de vestindiske planteres interesser der anføres som årsag til afskaffelse af slavehandelen. Fokus er flyttet fra moralsk pligt til fordelagtighed.
D. 5. august 1791 nedsættes så kommissionen ”til bedre indretning af negerhandelen på de vestindiske øer og Guineakysten”. Medlemmerne af kommissionen var for største delens vedkommende tyskere, hvilket var ganske naturligt på det tidspunkt, idet Slesvig-Holsten udgjorde en meget folkerig del af det danske rige.
Det var Schimmelmann, der som en datidens finansminister i bedste Anders Fogh stil havde det afgørende og sidste ord i gruppen der arbejdede i kommissionen.
Kirstein anfører at de fem måneders arbejde med at fremskaffe underretninger og gøre overvejelser på grundlag af disse førte frem til den overbevisning at der i menneskelighedens navn kun var et at gøre mht. indretningen (bedringen) af slavehandelen, nemlig at afskaffe den. Når nu kommissionen var nået til den konklusion, kom det an på hvordan man kunne forene menneskelighed med realpolitik og hensynet til plantageejerne på de dansk vestindiske øer.
Det realpolitiske område, som efter en opsummering af de engelske abolitionisters analyse af de skrækkelige forhold i slavehandlen og  dens negative betydning for Afrika (har vi hørt det før), som dernæst kommer i spil, er hele forestillingens polemik om hvordan man øger negerslavernes forplantning/reproduktion, således at de konstante nytilførsler af slaver bliver overflødige, men at sukkerproduktionen opretholdes. I den forbindelse er der ingen tvivl om at økonomiske overvejelser er i spil.
Denne diskussion/”grundsætning” er omdrejningspunkt for en stor del af kommissionens efterfølgende forestilling til kongen, som af statsrådet enstemmigt blev billiget, hvorpå kongen proklamerede afskaffelsen af negerhandelen ved forordningen af d. 16. marts 1792.
Kommissionen forlader sig på de vestindiske planteres medvirken og mener sig sikker på at planternes interesser er forenelige med den forelagte plans menneskelighed – ”At en sand god Sags Fremme ogsaa jo vilde ligge dem på Hjerte, i det mindste saa snart Vejen var banet, og mueligheden til at opnaae Maalet dem anviist” (s. 45).
Dette citat er et godt eksempel på den traditionelle anskuelse at afskaffelsen af slavehandelen for 216 år siden var humanitært betinget. Man kan spørge sig selv om der er tale om et dybtfølt, fromt, naivt ønske som bunder i selvforståelsen hos en dannet, oplyst, men lukket kreds af enevældens embedsmænd? Tror Kirstein/kommissionen på at der findes en sådan følelsesmæssig motiveret fornuft i klassen af plantere på øerne, eller er det ren retorik som i virkeligheden er rettet det formål at opnå støtte til ”den gode sag” fra danskere i Danmark? Kan man indskrænke sig til at anskue det som en appel til at forordningen/loven vil blive modtaget positivt i Danmark, såvel som i Vestindien?

Ganske typisk giver granskning af en kilde anledning til flere spørgsmål end kilden besvarer.

Konklusionen af denne undersøgelse af Kirsteins indledning til udtog af forestillingen til kongen i Minerva nummeret 1792, som altså er stilet til et bredere publikum end udtoget fra den rapport der følger efter, lægger op til en oplyst, humanitær tolkning af årsagerne til afskaffelsen, men viser at den nationale positionering i international regi og diplomatiske grunde har været tungtvejende. De økonomiske overvejelser er i indledningen indskrænket til den signalværdi der ligge i at afskaffelsen af slavehandelen skal være fordelagtig for planterne på de vestindiske øer og dermed også fordelagtig for sukkerproduktionen og den danske økonomi som helhed.
Overordnet set synes det som om Danmark gjorde som Danmark ofte gør. Vi vurderer situationen fra et internationalt synspunkt. Vi ved at vi ikke kan klare os på egen hånd, vi var og er jo små i et globalt perspektiv og må finde løsninger, som vi tror, vil bringe os på højde med situationen, uanset hvem der har magten.
 Sukkerproduktionen generede velstand, for dem der havde interesser i den, og af disse var Schimmelmann en stor interessent.  Det var vigtigt at sukkerproduktionen blev opretholdt, og HVIS NU slavehandelen blev afskaffet, så måtte man skifte hest i tide og udtænke en plan, hvormed man kunne forsvare sine økonomiske interesser i handelen med sukker. I Danmark blev det til ideen om at reformerer slavernes vilkår, således at de kunne få det så tåleligt, at de kunne begynde at få børn i stedet for at blive sultet og arbejdet ihjel.

Man ville slippe fra den grusomme og moralsk forkastelige behandling af slaverne på skibene fra Afrika til Amerika og Caribien. Når man læser om det, kan man få association til den moralske oprørthed, man i dag kan iagttage folk indtage, når der er tale om forholdene på grise og hestetransporter – det er mennesker der virkelig føler sig moralsk oprørt over at dyrene lider så meget overlast, men bruge dem det skal vi jo, så i det mindste bedre forholdene, så vi kan få god samvittighed igen. For 216 år siden var det bare mennesker det drejede sig, godt nok var de ”bare” slaver, lige som det i dag ”bare” er dyr, men alligevel.

Forestillingen til kongen undgik da heller ikke at påpege overfor kongen at der ville være gloriestof at hente, ved at være den første leder og nation der afskaffede slavehandelen.

Det kan være at det er gammelt gloriestof, der gør at vi er så uinteresserede og fjernet fra vores egen historiske fortid.

Kilder:

Ernst Kirsteins ”Udtog af Forestillingen til Kongen Angaaende Negerhandelens Afskaffelse” publiceret i tidsskriftet Minerva, april 1792
C.A. Trier: Det dansk-vestindiske Negerindførselsforbud af 1792, Historisk Tidsskrift, series 7, vol. 5. København, 1904-1905
Sv. E. Green-Pedersen: Danmarks ophævelse af negerslaverhandelen
Omkring tilblivelsen af forordningen af 16. marts 1792, udg. af Rigsarkivet i ”Arkiv”, 3. bind nr. 1, 1969  
Lester D. Langley: The Americas in the Age of Revolution 1750-1850, Yale University Press 1996
Klaus Jensens Dansk Mediehistorie, Forlaget Samfundslitteratur, 2001
Knud Eywin Bugge: Grundtvig og Slavesagen, Århus Universitetsforlag 2003 
Dansk Biografisk Leksikons onlineudgave
http://www.bbc.co.uk/history/historic_figures/wilberforce_william.shtml

http://www.belhaven.edu/belhaven/verse.htm



Det Gamle Egypten for nybegyndere

8. maj 2008 00:01, H.Fosselius

Egypten

Uden Nilen ingen Egypten.

Egypten er et langt smalt land. Ca. 1000 km. langt (længere end herfra og til Rom) og nogle steder kun 5-6 km. bredt og op til 20 km bredt. Ellers var der bare ørken og sten til begge sider.

Alle de første civilisationer man kender, var afhængige af floder.

Civilisation er et ord som stammer fra latin og det betyder by. Når man derfor snakker om tidlige civilisationer, handler det om at menneskene var begyndt at bo i byer.

Nilen var en rigtig god flod for Egypterne, fordi den regelmæssigt svømmede over sine breder hvert år. Det var nemt at forudsige og Egypterne betragtede næsten Nilen som et slags ur, der regulerede livet i en bestemt rytme, som var den samme år efter år.

Når Nilen svømmede over sine breder og trak sig tilbage igen, havde floden efterladt mudder og slam som var meget frugtbart, og det var derfor nemt at dyrke korn. Man opfandt vandingssystemer som ledte vandet fra Nilen hen til de marker der lå længst væk fra floden, så man kunne dyrke endnu mere mad. Når man var så afhængig af vandingssystemer var man nødt til at arbejde sammen og samle sig i landsbyer, i stedet for bare at bo for sig selv med sin familie.

Når mennesker har mere mad end de kan spise, så får de overskud til noget andet end at holde sulten fra døren, og kan bruge tid på andet end at dyrke mad. Sådan var det også i Egypten, med masser af korn, kunne man begynde at bygge et samfund.

Det Oldgamle Egyptiske samfund opstod for mere end 5000 år siden og det bestod/varede meget, meget længe. I flere tusind år. Det er mærkeligt at tænke på, men tiden gik på en måde meget, meget langsommere dengang. Flere generationer levede på samme måde, som man altid havde gjort og der gik lang tid imellem at der blev opfundet noget nyt. I dag er det sådan at tiden og de nye ting mennesker opfinder går meget hurtigt, jeres bedsteforældre levede på en anden måde, end I gør nu, men i Egypten levede man på samme måde i hundrede vis af år, inden der skete en lille smule nyt. Desuden fik Egypten lov at passe sig selv, i hundredvis af år havde landet ikke kontakt med andre end sig selv.

Noget af det nye var at man fandt på at bruge Hieroglyffer. Altså en måde at skrive på.

Når man kan skrive, kan man fortælle hinanden noget, selv om man ikke er lige i nærheden af hinanden, fordi man kan sende et brev. Man kan også skrive ting ned, som man skal huske, så man ikke glemmer det igen. Og man kan fortælle historier. Det gjorde Egypterne alt sammen med hieroglyffer. Først var det piktogrammer, altså billeder som betød noget. Det var først senere at hieroglyffer kom til at stå for lyde, ligesom vores alfabet gør. Det var endnu vigtigere at Egypterne opfandt papyrus. Nu kunne man lave lange ruller, som faktisk var bøger og det er bla. fra fund af bevaret papyrus, at man har fundet ud af meget fra det gamle Egypten.

Det er fra Hieroglyfferne at vi ved at Egypten til at begynde med var delt i to kongeriger. Det Øvre/Nord Egypten og det nedre/syd Egypten. På et tidspunkt kommer der så en mand som hedder Menes. Han erobrer det nordlige Egypten og regerer hele Egypten fra Memphis i Syd. På det tidspunkt er det et MEGET stort land Menes regerer over, der er ikke andre lande på den tid, der er SÅ store. I de næste 2000 år forbliver Egypten et land som har en hersker, samme religion, samme regeringssystem og samme slags samfund. Men Faraoen havde altid to kroner, en for hvert kongerige.

To vigtige byer som skiftevis var hovedstad. Memphis først og dernæst Theben. Faraoen boede i hovedstaden, som egentlig ikke var en rigtig by, men nærmere en masse templer og paladser. Faraoen var ikke kun en konge, faktisk blev han anset for at være en Gud. Man sagde at han nedstammede fra guderne og at hans børn var guder. Folket mente at det var Faraoen som kontrollerede at Nilen svømmede over sine breder og at den trak sig tilbage igen. Dvs. det var Faraoen der kontrollerede selve livet i Egypten.Pyramide/hierarki:

1. Faraoen

2. Præsterne, adelen, de rigeste

3. Bureaukratiet – regeringsapparatet, embedsmænd og skrivere (gik på en speciel skole i Theben, hvor de studerede hårdt, lærte selv kontrol, at tænke sig om, at have respekt for deres chefer, at måle og veje alting, og at have forstand på ejendom, love og adskillige formularer – ligesom vores selvangivelser og sådan noget).

4. De fleste Egyptere var landarbejdere, de dyrkede landjorden, men de var også med til at bygge offentlige bygninger.

5. Slaver  - krigsfanger, gældsslaver, som solgte sig selv, hvis de var fattige eller blev købt på et slavemarked. De arbejdede for en gud, var tjenere for Egyptere, tempeltjenere, og nogle gange blev man slave ved straf og blev så sat til hårdt arbejde. Man kunne blive fri igen og var altså ikke slave for livstid.

Man ved ikke helt om det var slaver og tvangsarbejdere der byggede pyramiderne, eller om det var en frivillig tjeneste arbejderne gjorde for at ære Faraoen. Men pyramiderne er ikke desto mindre nogle fantastiske bygninger, som tog mange år at bygge. Den største Keopspyramiden, tog 20 år at bygge. De var lavet af meget nøjagtigt udhuggede sten og dengang de blev bygget var stenene malede og pyramiderne havde altså farver og så anderledes ud end de gør nu. Man brugte ramper, slæder og hejseværk. Egypterne var ret gode til matematik og det var også Egypterne som opfandt kalenderen. Pyramiderne var gravkamre for Faraoerne, men også andre end faraoerne fik bygget gravkamre, selv om de ikke var helt så imponerende som pyramiderne.Egyptisk religion var ret kompliceret. De havde over 2000 guder og mange forskellige kulter som dyrkede disse forskellige guder. Mange af dem havde dyrehoveder på menneskekrop. Egypterne troede på magi og havde troldmænd som også var præster. Egypterne gik meget op i livet efter døden. Det var derfor man blev mummificeret og fik mange gravgaver med i graven. Man skulle have sin krop og sine ting med til det evige Efterliv. Faraoerne fik også sine tjenere med. Egypterne troede på at det var godt at leve i efterlivet/i evigheden, derfor gik man også meget op i at det hele skulle være i orden, når man tog af sted dertil, jo flere ting man havde med, jo bedre ville man kunne leve i evigheden.I gravkamrene var der fyldt med billeder og hieroglyffer som fortalte om det daglige liv i Egypten og om den persons liv der lå begravet i gravkammeret. Der var også billeder af kvinder i smukt tøj, med juveler og smykker og man ved at Egyptiske kvinder brugte make-up og parykker. Kvinderne havde ret stor betydning i Egypten, fordi arvefølgen fulgte kvinden. Det var ret almindeligt at faraoen giftede sig med sin søster eller sin datter, for at beholde arvefølgen.

Mange af billederne viser også krig.

I bibelen kan man også læse om Egypten. Bla. Fortælles det at jøderne rejste ind i Egypten under Farao Amenhotep (for ca. 3300 år siden) fordi de var ved at dø af sult og tørke, der hvor de boede. Der er også historien om Egyptens syv plager og om Moses der skilte vandende for at slippe væk fra Farao Ramses(3100 år siden) soldater.

Egypten mistede meget af sin betydning, da det blev invaderet af et folkeslag man kalder Hittitterne. Senere blev Egypten også erobret af romerne. Det er her vi møder Cleopatra som var kæreste med Cæsar.

Den mest kendte farao vi kender er Tutankamon. Han var ikke en gang nogen særlig stor farao. Han døde allerede som 17 årig, men grunden til at han er så kendt, er at man fandt hans grav uberørt af gravrøvere. Så man fandt mange skatte og mange ting som kunne fortælle noget om livet i det gamle Egypten.

Det som er mest mærkeligt ved Egypten, er at de brugte så meget tid, så mange kræfter og så mange tanker på livet efter døden. De brugte tusindvis af mænds liv på at bygge gravkamre og på at samle rigdomme sammen som de kunne tage med sig når de døde. Måske er det derfor den Egyptiske civilisation til sidst gik under, fordi de brugte mere tid på døden, end på at leve det liv de nu engang havde.

Anthony Giddens, Chantal Mouffe og midten i dansk Politik

15. mar 2008 21:20, H.Fosselius

Giddens og det radikale centrum

 

Den politiske midte i Danmark kan placeres i en teoretisk forståelsesramme ud fra sociologen Anthony Giddens’ tanker om modernitetens udvanding af den traditionelle højre-venstreskala, og fremkomsten af det han kalder den radikale midte.

Overgangen fra industrisamfundet til det moderne samfund har medført et væld af forandringer, herunder også den måde hvorpå vi orienterer os politisk.[1] I den traditionelle højre venstre skala var der et tydeligt fordelingspolitisk modsætningsforhold mellem socialistiske ideologier (venstre) og liberalistiske ideologier (højre).

Den kolde krigs afslutning, Berlin murens fald og Sovjetunionens kollaps efterlod imidlertid en situation, hvor socialismen som økonomisk system ikke længere udgjorde noget alternativ til kapitalismen.

Det betyder at kapitalisme qua økonomisk liberalisme i den vestlige verden er bredt accepteret som et økonomisk-politisk vilkår, og at vælgere og politikere ikke som før er delt specifikt langs ideologiske skilleliner.

I forhold til vælgeren i moderniteten er der sket et skift fra ideologisk-politiske tilhørsforhold til det Giddens kalder individets fokus på ”livspolitikker.”

Livspolitik eller livstilsbeslutninger er knyttet til den frigørelse som velfærdssamfundets rettigheder har medført for den enkelte.

Den moderne vælger orienterer sig ifølge Giddens langt mere selvrefleksivt og individualistisk i politik, og fokuserer på egne livstilsafhængige værdier og holdninger, frem for på de politiske løsninger de traditionelle ideologiske systemer tilbyder.

Værdipolitik er således blevet meget vigtig i det politiske landskab.

Politikere og partier er, for at blive valgt og for at opnå den politiske magt til at regere, i langt højere grad tvunget til at orientere deres politik efter de forskellige holdninger og værdier der eksisterer i vælgerkorpset.Moderne værdipolitik kan ikke uden videre passes ind i den traditionelle højre-venstre skala, hvorved der opstår en ny politisk virkelighed.

I den forbindelse kommer Giddens ind på det han kalder det radikale centrum. Når Giddens bruger begrebet ’radikal’, så refererer han til nødvendigheden af at implementere vidtgående/radikale løsninger på problemer som er fælles for både venstre og højre. Centrum er i Giddens optik ikke et tomt sted, men et politisk ståsted hvor alliancer kan bygges mellem forskellige livsstile.[2]

På basis af Giddens analyse af de politiske vilkår i moderniteten, kan man konkludere at midterpolitik både værdimæssigt og økonomisk er en fusion imellem de gamle ideologier socialisme og liberalisme. Med andre ord er det radikale centrum eller den politiske midte ”konsensusstedet” mellem de to gamle ideologier på venstre/højre skalaen i det politiske spektrum.

Giddens fører sin analyse af de betingelser som politikken hele tiden konfronteres med, videre til et projekt af policyforslag som han kalder ”den tredje vej”. Den tredje vej er udtænkt i en britisk kontekst. Den er et forsøg på at formulere en politisk strategi for en New Labour centrum-venstre regering, der har socialdemokratismen med et øget fokus på solidaritet og fællessskab som ledestjerne.

I Danmark er forholdene anderledes. Hos os er der tale om en centrum-højre regering som snarere end socialdemokratisme, har socialliberalismen som primær selvforståelsesramme.

Giddens analyse af vilkårene for moderne politik og hans ide’ om det radikale centrum kan bruges til to ting.

For det første peger Giddens’ analyse på at vælgernes bevæggrunde for at stemme som de gør, er mange og forskellige, men at der er en tendens til at orientere sig væk fra de ideologisk-politiske yderpoler. Herved opstår der en bevægelse ind mod midten, hvor ideologierne fusionerer og udgør et kompromis som flere samlet set kan tilslutte sig, fordi den værdimæssige og økonomisk-politiske platform er bredt formuleret og bredt funderet med tankegods fra både venstre og højre.

Centrum/midten spiller en stor rolle i den politiske kamp om magten, fordi det er der den vælgerpolitiske magt koncentrerer sig, og der hvor et politisk parti må placere sig, såfremt det ønsker så stor vælgertilslutning at det får del i den politiske magt til at regere.

For det andet giver Giddens’ analyse af centrum/midten som et fusions/konsensus sted anledning til at definere den politiske midte i Danmark, som et sted der pt. er okkuperet af Venstre og Socialdemokratiet. Begge partier er omdannede partier, der i de sidste årtier har optaget og inkorporeret tankegods fra den ideologi, de hver for sig ellers har stået i et ideologisk modsætningsforhold til.

Venstre har bevæget sig ind mod midten på den værdimæssige skala ved at tilegne sig nogle af venstrefløjens værdier og acceptere velfærdsstatens grundlæggende rammer, og Socialdemokratiet har nærmet sig midten ved i forhold til fordelingspolitikken at indarbejde nogle højreorienterede synspunkter, f.eks. accepten af den økonomiske liberalisme.

 De to partier har omtrent lige mange vælgere, sidder samlet set på over halvdelen af de danske vælgere og fører en stort set identisk politik på store områder.

Chantal Mouffe[3] er en politisk teoretiker som i modsætning til Giddens mener, at det at sværge til en politisk midte, hvor modsætningerne mellem venstre og højreideologierne er ophævet, er en direkte hæmsko for demokratiets udfoldelse.

Mouffe mener at når midter/konsensus politik visualiseres som friktions og konfliktfri, er det ikke alene en umulighed, men også både uønskværdigt og farligt, fordi der ifølge hende ikke er rum til udvikling og nytænkning i midterpolitik, og fordi midterpolitik ekskluderer alle der ikke befinder sig på midten af det politiske spektrum.

I Mouffes analyse er det en umulighed at ophæve modsætninger og konflikter mellem mennesker eller mellem de politiske diskurser, fordi der uomtvisteligt er en værdipluralisme til stede i alle mellemmenneskelig relationer og samfund.

Dette forhold umuliggør det at opnå en fuldt inkluderende og rationel konsensus om hvilken politik der skal føres. F.eks. er den danske regerings kontraktpolitik ekskluderende overfor de vælgere som ikke ønsker skattestop eller skattelettelser, men som foretrækker at bruge flere penge på en udbygget velfærd.

Grundlæggende er det Mouffes opfattelse at den paradigmedannende politiske teoretiker, Anthony Downs tager fejl i præmissen om, at det frem for en moralsk overbevisning om hvad der er bedst for samfundet, er ren og skær egeninteresse der får mennesker til at handle. Downs præmis om den rationelle egeninteresse som motiv for al politisk handling, bliver ifølge Mouffe til en fejlagtig antagelse om at det er udelukkende er vælgernes interesser og personlige præferencer, politiske partier bør organisere sig efter.

Konsekvensen er at demokratisk politik bliver anskuet fra et instrumentelt synspunkt, hvilket fostrer en ekstrem individualisme og hindrer at borgere i større omfang involverer sig aktivt i politik.

  Da det er interesser og præferencer der skal levere substansen til det som politikerne forhandler om, bliver det også disse interesser og præferencer alle vælgerne stemmer om, hvorved marginale interesser og præferencer som ikke opnår stemmer nok, bliver udelukket fra den midtsøgende konsensuspolitik. Denne udelukkelse fører i stigende grad til at flere og flere borgere søger andre veje til at finde kollektiv identitet i f.eks. religion og i moralske eller fundamentalistiske bevægelser på både højre og venstrefløjen.

Mouffe forklarer at man er nødt til at forstå, at det snarere end rationelle egeninteresser er passioner eller lidenskaber og dermed følelser, der er de primære bevægere i politisk handling. Da mennesker er forskellige i baggrund og i følelsesrelaterede ønsker og mål, opstår der en værdipluralisme, hvilket giver anledning til spændinger eller antagonisme mellem forskellige værdisæt.

Det betyder at politik i realiteten får til formål at skabe et fællesskab på baggrund af konflikt og forskellighed. Derfor er politik altid optaget af at skabe et ”os” ved at udpege ”de andre”.

Opgaven er derfor at etablerer en måde hvor modsætningen mellem ”os” og ”de andre” bliver kompatibel med et pluralistisk demokrati. Mouffes svar på denne opgave er ideen om et agonistisk pluralistisk demokrati. Opgaven er at transformere antagonisme til agonisme.

Antagonisme betyder at uforsonlige fjender står overfor hinanden, imens agonisme betyder at venligtsindede modstandere står overfor hinanden.

I det første tilfælde er konsensus ikke mulig, imens der med agonisme er en mulighed for at opnå en slags ”konfliktuel” konsensus, som bygger på at de venligtsindede modstandere er enige om, at de er fælles om at befinde sig i en forhandlingssituation, hvor de er enige om principperne, f.eks. lighed og frihed, men fortolker principperne forskelligt. På baggrund af dette foregår der en kamp om fortolkningerne, som dernæst udmøntes i pluralistiske løsninger.

Følger vi Mouffes tankegang kan man argumentere for at dansk politik som helhed er mere præget af antagonisme end egentlig agonisme. Hvilket også er det fremherskende billede i danske medier.

Problemet med den førnævnte Giddensinspirerede tolkning af den danske politiske midte udgøres af Venstre og socialdemokratiet, er at Venstre henholdsvis Socialdemokratiet af medierne i Danmark som oftest omtales som ledende repræsentanter for to forskellige blokke; blå-højre-centrum og rød-venstre-centrum. Hvilket på sin vis svarer til Giddens distinktioner, men den politiske midte forstås alligevel anderledes i danske medier.

 I Berlingske Tidendes kronik søndag d. 24. februar, hævder journalist Peter Mose og valgforsker Kenneth Thue Nielsen f.eks. at midten i dansk politik er ledig. De bemærker at kun 8,8 % af stemmerne tilfaldt midterpartier (NA, RAD.V. og KD) ved folketingsvalget i november 2007 og estimerer at der er ca. 14 % hjemløse, borgerlige midterstemmer i spil som kan rykke ved den politiske magt i Danmark.[4]

Følger vi denne logik er Danmark præget af blokpolitik og midten er kun i spil som et stort men uudnyttet potentiale.

Mouffes politiske teorier postulerer at modsætninger i politik er nødvendige for forandringer af samfundet og nyfortolkninger af politikker. På den baggrund er opdelingen af det politiske spektrum i modsatte blokke ønskværdig, såfremt viljen til brede ”pluralistiske” forlig hen over midten er til stede hos alle parter, hvilket pt. bestemt ikke synes fremherskende i dansk politik.

En politisk midte i Mouffes forstand bør være et symbolsk rum præget af agonistisk pluralisme, med deltagelse af alle vælgernes repræsentanter.

Man må konkludere at det danske politiske miljø overordnet er informeret af teoretikere som Anthony Giddens, Philip Gould (kontraktpolitikken og fokusgrupper) og Anthony Downs (O sums teori=tælle til 90, medianvælger vs. kernevælger og stemmemaksimering). Men netop dette politiske arvegods fra det forrige århundrede bør nytænkes, hvis vi vil udvikle demokratiet.

Ligeledes kan man argumentere for at Chantal Mouffes beskrivelse af den demokratiske politiks vilkår påpeger behovet for en forandring i dansk politik. I Danmark har vi ikke pluralisme, men blokpolitik. Vi har et socialliberalt centrum-højre styre som agerer suverænt og ekskluderende overfor en stor minoritet af vælgerne som mener noget andet end de gør. VKO er bestyrere i vores ”allesammens” lille socialliberale kapitalistisk/økonomisk demokrati.

Midten i dansk politik må afgjort betragtes som ledig, da der ikke er noget agonistisk pluralistisk symbolsk rum, hvor der foregår reelle forhandlinger om løsninger der er pluralistiske og til gavn for alle. Og det bør der være.

 

 

 

 

 

 

 

 

 



[1] Overordnet er forståelsen af Giddens baseret på Morten Hansen Thorndals gennemgang af Giddens i Modernitetens Politiske teoretikere – Nyere politisk teori og filosofi, Columbus 2004.  MHT’s gennemgang støtter sig tungt til Lars Bo Kaspersen Anthony Giddens – introduktion til en moderne teoretiker, Hans Retzels Forlag 2001

[2] Lars Bo Kaspersen: Anthony Giddens – introduktion til en moderne teoretiker, Hans Retzels Forlag 2001, s. 171

[3] Følgende afsnit bygger på følgende kilder:

a) Chantal Mouffe. “Deliberative Democracy or Agonistic Pluralism”, Reihe Politikwissenschaft / Political Science Series 72, 2000 by the Department of Political Science, Institute for Advanced Studies, users.unimi.it/dikeius/pw_72.pdf
b) Articulated Power Relations - Markus Miessen in conversation with Chantal Mouffe http://roundtable.kein.org/node/545

 

[4] Kronik i Berlingske Tidende søndag d. 24. februar 2008: Kenneth Thue Nielsen og Peter Mose, ”Købmand Khaders efterladte marked”, s. 21

Risikosamfundet

2. feb 2008 19:17, H.Fosselius

Ulrich Beck – Risikosamfundet

Bogen som gjorde Ulrich Beck til en sværvægter i sociologiske kredse udkom i Tyskland i 1986 og blev efterfølgende den mest solgte samfundsfaglige bog i Tyskland. Bogen udkom først i Danmark i 1996, hvorefter udtrykket er indgået i den danske debat. Becks tanker, analyser og pointer hvad angår fremkomsten af risikosamfundet er overtaget af flere andre sociologer f.eks. Anthony Giddens.

Udgangspunktet for Beck var en række miljøkatastrofer som skovdød, vandforurening, atomkraftulykker (Harrisburg i USA) og begyndende klimaforstyrrelser. Bogen blev udgivet umiddelbart før Tjernobyl ulykken og da konsekvenserne af Tjernobyl ulykken stod klart blev Becks pointer om risikosamfundet sat yderligere i relief.

I sin bog analyserede Beck en stigende mængde af problematiske sider ved velfærdssamfundet, som gjorde indhug i den samfundsmæssige velstandsstigning, som var sket i 1970'erne. Beck slår fast at et brud med industrisamfundet er tydelig og at vi lever i en periode hvor moderniteten er slået igennem.

 

Beck forstår modernitet som en refleksiv proces. Han forklarer at modernitetsprocessen bliver refleksiv i og med at selv samme proces via videnskabelige undersøgelser, politiske og samfundsmæssige diskussioner bliver gjort til et tema og et problem.

Beck forklarer udviklingen fra industrisamfundet til moderniteten gennem begreberne "rigdomsproduktion" og "risikoproduktion". Industrisamfundet var legitimeret af det som han kalder knaphedssamfundet. Knaphedssamfundet udnyttede og anvendte økonomiske og teknologiske fremskridt for at komme social nød, fattigdom og ulighed til livs. I denne proces, hvor man producerede rigdom var man parat til at tage en række uforudsete konsekvenser med i købet for at afhjælpe den åbenlyse nød. Det er dette stadie i samfundsudviklingen man kan iagttage i 3. verdenslande. Når den indiske regering f.eks. aftager gamle skibe fra vesten som derefter bliver skrotbehandlet på indiske strande, i et arbejdsmiljø som udgør en stor risko for de indiske skrotarbejdere, er det hensynet til rigdomsproduktionen, der er fremherskende på trods af bevidstheden om risikoen.  

Denne ukritiske rigdomsproduktion har mistet sin legitimitet i den velbjergede vestlige verden. I stedet er rigdomsproduktionen slået over i en egentlig risikoproduktion, efterhånden som industrisamfundet har bevæget sig ind i moderniteten og er begyndt at reflektere over de uheldige og farlige følger af de økonomiske og teknologiske fremskridt. Følgerne får i debatten karakter af risici.

I den forbindelse taler Beck om ”produceret usikkerhed”, fordi anvendelsen af teknologier i sig selv bliver en mulig trussel. Han angiver eksempler på atomkraft og genteknologi og påpeger at det samtdig er karakteristisk at der opstår en "risikopluralisme", fordi eksperter har forskellige opfattelser og beregninger og således ikke længere samfundsmæssigt set kan levere en entydig rådgivning til det politiske system. Et prægnagt eksempel herpå er striden mellem Bjørn Lomborg og andre miljøeksperter om hvor stor en risiko den globale opvarmning udgør.

 

Problemet med modernitetens indstilling til teknologo, er at vi ikke altid ved hvad vi vil med teknologien, men når den først er opfundet kan vi ikke bare afopfinde den igen. Vi kan heller ikke altid overskue konsekvenserne af teknologien – hvilket forskellige slippery slope scenarier er et eksempel på. Forskellige faktorer spiller ind og der opstår en sneboldseffekt. Ligeledes overskrider vi grænserne for normal teknologi – eksempelvis indenfor bioteknologi. Kvinder på tres der kan få børn osv. Alt dette afføder en mangel på kontrol, kausalitet og forudsigelseskraft dvs. produceret usikkerhed.

 

I en forenklet opstilling ser Ulrich Becks analyse af fremkomsetn af risikosamfundet ud som følger:

 

Industrisamfundet

Rigdomsproduktion

Gamle risici

Modernitet

Risikoproduktion

Nye risici

1. Lokale

Globale

2. Synlige

Usynlige

3. Aktuelle

Potentielle

4. Evidente

Ikke evidente eller argumentations afhængige

 

 

 

 

 

1. De gamle risici var bundet til et bestemt sted, til en bestemt tid og til en bestemt gruppe mennesker, imens de nye risici overskrider grænser (nationalstaterne), de sociale grænser (samfundsklasserne) og de faglige grænser (specialiseringerne). De nye risici har derved en udjævnende effekt fordi de omfatter hele kloden og alle mennesker. De er globale.

2. De gamle risici var aktuelle i og med at man først fik øje på dem når de hændte. De nye risici er potentielle i og med at vi kan få øje på dem, selv om hændelserne/katastroferne ikke er indtruffet endnu. De nye risici indeholder det element at de henviser til en fremtid som det gælder om at forhindre. Dette afspejler sig i udbredelsen af en ny risikobevidsthed. Fremtiden er årsag til vores aktuelle oplevelser og handlinger.

3. I industrisamfundet var risiciene synlige – de rev og sved i næsen og var konkret iagttagelige. Men i moderniteten har risiciene mistet denne synlighed (ophobning af kemiske stoffer i kroppen er måske årsag til faldende fertilitet) og befinder sig indenfor de kemiske og fysiske formlers sfære.

4. I industrisamfundet herskede der en mere udbredt konsensus om hvad der var risici. Man vidste hvornår noget var en risici – det var evident. De nye risici er allerede usynlige og kan kun fattes eller sanses igennem videnskabelig viden. Disse risici bliver derfor åbne for samfundsmæssige definitionsprocesser og kampe i medierne om hvorvidt noget er farligt eller ej: Disse risici er derfor underlagt overbevisningskraft og argumentation. Enten tror man på det eller også gør man ikke. Der kommer hele tiden nye og forskellige vinkler på disse ikke-evidente risici.

I 1986 var Becks svar på risikosamfundets udfordringer at man måtte sætte sin lid til den almene refleksivitet: den almindelige borgers forøgede erkendelse, viden og indsigt og dermed muligheder for kritisk stillingtagen. Dette ligger i hans begreb om subpolitik, hvor ikke mindst forbrugerreaktioner (boykots) er afgørende. Men det er her, Beck er uklar og upræcis og nok ret optimistisk i sine vurderinger af mulighed og styrke i en sådan «subpolitik», som i en moderne kontekst er for diffus og præget af ensidige interessegrupper.

Senere hen har Beck udviklet denne tankegang til at svaret på riskosamfundets globale udfordringer er kosmopolitansk realisme – altså globalt samarbejde, hvor man koordinerer suverænitet (EU et eksempel) og omstrukturerer globaliseringen, så den får et menneskeligt ansigt. Det er ifølge Beck nødvendigt at skabe en rationel verden baseret på international lov, som gør hvad der er nødvendigt for at løse problemerne.

Globaliseringen handler om global magt og om en redefinition af hvad reglerne for global magt skal være. Problemet er at kapitalens bevægelighed er ved at ændre ”spillets regler” og at økonomer og big business ikke ser sig selv som politiske aktører, selv om de virkelig er det. De synes bare de udøver økonomisk rationalitet, men er i virkeligheden ved at få mere magt end stater. Deres magt vokser uden at den har politisk legitimitet. Koalitionen mellem kapitalen og nationalstaterne løser ikke det 21. årh.’s problemer.

 

Bech mener at efterhånden som risikobevidsthed breder sig vil der forhåbentlig opstå en ny måde at se på politik gennem koalitioner mellem borgergrupper og nationalstaten. Det der er brug for er et netværk af interesseorganisationer som skal kunne koordinere i en kosmopolitisk kontekst.

Sociologkollegaen Zygmunt Bauman ser mere negativt og mørkt på globaliseringen end Beck.  Giddens er mere optimistisk end begge to. Giddens løsninger på globaliseringens udfordringer er lige så diffuse som Becks oprindelige tanke om subpolitik, fordi Giddens baserer sine løsninger på den iboende solidaritet i mennesket og den er desværre ikke rigtig slået synligt igennem. På den anden side kan Beck og Giddens begge se positive utopier i en hensigtsmæssig udvikling af globaliseringen.

Hos Luhmann er det risikokommunikation, som er løsningen på risikosamfundets kriser; dvs. at den stigende opmærksomhed på risikoviden danner udgangspunkt for feedback til de politiske systemer, som systematisk gør risikoreduktion til mål for «organisationens politik». Luhmann har således en mere systemaffirmativ tolkning af risikosamfundet, end den vi så hos Ulrich Beck.

Ikke desto mindre er det afgørende at forstå udfordringerne i riskosamfundet og at forstå behovet for at koordinere løsninger til risikohåndtering. Denne læreproces må sættes i gang på mange planer: i skoler, i virksomheder, i det offentlige rum, på regeringsplan og på internationalt ledelsesniveau. Ellers vil risiciene ikke længere være potentielle og ikke-evidente, men aktuelle og uafvendelige, hvorved det er global katastrofehåndtering som vil rydde alle dagsordner. 

Kilder

http://www.leksikon.org/art.php?n=3601

http://books.google.com/books?id=ZKnJTcojzBkC&pg=PA56&lpg=PA56&dq=Ulrich+Beck&source=web&ots=cxwCsxmMnw&sig=yqjgbIcGVgncO-Pee2CVyITIw18

Ulrich Beck: Risikosamfundet - På vej mod en ny modernitet, Gyldendal 1997

http://www.dr.dk/DR2/2sektion/2007/01/10123841.htm

http://www.cifs.dk/scripts/artikel.asp?id=344

 

Fem pædagogiske retninger

11. jan 2008 18:21, H.Fosselius

 

 

I bogen Voksenpædagogik – Grundlag og Ideer gennemgår Thyge Winther – Jensen (TWJ) fem forskellige retninger indenfor de pædagogiske teoridannelser, retninger som han mener, har haft særlig stor indflydelse på undervisningen i Danmark.

De fem retninger benævner han: den progressive voksenpædagogik, den humanistisk inspirerede voksenpædagogik, den klassiske tradition, den behavioristiske eller adfærdsorienterede voksenpædagogik og den særligt danske variant af decideret voksenpædagogik – den folkeoplysende eller Grundtvig-Koldske tradition.

TWJ formidler at ’retningerne’ hver for sig er anvendelige i undervisningsøjemed afhængig af situationen, gruppen af voksne, læreemnets karakter og læremiljøet: Det er op til lærerens situationsfornemmelse i samarbejdet med voksengruppen at afgøre hvilken af teorierne der i den konkrete situation vil være mest formålstjenstlig. De er et værktøj i lærerens arbejde og nyttige redskaber til at udpege hvilke muligheder der står til rådighed i det praktiske arbejde. De giver læreren en større baggrund at handle ud fra og træffe sine beslutninger på grundlag af. Når læreren har truffet sit valg, sikrer teorierne samtidig at læreren er klar over hvilke muligheder der vælges fra. De dikterer med andre ord ikke læreren en bestemt handlemåde, men bevidstgør om de praktiske valg der træffes.”[1]

I og med at vi i vores undervisningsstrategier vælger en retning, vælger vi et sæt af antagelser, der er bygget op om en indre logik og vi vælger alternative antagelser fra. Disse valg har konsekvenser for deltagerne og for læreprocessens forløb.

 

Den progressive retning:  

Hovedsloganet i denne retning er at al indlæring er interesse og behovsbaseret. D.v.s. at indlæring af noget ikke kan foregå med mindre der er enten en interesse eller et behov tilstede hos den der deltager i undervisningen.

Underviseren, der vælger den progressive teoridannelse som didaktisk redskab, møder derfor sine elever med den forventning, at alle er motiverede for at deltage i den givne undervisning ud fra en iboende interesse eller behov. Da det er afgørende for indlæringsresultatet at denne motivation forefindes, ved underviseren måske at det kan være problematisk når subjektive behov og interesser skal overføres og holdes intakte i en gruppe.

For at omgå dette problem vil underviseren være indstillet på at inddrage deltagerne i valget af det stof som skal undervises i. Deltagerne vil derfor møde ind til en undervisning, hvor der ikke er fastlagt noget bestemt stof. Deltagerne vil heller ikke opleve en hensigtsmæssig eller systematisk indføring i et fag eller vidensområde, men vil af underviseren, som ideelt set er meget velbevandret i sit vidensområde, blive præsenteret for en række perspektiver eller vinkler som de studerende så skal vælge imellem ud fra egne behov og interesser.  

Den progressive pædagogik er elevcentret og understreger den lærendes individuelle behov og interesser. Dette viser sig også i den progressive pædagogiks altoverskyggende fokus på metode frem for på læringsindhold. Ideelt set, vil deltagerne hver især opnå en udvikling af deres erfaring og deres personlighed igennem interaktionen med hinanden og igennem arbejdet med den progressive metode.

Den progressive metodetilgang er oplevelses og handlingsbaseret, og det er overvejende problemløsningsmetoden eller projektmetoden som anvendes i progressive undervisningsforløb.

De lærende vil blive placeret i handlende, problemløsende læresituationer som kan være af praktisk, konkretiserende karakter. Underviseren vil forklare at det er selve læreprocessen der er det afgørende og ikke det faglige resultat. Målet er at processen skal gøre den lærende rigere på erfaring. Interessefeltet bliver forskudt fra lærerens undervisning til elevens læring og ansvaret bliver overvejende deltagernes eget. Læreren er der kun som fødselshjælper/vejleder for processen.

Det skorter ikke på kritik af retningen. En vigtig indvending er at proces og arbejdsmetode ikke kan stå alene. I progressiv pædagogik er der tale om et minimum af traditionel tavleundervisning og lærer-til-elev formidling. Da der er for det meste er tale om individualiseret indhentning og bearbejdning af viden ofte på tværs af forskellige fag, kan der derfor let opstå et tomrum i forbindelse med de dannelsesmæssige bestræbelser på at skabe en fælles interesse og et fælles værdi grundlag i en gruppe. Da der er mangel på faglig systematisk undervisning, er den viden der opnås i værste fald punktuel, løsrevet eller isoleret fra de store sammenhænge.

Når undervisningens indhold og struktur er underordnet metode og motivation kan der let opstå problemer. Især i grundskolen, hvor en del elever ofte mangler den nødvendige modenhed til at bære projektmetoden, fordi metoden forudsætter et højt niveau af personligt initiativ, aktivitet og tilpasningsevne hos dem der deltager i undervisningen. Men i voksenundervisning synes den progressive pædagogik at være særdeles velegnet, især når det handler om at lære at lære eller når undervisningsindholdet er studieteknik, fordi projektmetoden er en meget nyttig arbejdsmetode, der har overførselsværdi til mange forskellige fagområder og læresituationer.

 

Humanistisk inspireret voksenpædagogik:

Denne retning minder i praksis om den progressive retning, men der er en forskel i accentuering. Underviseren der vælger denne pædagogiske retning som didaktisk redskab, lægger vægt på det følelsesmæssige og på de moralske sider af personligheden og på individualiteten, kreativiteten og individets valgfrihed. Denne retning antager at dannelse foranlediger en moralsk holdning og karakter.  Forestillinger om tolerance, menneskevenlighed og respekt for menneskerettighederne er fremtrædende dannelsesidealer i den humanistiske voksenpædagogik.

Deltageren i et humanistisk inspireret undervisningsforløb betragtes som et subjekt midt i sit eget liv, der handler i forhold til omverdenen og som forandrer sig selv og alt omkring det. Deltageren vil blive anset for at være et frit menneske, der selv vælger sin eksistens og som selv påtager sig det eksistentielle ansvar. Deltageren vil derfor også blive mødt med en forventning om at være et myndigt og modent menneske. Der er altså tale om den samme individcentrering, som kunne iagttages i den progressive pædagogik.

I den humanistisk inspirerede pædagogik lægges der ligeledes ikke så stor vægt på indholdssiden, men der er dog klare præferencer og forkærlighed for kunst, litteratur, historie og filosofi.

I den humanistiske pædagogik er læreprocessens endelige mål selvaktualisering, at den enkelte igennem dannelsesprocessen virkeliggør sit potentiale, sit talent og sin personlighed. Også her er der større vægt på lærebegrebet end på undervisningsbegrebet – det overlades til den enkelte deltager selv at styre sit læreforløb. Det stiller høje krav til selvdisciplinen og til selvforpligtelsen overfor læreforløbet. Der er et stort element af valgfrihed og mulighed for at sammensætte netop det læreforløb der passer vedkommendes individualitet bedst. Der er vægt på udviklingen af personlige egenskaber, frem for på tilegnelsen af et fælles kulturindhold.

Da der ikke er en fælles læreplan opstår der et behov for personlig værdiafklaring hos den lærende. Undervisningen foregår typisk som workshops, værkstedsundervisning og i encountergroups. Gruppen anses for at være grobund for et støttende samarbejde, men er først og fremmest et middel til personlig vækst.

Læreren er en facilitator i forhold til læreprocessen. Han/hun er en ressourceperson, som skal virke tjenende og fremmende i forhold til den lærendes personlige udvikling. Det medfører en stærk psykologisering af lærerrollen. Læreren forventes at udvise personligt engagement i den lærendes situation, samtidig med at læreren skal være primus motor for et accepterende og følelsesbetonet miljø.

Kritikken ligner den som den progressive retning har været udsat for. Lærestoffet er reduceret til et middel til at fremme de personlige egenskaber og har ikke egentlig egenværdi. Det får lærerstoffet først i det øjeblik det udpeges som væsentligt af den lærende selv. Der er derfor tale om en meget høj grad af værdirelativisme, for høj mener kritikkerne.

Når følelsen, selvet, individualiteten, livserfaringen og den subjektive virkelighed er i forgrunden, samtidig med at medbestemmelsen er suveræn, kan læreprocessen risikere at ende i navlepilleri og i en overdreven selvbeskuelse, der overflødiggør egentlig undervisning.

Den humanistiske pædagogiks bløde værdier har givetvis sin berettigelse og virker tiltalende på mange voksne mennesker som søger uddannelse, et eksempel er det store antal af voksne der i disse år forlader deres hidtidige erhverv og tager en uddannelse som psykoterapeuter. TWJ påpeger at det er nødvendigt at finde en balance overfor det interessebetonede og det personlighedsudviklende og så den herskende, meget nutidige tendens, som går mod instrumentalisme og et kompetencebaseret syn, således at den ene pol ikke udelukker den anden.

 

Den Klassiske Tradition:

Denne retning lægger vægt på den intuitive fornuft, tænkningen, den kulturskabte viden og den objektive virkelighed og er på den måde væsensforskellig fra de to foregående retninger.

I modsætning til den progressive pædagogik og den humanistisk inspirerede pædagogik er holdningen i den klassiske tradition at almen dannelse ikke er underlagt en ensidig og individualiseret nyttebetragtning. Almen dannelse formodes derimod at besidde en væsentlig grad af egenværdi, som antages at udvikle personligheden alsidigt og som gør deltageren i undervisning tilrettelagt efter den klassiske pædagogik, bekendt med essentielle sider af kulturen, dens åndsliv og videnskab. 

Deltageren forventes at være et tænkende væsen, som befinder sig i en objektiv virkelighed der fungerer, lever og ånder uafhængigt af en selv. Når man overhovedet er dukket op til undervisning om denne objektive virkelighed, må det være fordi man som deltager stræber efter viden og sandhed. Denne viden og sandhed som bliver formidlet igennem undervisning er rationel i sin natur og derfor tilgængelig for deltageren. Viden bliver omdannet til lærestof og lærestoffet opdelt i fag og systematiseringen i fagene repræsenterer en ordnet følge fra det simple til det komplicerede, fremad imod større og større indsigt.

Et hovedslogan i den klassiske tradition er at dannelse gør fri; deltageren vil i dannelsesprocessen frigøre sin bevidsthed, så den kan fungere i overensstemmelse med sin sande natur. Dannelse vil frigøre deltageren fra vildfarelse og illusion og medføre lykke og et godt liv. Disse ting kommer naturligvis ikke af sig selv, der må være en vis intellektuel, fornuftsmæssig modenhed tilstede, en forventning som først for alvor kan stilles til voksne med et vist erfaringsgrundlag. Deltageren må derfor møde op med en fornuftsbetonet tilgang til læring, da det ifølge den klassiske tradition er tænkning og kultivering og forædling af fornuften det drejer sig om.

Det springende punkt i retningens teoridannelse er diskussionen om hvorvidt der overhovedet eksisterer objektive værdier, en diskussion som er evigt aktuel i filosofiske kredse. Ikke desto mindre, som en følge af antagelsen om en objektiv sandhed, bliver den kulturelle erfaring og den kulturskabte viden højt prioriteret, fordi denne form for viden i kraft af sin akkumulation og sin historiske gyldighed er det mest objektive vi ejer nogen tilgang til.

Undervisningsindholdet bliver altså, i modsætning til de tidligere omtalte retninger, viet stor opmærksomhed og klassikerne, mesterværkerne fra især de humanistiske fag, anses som nødvendige for menneskeåndens udvikling. I de senere år, har der været et øget fokus på den samlende styrke, der efter denne retnings opfattelse udgår fra en fælles kulturel tradition, hvilket eksempelvis kan ses i kulturministerens optagethed af den nationale kanon og undervisningsministerens forkærlighed for opprioriteringen af historie i grundskolen.

I den klassiske pædagogik er læreren en central person i læreprocessen. Stoffet formidles bedst gennem læreren og forelæsninger er en gængs undervisningsmetode. Det er den teoretiske og begrebsmæssige forståelse, der er lærerens mål, ikke overførsel og tilegnelse af faktuel viden.

Retningen lægger stor vægt på indre dialog i den lærende og denne søges fremmet ved ydre dialog. Diskussioner på hold og seminarer er den mest almindelige måde at bearbejde lærestoffet på. Deltageren skal derfor være i stand til at deltage i og bidrage til denne ydre dialog samtidig med en stadig bevidstgørelse og bearbejdning af egen indre dialog.

Det største problem og konstant tilbagevendende kritik af denne retning er at den er for elitær. Den form for dannelse som den klassiske tradition er aktør for, er kun få beskåret. Der stilles høje krav til boglighed og til indlevelsesevne i andre tider og erfaringsbaggrunde – krav som ikke altid kan honoreres af den som søger dannelse.

 

Behaviorismen:

Som pædagogisk retning er behaviorismen stærkt influeret af den empirisk funderede adfærdspsykologi, som forklarer indlæring ved hjælp af effektloven. Reaktioner og handlinger der er knyttet til følelsen af tilfredsstillelse, lyst og behag har en tydelig tendens til at blive gentaget i adfærden og dermed lært, imens det modsatte er tilfældet med ubehag og smerte, som bliver udskilt af adfærden og dermed søges undgået. Personlighedsdannelsen ses som resultatet af et organiseret sæt af forstærkningsammenhænge, d.v.s. at den individuelle karakter er et produkt af en personlig forstærkningshistorie.

Behaviorismen sondrer mellem positive og negative forstærkninger. En væsentlig del af vores adfærd er operant betinget ved at vi enten opnår noget eller ved at vi undgår eller undslipper noget. Denne antagelse får pædagogisk betydning idet man som deltager i behavioristisk undervisning vil blive opmuntret med positive forstærkninger for at den ønskede og planlagte indlæring skal finde sted.

I voksenundervisning er det svært at forestille sig at man ville belønne studieaktivitet med 3 af de gængse former for positive forstærkninger som anvendes i grundskolen - de materielle forstærkninger: såsom slik, sodavand, præmier eller gaver, aktivitetsforstærkninger: lovning om en gang rundbold i gården eller en tur i biografen og symbolforstærkninger: guldstjerner i kladdehæftet, diplomer for god opførsel o.s.v. 

Man kan derimod godt forestille sig at sociale forstærkninger kan finde sted i voksenundervisningen. Voksne er lige så tilbøjelige til at efterstræbe social accept og anerkendelse som børn. Ros, opmuntring, beskrivende ros og ikke-verbale tegn som smil, nik, interesserede miner m.m. vil være effektive forstærkere også i voksenundervisningen.[2]

Kritiske røster vil mene at en sådan pædagogisk praksis eller teknik minder om dressur og at det er uholdbart udelukkende at opfatte mennesket som et udefra reguleret og forudsigeligt væsen. Men det kan ikke tilbagevises at opdragelse og uddannelse indeholder betydningsfulde adfærdsregulerende elementer som f.eks. vaner og indarbejdelse af rutiner.

Da behavioristerne fremhæver menneskets formbarhed, bliver undervisning til et spørgsmål om at lægge omgivelserne til rette på den rigtige måde og udvikle en tilstrækkelig forfinet teknik. Især det amerikanske grundskolesystem er influeret af den form for tænkning. Classroom-management, som omhandler forstærkningsteknikker, formålstjenstlig indretning af klasseværelse, regler for lærer og elevadfærd, belønning og straf er også ved at vinde indpas som et redskab til at skabe ro og disciplin i grundskolen. En sådan form for pædagogik forudsætter en meget omhyggelig planlægning fra underviserens side.

Behavioristerne peger på programmeret undervisning som læremetode. En sådan form for undervisning er karakteriseret ved en stram organisering og en strengt planmæssig fremføring af et lærestof. Der er dog tale om ringe udbredelse, da der er mangel på gode programmer. Det kan dog ikke afvises at denne form for E-læring vil få en langt større udbredelse med tiden, da teknikken i høj grad forefindes. Man ser det allerede i de staveprogrammer der f.eks. findes til ordblinde. Maskinel undervisning er også en realitet i forbindelse med det virtuelle klasseværelse, fjernundervisning, selvstudiemodellen og netværksbaseret individualiseret undervisning. Erfaring viser dog at der er visse fremmedgørende ulemper, så som den manglende sociale interaktion med medstuderende og lærere.

Andet bud på metoden inden for denne retning er den førnævnte Mål-middel model, som består af fem trin: behovsanalyse, målformulering, identifikation af læreoplysninger, sekvensering af læreoplevelser og evaluering.

Kritikere af modellen hævder at den udløber af et alt for snævert paradigme. TWJ påpeger at de snævre adfærdsmål snarere er en hæmsko end en garant for en vellykket læreproces. Men TWJ tilføjer at modellen dog kan bruges som værktøj, der føjer de punkter sammen til en helhed der under processen bør overvejes og træffes beslutning om. Desuden vil det være de færreste undervisere der ikke benytter sig af behavioristiske metoder fra tid til anden.

 

Den folkeoplysende tradition:


 

Er en speciel dansk retning i voksenpædagogikken funderet i Grundtvigs tænkning.  Retningen er kendetegnet ved slogans som folkelighed, livsoplysning, frihed, menneskelighed, det levende ord og den levende vekselvirkning.

Grundtvigs pædagogiske tænkning var drevet af en uvilje mod det dannelsesideal der alene forlod sig på bøger og boglig lærdom og begrundet i et ønske om at bringe folkeligheden i højsædet – sådan som den blev udtrykt i det talte sprog og i det borgerlige og folkelige liv. Han forestillede sig en eksamensfri skole, hvis mål alene var dannelse og som ikke sigtede på levebrød, men først og fremmest på personlighedens berigelse. Grundtvigs tanker fik enorm betydning, især for landbobefolkningen som kom til at præge udviklingen i folkehøjskolen. Igennem Kristian Kold og den kristne vækkelsesbevægelse kom der tillige en pædagogisk vægt på den frie fortælling.

 Retningen var og er fokuseret på menneskets åndsliv, fordi det antages at det er i åndslivet at livskraften bor. For det enkelte menneske ligger der store udviklingsmuligheder i åndslivet og disse muligheder kan frigøres igennem livsoplysning - den undervisning der foregår på folkehøjskolerne, der kan man tage hen hvis man vil finde sig selv i mangfoldigheden.

Ligesom i den klassiske tradition forefindes der en tro på at man bedst erkender menneskelivets vilkår og betingelser ved at studere historie og kultur.  Men i modsætning til det elitære islæt i den klassiske tradition, postulerer den folkeoplysende tradition at det menneskelige kun eksisterer som noget folkeligt. Det folkelige er det som folk er fælles om – sprog, folkesang, poesi, myter, national historie og samfundskultur, disse elementer eksisterer udenfor, i og omkring det enkelte menneske ligesom den klassiske traditions objektive sandhed.

Frihed er ligeledes et nøglebegreb, uden frihed og fri meningsbrydning kan menneske eller folkeånden ikke udfolde sig og finde sig selv. Der sættes en grænse der, hvor friheden går ud over andres ve og vel. Friheden er også frihed fra tvungen skolegang og eksamen, dels en frihed til at tage aktivt del i beslutninger vedrørende undervisningens indhold og form.

Denne form for pædagogik forudsætter en gensidig respekt mellem lærer og elev og beskæftigelse med emner af fælles interesse. Der er en respekt for den enkelte men også en udpræget veneration for fælles værdier, idet folkeoplysning er det som gør os bevidste om tilhørsforholdet til et bestemt folk og et bestemt sted, dels gør os aktivt virkende her og nu i dette folks sted og tjeneste. Det levende talte ord på modersmålet er det rette undervisningsmiddel. Folkeoplysningsidealerne kan måske lyde lidt hen af Dansk Folkeparti og faren ved retningen er da også rendyrket nationalisme.

Den eksamensfri skole som ikke er kompetencegivende eller erhvervsrettet har svære kår i et samfund, hvor den teknologiske udvikling ustandseligt fremkalder umiddelbare og tilsyneladende tvingende uddannelsesmæssige behov af specifik og målrettet karakter.

 

Konklusion:

Når man ser nøje på disse fem retninger opdager man at den progressive og den humanistisk inspirerede pædagogik står overfor den klassiske og den folkeoplysende tradition. De to førstnævnte retninger er individorienterede og de to sidstnævnte er indholdsorienterede. Behaviorismen ligger sådan lidt på mellemhånd, da dens indhold for størstedelens vedkommende handler om hvordan man som underviser kan styre indlæringen i sine elever igennem nøje gennemtænkte påvirkninger.

Vælger underviseren den progressive eller den humanistisk inspirerede pædagogik som didaktisk redskab, betyder det at undervisningsindholdet bliver på deltagernes præmisser. Læreprocessen vil da bære præg af de valg som deltagerne foretager enkeltvis eller i fællesskab. Voksenunderviseren har da en stor opgave i at tydeliggøre sin egen rolle overfor deltagerne i læreprocessen. Hvad skal deltagerne kunne forvente af læreren, hvad kan han/hun tilbyde af vejledning og assistance, hvordan tænkes læringen at skulle foregå, hvad er deltagernes ansvar og forpligtigelse, hvilke resultater og mål skal der i fællesskab formuleres osv. Uden det forarbejde risikerer læreprocessen at strande i forvirring og deltageranarki. Humanistisk inspireret pædagogik kan f.eks. blive så fokuseret på selvudvikling at undervisningen bliver svær at skelne fra egentlig terapi. Den kan dog være til stor hjælp i specialundervisning med unge og voksne med særlige behov.


 

Vælger man den klassiske eller den folkeoplysende tradition som didaktisk redskab er indholdet for det meste fastlagt på forhånd. Konsekvensen er at deltageren kan hoppe på toget eller lade være. Der er dog en stor gradsforskel på en klassiske og den folkeoplysende tradition. I og med at folkeoplysningstraditionen er eksamensfri er deltageren frigjort fra pres om præstation, men også udelukket fra den prestige, der ligger i den klassiske tradition. Når det didaktiske redskab er indholdsorienteret er opgaven for underviseren er en anden. Ansvaret for formidlingen ligger hos underviseren imens deltageren er forpligtet på den dialog om undervisningsindholdet, som viser at læringen finder sted.

 Behavioristerne forstår undervisningsindhold som klare og specificerede mål. Målene søges beskrevet i adfærdstermer, der beskriver hvad den studerende skal kunne gøre ved afslutningen af et givent undervisningsforløb og der tages ikke højde for om indlæringen får karakter af efterabning, afliring eller papegøjeviden. Viden er først relevant når den er formålstjenstlig til løsningen af et problem eller til opnåelsen af en bestemt forstærkning og er derfor reduceret til at være noget instrumentelt. Deltagerne bliver på den måde til menneskeligt materiale som man kan udøve forstærkninger på.

For voksenunderviseren er det værd at tænke over om nogle af disse fem retninger overhovedet kan stå alene som didaktiske redskaber. Svælget mellem teori og praksis er allestedsnærværende og de fleste undervisere vil når alt kommer til alt benytte sig af hybridformer når de udøver deres pædagogiske praksis. Det er bestemt muligt at forestille sig et undervisningsforløb hvor alle retningerne er i spil, alt efter hvilket formål der søges opfyldt. Væsentligt er det dog og det gælder for alt pædagogik, at man ikke bør tænke over hvad man skal gøre, før man ved hvorfor man gør det.

 

 

 



[1] S. 143

[2] om typer af positive forstærkninger s. 32 i Christer Stensmo’s Lederstil i klasseværelset, Kroghs Forlag 2003

Visionen om en attraktiv læreruddannelse

5. jan 2008 22:40, H.Fosselius

DLF's nuværende vision om at gøre læreruddannelsen mere attraktiv handler om at gøre læreruddannelsen mere akademisk.

DLF ønsker at læreruddannelsen skal gøres til et femårigt universitetsstudium. De lærerstuderendes organisation ønsker i en fireårig uddannelse på en professionshøjskole.

Det er indlysende for mig, at professionsskolen er langt det bedste alternativ. Der er ingen grund til yderligere at akademisere folkeskolen.

Som det er nu, med tilgang af en masse nye afgangs-prøvefag, er der tydelige tegn på at 1 g. så småt er ved at krybe ned i 9. klasse.

Læsepensum er øget betragteligt, lektiemængden er i mærkbar stigning, og der er eksamens pace i mange flere fag og discipliner. Der er endvidere indført en karakterskala, hvor det skal påregnes at enhver elev i princippet som udgangspunkt er en 12'er, og så kan man ellers begynde at trække fra af fejl og mangler.

Med en yderligere akademisering vil folkeskolen sandsynligvis få kraftig slagside til de ord-kloges fordel. En øget brug af teorier, modeller, begreber, forklaringer og tolkninger er fint nok for dem, som finder det let fatbart, men hvad med den store gruppe, som ikke er ensidigt ord-kloge, men kan en masse andre ting. Bliver der også plads til det?

Efterstræber vi finske resultater, hvor børnene scorer højt på det målbart fagligt, men er langt mindre glade for at gå i skole og for at lære noget?

Skal de lærerstuderende nu til langt overvejende at være ord-kloge? Er de fem "universitets" år indbefattet mere praktik? Eller er det et år yderligere med de ord og skriftkloge, skrivebordsteoretiserende undervisere, der OGSÅ har en akademisk uddannelse og sjældent har undervist i folkeskolen?

Jeg forstår godt at de lærerstuderende ønsker en professionshøjskole. Det lyder måske ikke så smart og så prestigefyldt som universitetet, men det er væsentligt at understrege, at det at være lærer nok er en gerning, men det er også en profession. Og den professionelle lærer kan undervise mange flere end lige dem, som overvejende er ordkloge og i besiddelse af evnen til at lære let og hurtigt.

Og det er der da brug for - lærere som kan favne bredt og få alle, også dem der ikke er ordkloge, til at rykke sig fagligt.

Det bliver et sværere, tungere og mere socialt udskillende skolesystem, hvis det er en yderligere akademiseret og teoretiseret lærestand som indtager folkeskolen i næste ombæring.

Der er god grund til at sætte fokus på professionen frem for akademiseringen. Der er god grund til at selve arbejdet i folkeskolen kommer mere i fokus frem for et vist kvantum målbar, faglig og selvforstående paratviden, som en professionslærer alligevel senere selv kan tilegne sig, når stoffet skal anvendes og omformes til læringsstof til eleverne. Det er ikke en nedprioritering af det faglige der er tale om, men en opprioritering af håndværket og handlingskompetencen der er brug for.

Praktisk anvendelse må gerne blive en langt større og integreret del af læreruddannelsen. Derfor er visionen om professionshøjskoler, frem for yderligere akademisering, både fornuftig og klog i forhold til realiteterne i grundskolen.

Når alt kommer til at skulle læreruddannelsen helst komme filosofien om "det hele menneske" i møde. På den måde bliver både læreruddannelsen og grundskolen et attraktivt sted at være.

 

Perspektiver på lærerrollen

5. jan 2008 22:27, H.Fosselius

Perspektiver på lærerrollen og dens relationer.

 

 Den senmoderne kompleksitet presser sig på i samfundet, det gælder også for skolen, for undervisningens vilkår og for lærernes arbejde. Den britisk/canadiske sociolog Andy Hargreaves påpeger at den øgede ændringstakt medfører, at der til stadighed er noget nyt, der skal indføres og at mange lærere føler sig pressede af omfanget af nye problemer, opgaver og ansvar. Lærerrollen ændrer sig hele tiden som konsekvens af senmodernitetens forandringstendenser.[1]

Lærerrollen var før i tiden overskuelig og forholdsvis enkel. Læreren havde nogle fag, et skema og nogle centralt fastlagte lære- eller kursusplaner og ofte lærebøger der modsvarede disse planer. Skemaet betød at der var klasser eller hold der skulle undervises og det var disse rammer der definerede lærerens undervisnings og ansvarsrum. Arbejdet bestod hovedsagligt af en funktion med tilknyttede opgaver, nemlig den at undervise. I dag er mængden af opgaver som ikke kun er knyttet til undervisning, men som også er af administrerende, koordinerende og ledelsesmæssig karakter, øget betragteligt. [2]

Den moderne lærerrolles kompleksitet er til at få øje på, fordi den lader sig beskrive ud fra en bred vifte af perspektiver og kan anskues fra mange synsvinkler.   

 

 

Lærerrollen i historisk perspektiv: Ifølge museumschef for det danske Skolemuseum, Keld Grinder-Hansen har lærerrollen ændret sig i takt med skift og ændringer i samfundskulturen. Lærere har været defineret som erhvervsgruppe langt tilbage i tiden De tidligste danske lærere var tilknyttet kirke og kloster skoler som f.eks. Ribe katedralskole, grundlagt i 1145. Det eneste formål med undervisning dengang var at være og blive Guds tjenere.

I 1537 blev reformationsskoleloven indført. Hver eneste købstad blev påbudt at oprette latinskoler og på landet skulle sognedegnen en gang om ugen undervise bønderbørnene i katekismus. Den tids lærere havde ikke det store pædagogiske talent. Især havde de såkaldte løbedegne, som var unge latinskoleelever sendt ud på landet for at undervise, et meget dårligt ry.

Landsbylærerrollen opstod sidst i 1800 tallet og var virksom frem til omtrent 1968. Lærergerningen var i den periode karakteriseret ved at job og fritid ikke lod sig adskille fra hinanden. Læreren havde en høj status i lokalsamfundet som en følge af mange funktioner. Han var både opdrager og underviser af børnene, kirkesanger, voksenunderviser og bestyrelsesmedlem i brugsforeningen eller i egnens andelsmejeri. Han var politisk og kulturelt midtpunkt i sognet og skulle stå til rådighed 24 timer i døgnet. Til gengæld var jobbet omgærdet med agtelse og respekt og sammen med præsten var læreren den ”fineste” i sognet.

Rollen som faglærer tilhører den samme periode som landsbylærerens, men faglæreren var bosat i byen og havde ikke samme høje status. Byens kompleksitet og mangfoldighed gav ikke den samme mulighed for at samle mange mennesker i det samme værdifællesskab og i stedet for en spidsposition befandt faglæreren sig i en mellemposition mellem borger- og embedsstanden og arbejderne. I modsætning til landsbylæreren var faglæreren mere specialiseret. Indtil 1954 var seminarieuddannelsen en generalistuddannelse, men fra 1850’erne var det muligt at efteruddanne sig hvis man ønskede en større viden indenfor et fag. Med mellemskolens indførelse i 1903 blev det eftertragtet at opnå specialviden, som konsekvens fandt læreren identitet i sit fag og opnåede autoritet gennem at reproducere den viden som de var specialister i.

Indtil 1890’erne var læreren en mand. Kvinderne var længe om at indtage rollen og til at begynde med blev de kun ansat til at undervise de mindste børn, og det kun indtil de giftede sig. Deres status var ringe og de fleste kvinder valgte fortrinsvis erhvervet fordi de følte sig kaldet dertil. Fra 1970’erne blev lærerjobbet imidlertid i stigende grad et erhverv der tiltrak mange kvinder.

1970’erne var i det hele taget en brydningstid for lærerrollen. I kølvandet på ungdomsoprøret opstod en masse strømninger som i dag noget ringeagtende huskes ved symboler som lilla ble, fløjlsbukser og rundkredspædagogik. Rollen som lærer blev omdefineret fra at være et livsvigtigt kald til i højere grad at være ensbetydende med almindeligt lønarbejde. Der kom et ensidigt fokus på lønforhold og overholdelse af 37 timers arbejdsugen, samt en insisteren på at job og fritid skulle være skarpt adskilt. Lærerne bosatte sig et andet sted end hvor de arbejdede og blev ikke som tidligere inddraget i lokalsamfundet. Privatpersonen blev adskilt fra lærerrollen.

En uheldig konsekvens af denne udvikling var at prestigen i lærerjobbet dalede kraftigt og lærerne blev udsat for megen kritik og beskyldninger om indoktrinering af politikere og medier. Kritikken førte til at personligheden i lærerrollen blev nedtonet. I de sidste ti år er billedet begyndt at vende igen. Idealer som ”den autentiske lærer” og ”den gode lærer er en personlig lærer” vinder frem igen. På mange måder griber man tilbage til træk fra tidligere lærerroller. Kaldet er igen i højsædet og lønarbejderstrategien stærkt nedtonet. Nutidens lærere er i gang med en proces, hvor fokus nok engang er vendt mod jobbets unikke og samfundsmæssige betydning.[3]   

Denne forenklede gennemgang af lærerrollens historiske udvikling omhandler primært lærerens position i det sociale system. Ovenstående er altså et udtryk for det strukturelle aspekt i lærerrollen og har at gøre med normer og forventninger som deles af hovedparten af det sociale systems deltagere i en given tidsperiode. Hvis man derimod skal forstå ”lærerrollen” ud fra et processuelt aspekt, skal lærerrollen forstås som en bestemt type af handlinger som indehaveren af rollen udfører i bestemte situationer. Endvidere er det muligt for læreren at rolleforvalte sin position som underviser forskelligt inden for mere eller mindre fastlagte rammer.[4] I dette perspektiv er lærerrollen situationsbestemt og har en relation til specifikke funktioner og kompetencer.

 

Lærerrollen som funktion i et situationsbestemt perspektiv:

Boje Katzenelson bruger i sin analyse af rollebegrebet, en analogi til det at spille skuespil. Han påpeger at al interaktion kan tolkes som en form for skuespil ”Når aktøren gennemspiller en rolle på scenen, bestemmes hans udførelse af manuskriptet, instruktørens vejledninger, de andre skuespilleres bestridelse af deres roller, teatrets faciliteter, publikums reaktioner samt naturligvis også af hans egen og den samlede stabs talenter[5]

Udførelsen af en rolle er altså en form for interaktion der ikke alene er situationsbestemt, men også omverdensafhængig. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt at man i lærergerningen som professionsudøvelse, har haft et særdeles instrumentelt fokus på lærerrollens iscenesættende betydning for undervisningen. Det er som oftest rolleindehaverens aktivitet, handlinger og synsvinkler der præsenteres ud fra devicen: Hvilke roller kan jeg indtage for at få den og den situation til at fungere?

 F.eks. nævner lektor Peter Brodersen (PB) i en artikel i Magisterbladet, ti lærerroller som han mener, er knyttet til bearbejdning af stof i undervisningen, men som også kan være udtryk for det som Katzenelson kalder typehandlinger i typesituationer, eller rutinehandlinger i rutinesituationer.

PB påpeger i sin artikel at eleverne kun er indirekte tilstede i gennemgangen af rollerne og nævner foredragsholderen, instruktøren, fortælleren, fødselshjælperen, strukturskaberen, demokratiets advokat, lederen, evaluatoren, kunstneren og konfliktbehandleren.[6] Man skal i princippet forestille sig at en lærer bevæger sig ud og ind af alle disse roller i undervisning, hvilket ideelt set fra PBs synspunkt er ensbetydende med en attråværdig evne til at variere sine undervisningsmåder.

Ser vi nærmere på de nævnte kategorier er de tre førstnævnte (foredragsholderen, instruktøren og fortælleren) knyttet til lærerstyret tavleundervisning – læreren er ”på” og eleverne må formodes at være indlæringslyttende som et led i bearbejdelsen af stoffet. De næste to (fødselshjælperen og strukturskaberen) sigter på den vejledende og metakognitive bearbejdning af stof som læreren skal hjælpe den enkelte elev i gang med. Her er læreren en initierende og styrende faktor, men overlader det egentlige arbejde til eleven. Det er uklart om PB mener at rollerne udføres offentligt i hele klassens påhør eller om de sigter på en mere privat stund med en elev. Ikke desto mindre kan man hævde at disse fem lærerroller er traditionelle ”læringsmåder”, let genkendelige og fastlagt af både gængse normer og forventninger til lærerjobbet.

De næste fem roller er lidt anderledes og i særdeleshed langt mere i en moderne ånd. Når PB taler om demokratiets advokat, mener han en lærerrolle som inspirerer eleverne til at være medskabende og idegivende og som ideologisk set er funderet i tiltro til demokratiet både som en social konstruktion og som et oplysningsprojekt.

PBs leder tager beslutninger og afvejer hensyn, evaluatoren samler op og tydeliggør målet for undervisningen, kunstneren er bevidst om at kvalitet i læring er en kombination af mange elementer og endelig er konfliktbehandleren parat til at yde psykologisk omsorg i forbindelse med elevernes indre konflikter i relation til bearbejdning af stof, og til at tage sig af ydre konflikter i den sociale sfære. Det vidtfavnende indhold i disse roller vidner om at undervisning og læring i det senmoderne samfund skal spænde over mange opgaver og problemer som tilsammen udgør en kompleks virkelighed.

En rolle er imidlertid ikke uafhængig af samkvemmet med publikum og derfor forekommer det amputeret at tale om forskellige lærerroller uden at inddrage elevernes bidrag til indholdet af rollen. Det er f.eks. svært på forhånd at bestemme at nu vil man indtage den og den rolle, hvis der så opstår en situation i interaktionen som gør rollen overflødig eller malplaceret. Katzenelson siger i den forbindelse at samkvemmets roller ikke kan beskrives fuldt ud uden at man har kendskab til de deltagende personers personligheder. Med andre ord, så er den faktiske effektuering af en hvilken som helst rolle, person eller karakterafhængig. Man kan argumentere for at disse indsigter har ført til en tvedeling i forståelsen af lærerrollen. Den første form for forståelse af lærerrollen knytter sig til bestræbelserne på at have kontrol over samkvemmet med eleverne igennem ledelsesstil og den anden knytter sig til lærerrollens karakterafhængighed ved at fokusere på en palet af personlige kompetencer.

 

Lærerrollen som ledelsesstil:

Det er let at komme til at tænke på magt når man bruger ordet leder, og man kan diskutere, om ledelse i klassen skal forstås som lærerens ’magt-over’ eleverne til at få ting til at ske, lærerens magt til ved hjælp af eleverne at lede arbejdet i klassen: ’magt-igennem’ eller om lærerens ledelse skal forstås som lærerens ’magt-med’ eleverne til i samarbejde at drive og udvikle klassen. Under alle omstændigheder giver læreren som leder associationer i retning af, at læreren i en eller anden form skal styre undervisningen og eleverne. Det kan i den forbindelse forekomme paradoksalt at moderne læringsteorier understreger at eleverne skal være medbestemmende i videst muligt omfang. Faren for pseudodemokrati og manipulation er til at få øje på.

I forordet til sin bog Lederstil i Klasseværelset(dansk udgave 2003) kommenterer svenskeren Christer Stensmo (CS) på forskellene imellem den klassiske lærerrolle og den nye. Den klassiske lærerrolle er ifølge CS ensbetydende med en lederrolle for en klasse eller gruppe, som er styret af at læreren har en en-til-mange relation til sine elever. Den nye lærerrolle er imidlertid underlagt de individualiseringstendenser som præger det øvrige samfund. Læreren forventes at have en-til-en relationer til sine elever. CS pointerer at mange lærere opfatter individualiseringen af undervisningen som en umulig opgave og peger dernæst på behovet for en radikal omorganisering af skolen for at kunne realisere differentiering og individualisering af undervisningen. I mellemtiden, og det er det der for CS synes at være den indre logik i overhovedet at begå bogen, kan man lige så godt gribe tilbage til den klassiske lærerrolle og træde i karakter som leder i en-til-mange relationen, hvor det at lede opfattes som ensbetydende med at udøve kontrol i en eller anden form over undervisningssituationen.

CS påpeger at der naturligvis ikke kun findes én måde at undervise, lede og lære på, som passer til alle. Elever og lærere er forskellige, ligesom lærestil og lederstil er forskellige fra person til person. Det, der ifølge CS adskiller de forskellige lærertyper, er deres syn på og grader af kontrol i klasseværelset. Nogle tager udgangspunkt i, at læreren skal have den fulde kontrol i klasseværelset (den klassiske lærerrolle), mens andre mener, at eleverne bør opøves i at udvise selvkontrol (den nye lærerrolle).

 I bogen som helhed behandler CS dernæst seks forskellige typer lederstil. De er baseret på forskellige principper og antagelser om menneskets natur, og om hvordan undervisning og ledelse i klasseværelset bør udformes. De seks typer er opkaldt efter deres ophavsmænd: Sonia Burnard, Lee og Marlene Canter, Jacob Kounin, Rudolf Dreikurs, William Glasser og Thomas Gordon. CS ledelsesstile og strategier er i slægt med det amerikanskinspirerede begreb classroommanagement som handler om, hvordan man skaber og vedligeholder en organisation, hvor læreren er den professionelle leder, der ud fra sin viden om psykologi, pædagogik, socialisering etablerer det tilstrækkelige og nødvendige læringsrum.

CS definerer to yderpunkter og modpoler som han kalder henholdsvis den opgaveorienterede ledelsesstil (den klassiske lærerrolle) og den elevorienterede ledelsesstil (den nye lærerrolle). Disse former for lederskab er styret af forskellige strategier. I et uddannelsessociologisk perspektiv er den opgaveorienterede ledelsesstil styret af dominansstrategier og den elevorienterede ledelsesstil er styret af coopteringsstrategier. Dominansstrategier er karakteriseret ved læreren som autoritetsperson og stram struktur med vægt på orden og klarhed, hvorimod coopteringsstrategier indebærer kontinuerlig forhandling med undervisningens deltagere. Dernæst er der tale om en stærk henholdsvis svag indramning af undervisningen. Den opgaveorienterede ledelsesstil har en stærk indramning, hvor læreren er formidler af kundskaber og gennem sin ekspertise udvælger, organiserer rækkefølge, bestemmer tempo, regler og måder at forholde sig på i kassens virke. Den elevorienterede ledelsesstil har en svag indramning, forstået på den måde at det er eleven eller den lærende der teoretisk set har kontrol over de nævnte faktorer i klassens virke.[7]

CS synes at være skeptisk overfor den rendyrkede form af den nye lærerrolle, fordi den forudsætter en alt for høj grad af selvkontrol hos eleven. Praksiserfaringer viser da også at når der er tale om børn, tabes især de svagere elever på gulvet, når pædagogikken i for høj grad orientere sig efter principper om ansvar for egen læring og tillid til selvkontrollen hos det lærende barn. Men fra voksenunderviserens synspunkt er det relevant at spørge, hvordan det så forholder sig for voksne?

 

Voksenkursisternes holdning til lærerrollen:

Malcolm S. Knowles voksenpædagogiske teori “andragogikken” antager at når en person modnes og bliver voksen, bevæger vedkommende sig fra afhængighed mod stigende selvstyring. Med modningen og den personlige udvikling følger tillige en stadig større erfaringsmængde som fungerer som en væsentlig ressource for læring. Den voksne er meget anvendelsesorienteret og er i sær parat til at lære når et umiddelbart behov for at kunne løse et problem i det virkelige liv opstår.[8] En sådan beskrivelse af voksenkursisten er imidlertid kun delvist dækkende. Det viser sig ofte at mange voksne i voksenuddannelsessystemet ikke er helt så uafhængige og selvstyrende som Knowles antager.

For det første er det almindeligt at voksenkursister medtager forventninger til lærerrollen som er grundlagt tilbage fra den tid hvor de gik i grundskolen. De ældre generationer og de kortuddannede er indstillede på at være passivt lærende, lægger mere vægt på den faglige formidling og på fagligheden generelt og forventer at læreren er leder i stil med CS klassiske lærerrolle.

 Nogle kursister kræver nærmest at underviseren indtager en forældrerolle og at stoffet serveres på en sølvbakke i en bearbejdet og let fordøjelig form, og at der anvises fremgangsmåder og henvises til facitlister.[9] Disse kursister kan udvise en substantiel modstand i forhold til de forventninger om deltagerdemokrati og selvstændige arbejdsprocesser der møder dem fra lærere der er funderet i den nye lærerrolle.

De yngre voksenkursister lægger vægt på at underviseren inddrager deltagernes erfaringer i undervisningen og er langt mere åbne overfor de former for selvstændigt og selvdefinerende arbejde, som tilbydes af den nye lærerrolle.[10]

Det er imidlertid problematisk at der kun findes få og snævre empiriske undersøgelser angående voksenkursisters holdninger til læring og lærerroller. Voksenuddannelsesområdet er i stadig vækst og i de senere år er antallet af voksenkursister med stor uddannelseserfaring og højt uddannelsesniveau steget i voksenuddannelsessystemet. Der mangler undersøgelser der inddrager denne gruppe af voksnes holdninger og erfaringer, da det fortrinsvis er kursister med kort eller ingen uddannelser i AMU og VUC regi, der har været mål for interesse. Ellers refereres der som oftest til de praksiserfaringer, den enkelte tekstforfatter har haft i sin tid som voksenunderviser.      

Der er dog en indikation om voksenkursisternes holdning til lærerrollen at finde i Camilla Scavenius’ undersøgelse fra 1996, om hvad der skaber et godt læringsmiljø på VUC. Undersøgelsen viser at voksenkursisterne udpeger lærerens rolle som en engageret formidler til at være langt den vigtigste faktor i skabelsen af et godt læringsmiljø.[11] Fokus lægges altså på lærerens personlighed, hvilket er helt i tidens ånd som vi nu skal se.  

   
Den autentiske lærer - lærerrollen i et kompetencerelateret perspektiv:

Journalist Camilla Mehlsen gør i et interview med Per Fibæk Laursen opmærksom på at den professionelle personlighed har fået megen opmærksomhed i de senere års debatter om arbejdsliv. Det gælder i særdeleshed for lærerrollen. Per Fibæk Laursen (PFL) mener at interessen for lærerpersonligheden altid har været tilstedeværende, men at den har fået en opblomstring pga. den nedbrydning og relativering af lærerautoriteten som er slået igennem siden 1970’erne. Interviewet er givet i anledning af PFLs udgivelse af bogen Den Autentiske Lærer – Bliv en god og effektiv underviser – hvis du vil (2004). PLF sammenfatter sin holdning: ”Det gælder ikke for lærere om at have en bestemt personlighed. Det gælder om at undervise i overensstemmelse med den personlighed, man nu har. Det er en vigtig forskel. Det er ikke et spørgsmål om, at man med følelsesmæssige midler prøver at overbevise eller indfange eleverne. Det er et spørgsmål om at finde en måde at undervise på, der virker ægte i forhold til den personlighed, man nu har”.[12]

Ikke desto mindre fastsætter PFL i sin bog nogle kvaliteter som personligheden bør indeholde før man kan tale om at være en autentisk lærer. Han henviser til den canadiske filosof Charles Taylor og taler om en række kompetencer som den autentiske lærer besidder.

Der er først og fremmest den personlige intention, det at man vil noget med sin undervisning som er relevant i forhold til en betydningshorisont. Dernæst er der engagementet eller inkarnationen af budskabet. Den autentiske lærer sender et helhjertet budskab til sine elever om, at der er noget værdifuldt at lære. Den autentiske lærer har desuden udpræget respekt for eleverne. En lærer, der kun interesserer sig for det faglige indhold og ikke for, om eleverne lærer det, er en dårlig lærer. Det er derfor en kompetence at kunne respektere eleverne som frie og selvstændige mennesker.

Det er ligeledes en vigtig kompetence at kunne reflektere over rammerne for arbejdet. Den autentiske lærer opsøger eller prøver at skabe rammer, der er gunstige for vedkommendes intentioner. En kompetence af stigende vigtighed er samarbejdet med kollegerne. Et godt samarbejde med kollegerne er en ressource, der støtter ens intentioner. FLB understreger at man skal kunne hvad man vil. Man skal være i stand til yderligere at anskaffe sig de kompetencer, der er nødvendige for at kunne virkeliggøre sine intentioner og det er nødvendigt at kunne tage vare på sin egen udvikling.[13]

 

Det er svært at være uenig i at disse kompetencer er attråværdige i sig selv og begrebet om den autentiske lærer har da også vundet almindelig anseelse i den pædagogiske debat. Men PFLs ideal om via ens autenticitet og personlige formåen at være en ekstraordinær lærer, kan også ses som et typisk senmoderne udtryk for det som Thomas Ziehe kalder for overophedning af subjektiviteten.

Ziehe mener at det moderne individ stiller meget høje krav til sig selv, fordi alt måles i forhold til det subjektive udsyn og fordi han eller hun oplever sig selv som fuldkommen afhængig af sin egen formåen. I Ziehes terminologi er denne eksistentielle situation ensbetydende med en ”overophedning af subjektiviteten”, idet ophobningen af sekundær viden og den kontinuerlige sammenligning med egne opfattelser og indre liv erfaringer, opleves som et forventningspres der besværliggør, presser og forcerer det identitetsarbejde som foregår i det enkelte individ.[14] Sådan vil det også være for læreren som føler kravet eller behovet om via sin personlige formåen at leve op til idealet om at være en autentisk lærer.

PLF’s autentiske lærer er endvidere blevet kritiseret for at være et ideal der er ”den rene benzin for lærerens narcissime”. Lektor Kirsten Hyldgaard (KH) kritiserer PLF for at skilte med intentionen om at man kan blive en autentisk lærer, hvis man vil, men at han ikke et eneste sted i sin bog anviser, hvordan man via sin personlighed kan uddanne sig til at være en god lærer. KH understreger at der ikke findes nogen lærere der pr. definition er gode for alle og påpeger at en god lærer hverken er noget man er eller bliver, men noget man bliver gjort til af en anden, altså af eleven.[15] Pædagogikkens uafgjorte variabel findes med andre ord ikke i lærerpersonligheden men i relationen mellem lærer og elev.

Lærerrollens relationelle betydning:

Ole Løw taler om vigtigheden af at læreren kan kende forskel på person og rolle, for at kunne forholde sig refleksivt til sin arbejdsrelaterede rolle og samtidigt kunne mestre en socialt afstemt rolleudøvelse, der balancerer mellem involvering og distance. Det er nødvendigt fordi lærerrollen indgår i en komplementær rollerelation til elevrollen.

Lærerrollen giver med andre ord ingen mening uden elevrollen.[16]

Svenskeren Jonas Aspelin er i bogen Stolthed og Skam i Undervisningen – Bedre læring med relationsbevidst pædagogik (2004)[17] inde på noget af det samme. For ham er lærerens evne til at kommunikere og til at reflektere over sin egen og elevernes kommunikation af afgørende betydning for en hvilken som helst læreproces.

Aspelin fokuserer på vigtigheden af de uforudsigelige og ukontrollable mikrosociale processer (aktørernes tanker, følelser og stemninger) som foregår under det sociale samspils overflade. I lærer – elev relationen forekommer der hele tiden strømme af ord og kropssprog, som får deres betydning gennem aktørernes fortolkninger.

Aspelin støtter sig til Thomas J. Sheffs teorier om følelsernes betydning for motivationen. Sheff har argumenteret for at følelserne skam og stolthed er de mest basale og magtfulde af alle sociale følelser, fordi mennesker er motiverede for at opretholde sociale bånd. Psykologisk set er mennesket konstant i færd med at evaluere sig selv i den sociale kontekst, selv når det er alene. Denne uundgåelige evaluering resulterer enten i følelser af skam eller stolthed, hvilket ifølge Sheff betyder at vi i baggrunden af vores bevidsthed næsten altid befinder os i en tilstand af enten stolthed eller skam, hvilket igen har stor betydning for kvaliteten af de sociale bånd mellem mennesker.

Aspelins ærinde er at beskrive den måde hvorpå de sociale bånd indvirker på lærer-elev relationen, og det ud fra tesen om at samklang i de sociale bånd skaber stolthed og motivation for læring, imens ubalance i de sociale bånd skaber skam, fremmedgørelse og ikke-læring. Samklang udgøres samlet set af den intellektuelle og verbale kommunikation samt af den emotionelle og non-verbale kommunikation.

Aspelin er ligesom Ole Løw og Helle Bjerresgaard[18] optaget af lærerens professionelle distance, fordi der som oftest opstår problematiske relationer, når der er for stor eller for lille distance mellem individerne. For stor distance indebærer isolation og overbetoning af individualitet og for lille distance indebærer at individet opsluges og overbetoning af det sociale. Begge er udtryk for interpersonel fremmedgørelse. Aspelin beskriver i bogen hvordan en stor del af den kommunikation der foregår imellem lærere og elever i skolen netop er præget af sådanne problematiske relationer, fordi læreren i sine bestræbelser på ikke at tabe ansigt eller ”miste autoritet”, overhovedet ikke er opmærksom på hvordan ureflekteret kommunikationen skaber misforhold i distancen mellem lærer og elev og manglende samklang i lærer – elevrelationen.

Aspelin definerer Lærer-elev relationen ud fra to indfaldsvinkler som er komplementære. Lærer-elev relationen præges eksternt af sin samfundsmæssige og sociale kontekst f.eks. ideologiske dokumenter og andre formelle styringsmekanismer, samt den skjulte læseplan, skolens traditioner, rutiner, magtstrukturer og økonomiske ressourcer, klassestørrelse, klassekultur, grupperinger, sociale konventioner, rammer, arbejdsmåder, pædagogiske retningslinjer osv.

Lærer - elev relationen er internt præget af aktørernes subjektive, indre kontekst. Dvs. begavelse, attituder, interesse for faget, handlingsstrategier, koncentrationsevne, kundskabsniveau, engagement, motivation, erfaringer, psykologiske forsvarsmekanismer, selvfølelse, selvkontrol, selv disciplin, selvtillid, selvrealisering og selvvurdering. – hvordan intrapersonelle fænomener, dvs processer i individernes indre, styrer deres adærd og deres relationer til andre mennesker. Lærer - elev relationen kan kun forstås socialpsykologisk ved at kombinere de to sfærer, den sociale og den individuelle.


 

Læreren er altså i stigende grad tvunget til at forholde sig refleksivt ikke blot til kundskabsprocessen, men også til sin egen og til sine elevers måde at agere socialt på. Det betyder at læreren skal have både metakognitiv og metaemotiv kompetence. Læreren skal ikke bare tænke nærmere over hvilket stof der er mest velegnet for specifikke elever og elevgrupper og hvordan den kognitive indlæring af et givet stofområde bedst kan foregå. Læreren bør også løbende reflektere over formen på den verbale dialog og over de emotionelle processer som til stadighed følger samtalen. Læreren skal ikke blot tage ansvar for at undervisningen er relevant, men er også ansvarlig for at undervisningen foregår under fornuftige former, og at der skabes en god emotionel atmosfære i klassen.

Til disse formål mener Aspelin at det er hensigtsmæssigt at udvikle og benytte en relationsbevidst pædagogik, som bør tage udgangspunkt i forestillingen om, at den sociale interaktionsproces udgør menneskets fundamentale virkelighedsniveau. Bevidstheden om, hvordan sociale relationer i undervisningen kan stabiliseres, vil fremme den intellektuelle udvikling, og omvendt vil en bevidsthed om, hvordan kundskabsprocessen fremmes, bidrage til at styrke de sociale bånd mellem aktørerne.

Aspelins lærerrolle lægger sig derfor tæt op af begrebet ”den reflekterende praktiker”, som besidder en todimensional parallelt forløbende bevidsthed, der fungerer som et redskab til at kunne fortolke hvad der sker i relation til eleverne. Det er slet og ret en bevidsthed som har at gøre med indholdet i kommunikationen, og en som drejer sig om kommunikationens former. Tænker man nærmere over dette kan det godt undre at kommunikation ikke er et selvstændigt fag på læreruddannelsen.

 

Konklusion: Lærerrollen har ændret sig gennem tiderne fra at være en fasttømret position med tilhørende status og pondus til den nuværende senmoderne situation, hvor rollens indhold og afgrænsning er flydende, uklar og hele tiden under omdefinering. Der er et langt større spillerum for udførelsen og forståelsen af lærerrollen end tidligere. Det er imidlertid slående hvor ofte lærerrollen søges beskrevet eller defineret uden at den reciprokke relation mellem lærer og elev har nogen særlig betydning eller inddrages som afgørende for helhedsforståelsen.

Relationen til eleverne opfattes implicit, nærmest som et genstandsled og berøres flygtigt eller slet ikke. I forhold til ledelsesstrategier er de fleste af disse indstillet på at betragte elever som mål for kontrol.

Der er en generel tendens til at lærerrollen bliver beskrevet i funktionstermer eller presset ind i lange lister over nødvendige kompetencer eller i overensstemmelse med markedstænkning set som ensbetydende med ledelsesstrategier eller anset for at være et spørgsmål om maksimal udstråling af personen bag rollen.

I alle disse tilfælde er rollen overvurderet og selve kernen i det moderne lærerjob, nemlig relationen til dem der skal undervises, er undervurderet. Dermed ikke sagt at ovennævnte vinkler er overflødige eller at fagkundskab og tæft for undervisning er underordnet. Men det er vigtigt at forstå lærerrollen som alt andet end statisk eller stivnet i en bestemt form.

Lærerrollen er en proces, der hele tiden er fortløbende og som hele tiden udfordres af relationen til eleverne. Derfor forekommer Aspelins fokus på læreren som kommunikator, social ingeniør og reflekterende praktiker, der tager udgangspunkt i en relationsbevidst pædagogik, som et godt bud på en senmoderne lærerrolle der har relevans for både lærer og elever, hvilket i sig selv må siges at være et mindstekrav for hvilken som helst rolle, en lærer vælger at indtage i sin praksis.     

 

 

Litteraturliste:
”Hvad Tænder – et debatskrift om voksenuddannelse” uddannelsesstyrelsens temahæfteserie nr. 13, 1999
Dorthe Bach: ”Lærerens rolle gennem tiderne” i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner, 2004, vol. 35, nr. 22
Ole Løw: ”Undervisnings-relationen i centrum”, Unge Pædagoger, nr. 1 marts 2003
Boje Katzenelson, Homo Socius –Socialpsykologisk grundbog (1994)
Peter Brodersen: ”En lærer kan spille mange roller”, Magisterbladet 3 -2001
Christer Stensmo: Lederstil i Klasseværelset, Kroghs Forlag 2003
Red, Signe Holm-Larsen m.fl. Undervisning og Læring – Almen Didaktik og Skolen i samfundet, Kroghs Forlag 2001
Mogens Christiansen og Gert Rosenkvist: Voksenundervisning – Formidling i praksis, Gyldendal Uddannelse 1999
Annegrethe Ahrenkilde m.fl. Voksendidaktikprojektets 3. rapport, ”Voksenuddannelse og deltagermotivation, Roskilde Universitetsforlag, 1999
Red. Erik Laugesen Kristensen m.fl Voksenundervisning i praksis. Nogle tips om undervisning til den nye voksenunderviser, Undervisningsministeriets håndbogshæfte nr.68, 1998
Interview med Per Fibæk Laursen i Asterisk nr. 10 2003
Lisbeth Wissing: ”Noget om den autentiske lærer”, Gymnasieskolen nr, 3 2004
Britta Nørgaard om Thomas Ziehe i Pædagogik i Sociologisk Perspektiv, Pædagogisk Udviklings center, 2003
Kirsten Hyldgaard ”Pædagogikkens umulighed, Efterskolen nr. 4 2004
Jonas Aspelin Stolthed og Skam i Undervisningen – Bedre læring med relationsbevidst pædagogik, Gyldendals Lærerbibliotek 2004
Helle Bjerresgaard: Cand. pæd afhandling, ”Signalement af den gode og effektive underviser- eleverne har ordet”, 2005
Per Fibæk Laursen: Den autentiske lærer – Bliv en god underviser – hvis du vil, Gyldendalslærerbibliotek 2004

 



[2] ”Hvad Tænder – et debatskrift om voksenuddannelse” uddannelsesstyrelsens temahæfteserie nr. 13, 1999
[3] Denne gennemgang er baseret på Dorthe Bachs artikel ”Lærerens rolle gennem tiderne” i Nyhedsmagasinet Danske Kommuner, 2004, vol. 35, nr. 22 s. 32-33
[4] Ole Løw: ”Undervisnings-relationen i centrum”, Unge Pædagoger, nr. 1 marts 2003, s.8

[5]Fra Boje Katzenelsons bog Homo Socius –Socialpsykologisk grundbog (1994) fundet på http://www.psy.ku.dk/karpatschof/Videnskabsteori%20og%20metodologi/2002/Hjemmeopgave/rollebegreb%20og%20rolleteori%20i%20Katzenelsons%20Homo%20socius.doc

[6] Peter Brodersen: ”En lærer kan spille mange roller”, Magisterbladet 3 -2001, s.28-29

[7] Christer Stensmo: Lederstil i Klasseværelset, Kroghs Forlag 2003, s. 14
[8] Red, Signe yuHolm-Larsen m.fl. Undervisning og Læring – Almen Didaktik og Skolen i samfundet, Kroghs Forlag 2001, s.307
[9] Mogens Christiansen og Gert Rosenkvist: Voksenundervisning – Formidling i praksis, Gyldendal Uddannelse 1999, s. 114-115

[10] Annegrethe Ahrenkilde m.fl. Voksendidaktikprojektets 3. rapport, ”Voksenuddannelse og deltagermotivation, Roskilde Universitetsforlag, 1999

[11] Red. Erik Laugesen Kristensen m.fl Voksenundervisning i praksis. Nogle tips om undervisning til den nye voksenunderviser, Undervisningsministeriets håndbogshæfte nr. 67 1998, s. 7

[12] Interview med Per Fibæk Laursen i Asterisk nr. 10 2003, s 27-29

[13] Lisbeth Wissing: ”Noget om den autentiske lærer” http://www.gymnasieskolen.dk/HTML_arkiv/2004/03/Artikler/a04.htm
[14] Britta Nørgaard om Thomas Ziehe i Pædagogik i Sociologisk Perspektiv, Pædagogisk Udviklings center, 2003

[15] Kirsten Hyldgaard ”Pædagogikkens umulighed, Efterskolen nr. 4 2004, s 12-14

[16] Ole Løw:: ”Undervisnings-relationen i centrum”, Unge Pædagoger, nr. 1 marts 2003, s.8

[17] Afsnittet er baseret på læsningen af Jonas Aspelin Stolthed og Skam i Undervisningen – Bedre læring med relationsbevidst pædagogik, Gyldendals Lærerbibliotek 2004

[18] Helle Bjerresgaard: Cand. pæd afhandling, ”Signalement af den gode og effektive underviser- eleverne har ordet”, 2005

Valgtristesse

17. nov 2007 21:00, H.Fosselius

Hos mig er en valgaften mindst lige så imødeset som juleaften. Der er mange følelser involveret og spændingen op til kl. 20 00 er betragtelig, for ikke at tale om at forventningens glæde var sitrende lige denne gang. Ønsket om at tiden var kommet til at det borgerlige Danmark ville skrumpe, var meget stort hos mig.

Puh for en grim forskrækkelse. Det værst tænkelige resultat overhovedet. VKO flertallet består og Pias tropper vandt endnu en soldat for smålighedens korstog. Jeg indrømmer blankt at Pia Kjærsgaard er en fremragende dygtig politiker, men hvor ville jeg ønske hun kæmpede for noget andet og mere end hun det hun kæmper for. En drømmevision for mig ville være at Pia undergik en transformation, satte sig en tur i en mental helikopter og så det hele ovenfra, således at hun på en enkelt nat vandt indsigt, forståelse og sympati for at vi lever i en global verden og at verden har sammenhængskraft så længe mennesker anerkender hinandens eksistens, ret til ligeværd og evne til samarbejde for alles bedste. Det forbliver et fromt ønske hos mig. Pia og DF har udstukket en kurs for længst og de fraviger den ikke, før de generationer som til stadighed stemmer DF er døde og borte, hvilket trods alt er indenfor en overskuelig fremtid.

Jeg under disse generationer det allerbedste i deres alderdom, men er ked af at ældrechecken og fremmedangst er udslagsgivende for en stemme for et borgerligt Danmark.

Jeg kan ikke fordrage når Pia Kjærsgaard udtaler sig som repræsentant for danskerne, hun repræsenterer på ingen måde mine holdninger og følelser, hverken som dansker eller person. Og hvad skal vi med Mogens Camre, Søren Krarup og Jesper Langballe? Når lige de tre udtaler sig, føler jeg intet mindre end lede og jeg græmmer mig ved at de er folkevalgt og at der findes et betragteligt antal mennesker som er enige med dem. Og hvad med hr. Messerschmidt, jeg så hellere at min datter fandt en kæreste af mellemøstlig herkomst end at hun slæbte sådan en som ham med hjem.

Venstre er i mine øjne indbegrebet af dødkedelig, materialistisk, regelret, kontrolimperialisme i det offentlige rum. Venstrefortaleres kolonisering af privatlivet med en managementfilosofi, der alene lader pengehensyn råde som altoverskyggende første prioritet, bliver fulgt til dørs af en skjult implementering af øget brugerbetaling, så taksterne i den offentlige service i stigende grad betales af forbrugerne. Tillige bliver den offentlige service ikke den mindste smule forbedret, men kan blot lige køre rundt.

Til alle dem der sover bedst om natten, når Fogh passer på deres penge, vil jeg blot sige at vi er rigtig mange der sover dårligt ved tanken om 4 år mere med VKO-styring af Danmark. Den borgerlige revolution som Anders Fogh iværksatte for 6 år siden, får lov at vinde endnu mere momentum. Vi  er et stort mindretal som først sover godt om natten når Danmark bliver styret af et andet sandhedsregime som er drevet af et mindre materialistisk og mere humanistisk tankesæt.

Jeg medgiver de konservative at der selvfølgelig skal tjenes penge, men hvorfor skulle et af verdens rigeste velfærdssamfund ikke være rollemodel både for internationalt erhvervsliv og for andre demokratiske landes udvikling ved netop at nedprioritere den ensidige profitmaksimering og begynde at investere i etiisk, human afsætning, og øge udbuddet af teknologier, viden og produkter som kom kloden til gode. Men det er ikke klogt at slynge om sig med skattelettelser, såfremt det betyder en hensygnende offentlig sektor, for velfærden ydet af det offentlige er grobund og forudsætning for en tilfreds og kreativ befolkning, som kan give arbejdsenergi til dansk erhvervsliv.

Socialdemokraterne er midt i en spændende omformningsproces og jeg glæder mig meget til at følge den. Jeg har i de foregående år fulgt Helle Thorning nøje når hun snakkede om udenrigspolitiske sager og jeg synes virkelig hun har et vedkommende globalt udsyn. Jeg vil gerne høre Helle Thorning Smith folde sit og socialdemokratiets projekt ud. Og jeg håber at hun gør det så godt at hun får overbevist mange danskere om at et borgerligt Danmark er for langsomt, for snæversynet og for visionsløst i en hastigt forandrende verden.

Den eneste gave værd at tale ved dette valg, var at enhedslisten lige krøb over spærregrænsen og forblev i folketinget. Jeg stemte ikke på dem, men hvor er jeg glad for at 2.2 % gjorde. Det ville være et fattigere folketing uden enhedslisten, som trods alt er et parti som stadig holder liv i ideologierne. Man kan være enige med dem eller ej, men som vagthund der sætter kritisk lys på magten, stiller spørgsmål til penges betydning og søger svar på motiverne til politiske rævekager, spiller de en vigtig rolle, som jeg ikke kan se andre partier kan eller vil udfylde. Så tak til alle jer der holdt fast ved liste Ø.

Sidste gang der var valg stemte jeg på SF, det gjorde jeg ikke denne gang. Jeg glæder mig over deres resultat. Og synes det er fedt at så mange unge har fundet fælles fodslag for gode, sunde humanistiske holdninger til fremtiden. Gid flere cand.scient.pol'er ville stemme på SF.

Jeg stemte på de Radikale for første gang. Jeg synes de udtaler sig klart og tydeligt og ved hvor de vil hen. Måske griner du nu. I folkemunde har de radikale ry som et slingreparti, læs pragmatisk, men jeg er nu overbevist om at disse ikke hører ordentligt efter hvad det er de radikale siger.

Brede forlig ER vejen frem, de bedste ideer skal vedtages uanset hvor de kommer fra i salen.

De Radikale reprsæenterer det sikre for mig. De ønsker netop en økonomisk politik som er lukrativ, men det skal være med humanistisk sjæl. De VED at en stærk offentlig sektor er en meget væsentlig sammenhængskraft i et moderne samfund, hvor civilisationsgraden måles på hvordan vi behandler vores børn og vores gamle. Jeg ser Margrethe Vestager som kompetent leder. Den Radikales venstrefløj er der hvor jeg umiddelbart vil placere migselv.

Derfor ved jeg heller ikke rigtig hvad jeg skal mene om Nasse Khader og Ny Alliance. En anden gave havde været dog været hvis NA havde vundet bare et enkelt mandat mere, da man så kunne forestille sig en langt bedre mulighed for brede forlig. Man må jo håbe de udvikler sig positivt i deres første valgperiode.

Kære borgerlige Danmark - lad os nu allesammen komme videre til fornyelse!.

 

Shop till you drop

24. dec 2006 12:00, H.Fosselius

I efterkrigstiden var en appelsin eller en pakke tyggegummi det helt store hit ved juletid.

I 1960'erne og 1970'erne skulle julen være utraditionel, økologisk og julepynten kunne være inspireret af hedengangne Jørgen Clevin. Genbrug var godt og der var ikke grænser for hvad man kunne bruge en æggebakke til.

I 1980'erne lå der måske en såkaldt "Walkman" under juletræet. Den vejede tæt på et kilo, stor firkantet og uhandy, og så åd den fire almindelige batterier på en time. Var man moderne havde man fået et kodylt stereoanlæg og var man rigtig heldig havde man også fået sine forældres aflagte sort hvid fjernsyntil sit værelse. I pakkekalenderen var der mest slik - masser af slik - Anders And blade og små plastic dippedut legetøj. 

Det får man vist stadigvæk, men i dag er vi 30 % rigere end vi var for 20 år siden. Det er meget moderne at have mange penge til forbrug. Det at shoppe og gå i butikker og bruge penge på det som er moderne isenkram, er blevet en folkesport.

Under juletræet ligger der i aften Diesel, Hermes, Dior og andre bløde mærkevarer, en del undertøj, stakkevis af gavekort, lyserøde, lyseblå eller sorte gameboys, karaokeanlæg, playstations, bærbare computere, pc spil, cd'ere, 5 disc DVD serier og film, I-pods, Mp3ere, mobiltelefoner med lynafleder, tripelpixelleret 3D skærm, videokamera og internetopkobling OG 3 måneders garanti på at være "næsten" det nyeste på markedet, I aften tæppebombes de små hjem med tonsvis af julepakker med Starwars, Lego, Geomax, Ringenes herrer, magic kort deluxe pakker, Pokemon, Babyborn, Baby Annabell og Amanda, Barbie slotte, køkkener, badeværelser, skønhedssaloner, strandbare, hestestalde, hospital, My Little Pony slotte, Winx dukker, Bratz Dukker, Polly Pockett, Jordbær Marie, Trollz, Totally Spies, Witch og jeg kan snart ikke få vejret...

Når vi har småløbet rundt om juletræet for at blive færdige i en fart, vælter vi os i gavepapir og for millionvis af gadgets, for dernæst at kaste os frådende over gaveleg, så vi frydefuldt kan flå flere ligegyldige pakker fra hinandens bunker. Men hvor er det sjovt og hvor er det fedt at få en hel masse nyt, som er outdated i den overskuelige fremtid.

Det moderne er eksploderet. Vi er blevet hypermoderne og vi skal sådan skynde os for at følge med i, hvad det nu lige er, der er moderne, for det meste af det vi kender er snart umoderne og så skal vi haste ud for at købe noget mere der er blevet moderne. Sikke en fest!

 

Ode to an old friend

23. dec 2006 23:27, H.Fosselius

Going down memorylane.

Three years as a gypsy on the Asian Highway from 1989-1992 have left a long lasting impression of the various meetings with scores of madmen and madwomen, who had all fled their homelands in a frantic and desperate search for themselves. I met them in Thailand, I met them in Israel, I met them in Korea and I met them in Japan.

They all lived life to the max with plenty of alcohol and drugs, with love and misery in abundance, with intense but short friendships before going each ways, maybe to meet again in Puna, Goa or Koh Phangan, in the heavy, hot streets of Bangkok, in the throbbing nightlife of Hong Kong, in yenchasing Tokyo or Osaka, or back in Europe, where they used a short time licking their wounds, before they were off again. It truly was a mad time for all who was there, and probably still is for those who are there right now.

One of them was especially mad. English, blond, blue eyed, tall, skinny and full of restless energy. He had the smile of an angel and the attitude of a devil wanting to be set free - that Timothy Whetton - "Mad Tim" and mad he was. Totally out of hand mad. He drank whatever had a percentage of alcohol in it, whenever he could get his hands on it, with whomever was at hand to share a night or a dozen of lunacy. He would surely have drunk his own piss if there was just a remote, tiny chance it could get the party going for just a few hours more. A random bloodtest at any time of the week and a complex mix of hashish, ganja, pot, acid, extacy, speed, cocaine, heroine, opium, valium - any drug under the sky would have shown up in the results. He was much like a walking chemical christmastree, glittering, glimmering and glowing with the intense lures of life. He wanted everything, sought nothing and probably got just that.

I met him in Bangkok in the dormitory of a farang house in Kaosarn Road. He was dressed in black, wore a hat, was jumping with glee, snapping his fingers in mirth, and seemed to live comfortably and at ease in his bag. He was on his way to Tokyo to meet his then girlfriend Nathalie. I was on my way to Osaka to work as a hostess, and after a few hours of conversation, we found ourselves on a flight to Narita airport. I borrowed him money. It was not the last time he loaned from me.

In Tokyo he took us to Crazy House. The last I saw of him was after a wild night in Roppongi.  Dawn was hitting and the Tokyo summer morning was already blazing hot. We had sleeping mats on the roof. He snored away curled behind Nathalie's back with his arms affectionately around her. I was sure I would never see a single yen from him, but what the heck, he had been good entertainment.

Months later when I was out of Osaka to get a new visa, I met Nathalie on Haadrin beach on Koh Phangan. She had left him because "he was drinking like a pig". After nine months of misu wari drinking, karaokesinging, mindless conversation with bored japanese suits and endless yenmaking, I left Japan to have a ball. In Bangkok I headed into hard time party. One night in Roofgarden I met Tim again, tapped his shoulder and asked if he remembered that he owed me 10.000 yen. Surprisingly he did remember.

Tim was exactly the right person to have a ball with and we partied for three beautiful, fun, loving, caring, tender and outrageous days in a row, then he went to Hong Kong and I went to Koh Phangan as usual. I wanted to see him again and I did in Tokyo, outside Gaspanic. He had met another girl in Hong Kong, Meditte. I didn't care, surely he understood that we had a special energy together?

Nope

He was on a quest. Total abandonment, total freedom, no boundaries, no sense, no order, no consideration, no second thoughts - only survival in the midst of self - destruction. He did not love him self, neither did I love my self. Youth is a time of utter confusion, soulsearching and castles in the sky. My castles were made of romantic illusion, that he was for me and I was for him. I could save him from him self. I was sure of it, so sure that I trailed him halfway across the globe for what seemed eternity.

He didn't want me. Told me to get off his back. I was too good for him (guys remember that this is positively the best line, if you want to keep a woman hooked on you). Six months after Roofgarden, I found myself in Maharaja Palace, once again in Tokyo, broke and with the hated prospect of once more jumping into high heels, nylons, skirts and jacketts, hairdo and gel, tons of makeup and the broad hostess smile, more cognac, more whiskey, more mindless chatter and "love me tender" for the 8764th. time on the karaoke. God what a life. The only drive was those goddamn yen, needed to live the gypsy life on the Asian highway.

In Razzle Dazzle one night, Tim was there shouting at me that I was a heavy burden, Get lost! The next moment, he was on the floor, roaming a pile of dirt searching for his brain, he claimed. One week later he was busted, jailed and put in solitary confinement for four months. During those months I suffered as never before and never since in my life. Hating Tokyo, hating hostessing, hating alcohol, hating drugs, hating youth and immaturity, hating illusions, insecurity, loneliness, hating life, hating me.

It was a healthy experience afterall. I grinded my teeth, prayed for patience, stuck it out and just lived for the day when my debts were paid and I could leave Japan for good and get back to Europe to finally get a life. I got out barely in one piece and the first person I met back in Kaosarn rd. was Tim. I would like to spend time with you, he said, come with me. Of course he was broke. I came from Japan and was loaded, so I paid our way.

That was the beginning of five weeks in the fast lane. That bastard mad Tim had no brakes whatsoever. I was quiet, figuring out, turning inwards, tuning into sorrow, knowing full well that when my brain finally got back in control, my feelings and emotions for him would have to be bundled and packaged away into the archives. I had to get out of Asia, had to burry the gypsy, had to settle, had to get home, had to grow up. He took me to Koh Samui, he took me to Koh P., he took me to Patpong and he took me to Amsterdam and then he dumped me. I went home, never to return. I never saw him again.

I loved him with a passion reserved for those who are momentarily insane. Have been that too. And I am grateful for it.

What did Mad Tim teach me? He taught me that there is no such thing as a soulmate, there is no such thing as a perfect partner, who will meet all your needs and fulfill all your dreams. Nobody have any duty whatsoever to serve you happiness on a silver platter. Even if someone want to, they can't, because real love does not come by seeking to cover your needs by being dependent on somebody else. Real love comes by developing your own inner riches and your own unique maturity. Only through this do we attract lovers.

It was a hard lesson and true to say I have forgotten this lesson from time to time over the years. Whenever I have felt a hole in my soul and the urge to become whole, I have been tempted to dream again for that singular other person that would make me whole, forgetting that love is so much more than sexual attraction, it is also compassion for the sufferings of others. You must love your self, it is a necessity for latent love to become real love. Tim taught me that and for that I am forever his friend.

As we approach and pass forty our lives slow down, our childrens experience of life takes over from our own experience, yet our minds still play tricks on us, our hearts still ache, sufferings are still at hand from time to time. But we deal so much better with it, because we know ourselves better. We've been through the roller coaster innumerous times by now.

For you Tim out there in this utterly mad swirling world. I hope you are well and have not ended your life in the gutter. I will never forget you and it.

 It was a costly affair but also priceless. And so I say:

 THANK YOU FOR THE MADNESS.